
Kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem tiltrækker i år en lang række internationale medier. Her ses dommerpanelet i aktion ved konkurrencen i 2013. (Foto: Destination Bornholm/Marschall Food Event)
Kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem, der løber af stablen på lørdag den 24. juni, har stor bevågenhed fra mange sider – også fra en bred skare af medier.
Cirka 20 medier tager turen til øen for at formidle stemningen fra Gudhjem Havn til deres læsere, seere og følgere.
De danske medier er primært repræsenteret ved madbloggere og madmagasiner. De etablerede magasiner Gastro og Mad & Venner tager igen turen til Bornholm for at dække eventen, men også flere nyere medier, og ikke mindst madbloggere, viser stor interesse for kokkekonkurrencen og bliver en endnu større del af mediebilledet.
Fra udlandet er der fornemt besøg fra amerikansk presse.
Journalister fra Vogue, Travel & Leisure, Condé Nast Traveller, New York Post samt Afar er på vej til øen.
Fra Frankrig kommer tv kanalen TF1, 2 livsstilsmagasiner samt Frankrigs mest eksklusive madmagasin YAM. Derudover har en tysk blogger samt et svensk medie meldt deres ankomst. Disse udenlandske gæster skal naturligvis også opleve noget af alt det andet, øen har at byde på og skal besøge øens klassiske seværdigheder samt udfordres i den bornholmske natur.
”Madkulturen og alt det, der i disse år, sker på den front, er ofte indgangsvinklen og det, der skaber interessen for de internationale medier. Her er en event som Sol over Gudhjem en væsentlig medspiller og en ”reason to go”, fortæller presseansvarlig hos Destination Bornholm, Helle Mogensen.
“Når de er på øen er det naturligvis endvidere vigtigt for os at vise dem at Bornholm er meget mere end god mad og lokale fødevarer,” siger hun.
De internationale medier er på øen i 3-4 dage, nogle endda længere, så der bliver rig mulighed for at opleve øens mangfoldighed.
Ligesom de forrige år transmitterer TV2 live på deres hovedkanal direkte fra Gudhjem Havn i 2 ½ time lørdag eftermiddag. Dermed har hele Danmark mulighed for at følge med, når nogle af landets bedste kokke duellerer i de smukke rammer.
Læs mere på Sol over Gudhjems hjemmeside (åbner eksternt vindue)