Signe Munk (SF) træder tilbage som by-, land- og transportminister og dermed også som minister med ansvar for turismen.
Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge Statsministeriet ønsker hun at udtræde af regeringen på grund af en stresssygemelding. Hun afløses af folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt [TJEK: (SF)], som statsministeren præsenterer for kongen kl. 14.45 i dag.
På Facebook skriver Signe Munk, at hun er blevet syg af stress:
”Jeg har stadig meget, jeg gerne vil nå. Mange politiske ideer, som kan skabe mere balance i Danmark og gøre vores land grønnere og mere retfærdigt. Men balancen i mit eget liv forsvandt.”
”Selvom det er svært, er det den rigtige beslutning at stoppe som minister og give opgaven videre til en anden dygtig politiker. Lige nu har jeg brug for ro til at finde balancen og blive helt rask,” skriver hun.
Hun går nu på sygeorlov fra Folketinget, men understreger, at det ikke er et farvel til politik.
Turismepolitisk redegørelse på vej
Signe Munk overtog turismeområdet i juni, da det tidligere By-, Land- og Kirkeministerium blev nedlagt, og turismen blev flyttet til det nye By-, Land- og Transportministerium.
Den nye minister overtager en række sager, der er vigtige for turismeerhvervet. Ifølge regeringens lovprogram skal by-, land- og transportministeren aflevere en turismepolitisk redegørelse til Folketinget i november. Samtidig er der lagt op til ændringer af planloven og sommerhusloven, som blandt andet skal give bedre muligheder for udvikling i landdistrikterne og skærpe tilsynet med korttidsudlejning.
Statsministeren præsenterer den nye minister for Hans Majestæt Kongen kl. 14.45. Der vil efterfølgende være et kort doorstep på Amalienborg Slotsplads.