Adm, direktør i VisitDenmark, Katja Moesgaard, bliver forperson for bestyrelsen i VM i Landevejscykling 2029 I/S. Hun er udpeget af kulturministeren og erhvervs- og konkurrencekraftsministeren.
Det fremgår af en nyhed fra Kulturministeriet.
VM i landevejscykling afholdes i Danmark i september 2029 med København, Aarhus, Roskilde og Helsingør som værtsbyer.
Interessentskabet bag mesterskabet består af Kulturministeriet, Erhvervsministeriet, Sport Event Denmark og de fire værtskommuner. Bestyrelsen består ud over forpersonen af departementscheferne fra de to ministerier, formanden for Sport Event Denmark og borgmestrene i værtskommunerne.
Erfaring fra sport og events
Katja Moesgaard har en baggrund i sportens verden. Hun har tidligere været kommerciel direktør i DBU og direktør i F.C. København og var formand for Copenhagen2021. Hun har også siddet i bestyrelsen for AGF.
I dag er hun desuden formand for Ligaforbundet og medlem af bestyrelsen for spillestedet Vega.
Med udpegningen får VisitDenmarks direktør en central rolle i et af de største sportsevents i Danmark i de kommende år.