I sidste uge blev DM i Skills afviklet i Roskilde, hvor elever inden for en lang række håndværksfag dystede om titlen som landets bedste.
Ud over at finde de bedste elever, fungerer DM i Skills også som udstillingsvindue for erhvervsuddannelserne.
HORESTA og 3F afviklede endnu engang hotel- og restauranterhvervets konkurrencer, hvor 10 kokke-, 10 tjener-, 5 receptionist- samt 6 smørrebrød/cateringselever kæmpede om titlerne.
T-bonesteak og røget laks
I kokkeelevernes konkurrence vandt Gustav Spurre fra Restaurant Uformel i København.
Gustav er elev på Hotel- og Restaurantskolen i København. I finalen scorede han flest point med en hovedret af krogmodnet T-bone steak og en dessert med kefirfermenteret fløde, mælkechokolade og rom.

Hos tjenereleverne vandt Oskar Mathiassen fra Fru Larsen Hotel og Restaurant i Østjylland.
Oskar er elev på College360 i Silkeborg. Her kæmpede finalisterne i discipliner som borddækning, tranchering af røget laks, flambering af banan, blindsmagning, mixologi, vinforklaring og servering for specialindbudte gæster.
17 opgaver til receptionist-elever
I receptionistelevernes konkurrence kunne Sofie Karoline Tams fra Munkebjerg Hotel ved Vejle, lade sig hylde fra den store scene som vinder. Sofie er elev på Tech College i Aalborg.
Der var ikke kun tale om de mere klassiske funktioner som reservation af hotelværelser, ind- og udtjekning af gæster og behandling af klager – en af opgaverne bestod for eksempel i at lave et oplæg til, hvad hoteller kan gøre for at blive mere bæredygtige og en anden i at lave et program for et par, der ønskede en aktiv cykelferie i Danmark.

“Jeg er så stolt over, at jeg med min deltagelse og sejr i DM i Skills har fået mulighed for at vise mit fag frem og fortælle omverdenen, at det rummer så meget andet end blot at tjekke gæster ind og ud,” siger Sofie Tams.
I den sidste af hotel- og restauranterhvervets elevkonkurrencer stod talenter fra smørrebrød/cateringuddannelsen over for hinanden.
Her var Sebastian Thomas Bundgaard Lihn og Katrine Høi Brandt fra Aarhus-virksomhederne fra Restaurant Miro og VIA Ceresbyen (begge elever på Aarhus Tech) de dygtigste på finaledagen.
Eleverne har over tre dage skullet lave vegetarisk buffet, receptionsbuffet og buffet med klassisk smørrebrød.
Foto fra DM i Skills af Lasse Lagoni/Sophia Hviid
Højt niveau
HORESTAs uddannelses- og projektchef, Pia Svane, er imponeret over det høje niveau:
”Hver gang vi afvikler konkurrencer for eleverne i vores erhverv, er det en fantastisk glæde at opleve deres engagement, passion og ikke mindst faglige kunnen. Jeg er dybt imponeret over, hvad de unge har leveret, og det lover godt for fremtiden i vores erhverv,” siger Pia Svane i en pressemeddelelse.
Hun håber, at DM i Skills også har bidraget til, at flere unge har fået interesse for hotel- og restauranterhvervets fag.
”DM i Skills har haft besøg af tusindvis af folkeskoleelever, som har kunnet komme helt tæt på landets dygtigste elever. På den måde er konkurrencen en fantastisk platform til at kunne markedsføre håndværksuddannelserne over for de næste generationer,” siger hun.









