Connect with us

Hvad søger du?

Nyheder

Dansk tjener vinder sølv ved EuroSkills 2023

21-årige Amalie Druekær Rasmussen kom på podiet, da hun var oppe imod et stærkt felt af europæiske konkurrenter ved EuroSkills 2023 i Polen.

Tjenerelev Amalie Druekær Rasmussen har vundet sølvmedalje ved EM i Skills. Foto: Horesta
Tjenerelev Amalie Druekær Rasmussen har vundet sølvmedalje ved EM i Skills. Foto: Horesta

Danmark har Europas næstbedste tjener under 25 år. Den 21-årige Amalie Druekær Rasmussen var ved EuroSkills 2023 i Polen oppe imod et stærkt felt af 19 konkurrenter fra resten af Europa og blev kun overgået af sin kollega fra Sverige.

I alt 600 europæiske talenter har i løbet af sidste uge konkurreret på at være bedst inden for de erhvervsfaglige uddannelser, heraf 21 danskere, der blandt andet kæmpede i fag som murer, bygningssnedker og konditor samt – inden for hotel- og restauranterhvervet – kok, tjener og receptionist.

Amalie Druekær Rasmussen arbejder til daglig på Restaurant Støvlet Katrines Hus i Sorø.

“Jeg gik ud af folkeskolen med et gennemsnit på 10, så jeg kunne sagtens have taget en anden uddannelse. Men jeg valgte at følge hjertet, og det er jeg glad for hver eneste dag. Branchen er fuld af muligheder, hvis man vil arbejde i udlandet, på store hoteller og restauranter, eller hvis man vil videreuddanne sig til f.eks. sommelier. Og så passer det mig rigtig godt, at jobbet ikke er et typisk 9-17-arbejde,” fortæller Amalie Druekær Rasmussen via en pressemeddelelse fra HORESTA.

For hende er det vigtigste i hverdagen kontakten med de mange forskellige gæster, de alsidige opgaver og mulighederne i branchen, som hun ville ønske, at andre også ville give en chance.

HORESTAs uddannelses- og projektchef, Pia Svane, var med i Polen, og hun glæder sig over den danske sølvmedalje.

”Det kræver utrolig meget at begå sig i EuroSkills, men Amalie leverede en fantastisk indsats og vandt som den første dansker nogensinde en medalje inden for tjenerfaget. Hun er en fantastisk repræsentant for sit fag og kan forhåbentlig bidrage til, at flere unge får øjnene op for al den faglighed og alle de muligheder, som tjenerfaget rummer,” siger Pia Svane.

10. plads til kokkeelev

Den danske deltager i kokkekonkurrencen, Karl Emil van Ingen Schytt Olesen, fik en 10. plads i konkurrence med 22 andre.

Men han kan rejse hjem med en ”Medallion For Execellence”, som han fik tildelt, fordi han scorede mere end 700 point. Ligesom hos tjenerne var det Sverige, der løb med sejren i kokkekonkurrencen.

Stefan Kongebro Madsen fik en 11. plads i konkurrencen for unge receptionister. Her var det Schweiz, som vandt guld.

Det danske Euroskills-hold kommer hjem med i alt otte medaljer. Tre af sølv og fem af bronze og blev samlet set syvende bedste nation af de 32 deltagende lande. Seks danskere fik desuden en ”Medallion For Execellence”.

Danmark skal være vært for næste udgave af EuroSkills i 2025.

Fik du læst ...

Bæredygtig turisme

Drop skåltalerne om arbejdspladser og skatteindtægter. Kommuner, destinationer og private aktører bør i højere grad tænke lokalbefolkningen ind i turismeprojekter.

Kulturturisme

VisitAarhus er lykkedes med at tiltrække specifikke målgrupper året rundt – bl.a. 'kulturudforskerne'. Her fortæller marketingchef Johan Friis Bergholt om erfaringerne og giver konkrete...

Maskinrummet

Iværksætter Katja Piil har gjort sin kærlighed til alpacaerne til sin levevej med Alpacapark. "Den største udfordring er at få udbredt kendskabet til parken,"...

Camping & feriehuse

2023 ser overraskende positivt ud for campingpladserne. Fremover skal væksten dog hentes på nye forretningsområder, lyder det fra DK-Camps formand.

Copyright © 2022 Turisme.nu

Turisme.nu

c/o Willmore

Ryesgade 106A, 2. th.

DK-2100 København Ø

Turisme.nu er tilmeldt pressenævnet