Connect with us

Hvad søger du?

Nyheder

Nordjysk turisme taster 112

Fire nordjyske borgmestre og Destination Nord beder om akut hjælpepakke på 20 mio. kr. til nordjysk turisme.

Tonny Skovsted Thorup (Foto: Destination Nord)
Tonny Skovsted Thorup glæder sig over, at Aalborg henter en fjerdeplads på GDS-indekset. (Foto: Destination Nord)

Coronapandemien har vendt turisme- og oplevelsesbranchen på hovedet, og nedlukningen af syv kommuner har sat erhvervslivet i Nordjylland under yderligere pres. Selv om restriktionerne bliver fjernet, så er skaden mod det nordjyske turisme-omdømme sket, siger Tonny Skovsted Thorup, direktør i Destination Nord, til Turisme.nu

Det får nu fire nordjyske borgmestre og Destination Nord til at rette henvendelse til erhvervsminister Simon Kollerup angående en akut hjælpepakke til nordjysk turisme.

Med det klare budskab ‘GENSTART Nordjylland’” opfordrer

  • Birgit Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune,
  • Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune,
  • Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev Kommune,
  • Karsten Nielsen, borgmester i Læsø Kommune

samt bestyrelsesformand i Destination Nord Karsten Madsen og direktør i Destination Nord Tonny Skovsted Thorup erhvervsministeren til at afsætte 20 mio. kr. til en særlig turismeindsats, som skal udmøntes i et samarbejde mellem destinationsselskaberne i Nordjylland og VisitDenmark på det internationale marked.

“Nedlukningen og de medfølgende restriktioner har katastrofale konsekvenser for det nordjyske turisme- og oplevelseserhverv, som hver dag mister omsætning og jobs,” siger Tonny Skovsted Thorup, direktør i Destination Nord.

“Derudover har de mange negative omtaler af Nordjylland som epicenter for spredningen af en ny pandemi enorme konsekvenser for det nordjyske turismebrand, hvilket vil tage år at genoprette markedsføringsmæssigt,” siger Tonny Skovsted Thorup.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev – så går du ikke glip af noget:

Udlændinge mangler

Coronapandemien har i forvejen medført store konsekvenser for den nordjyske turismebranche, som i høj grad har manglet den sædvanlige tilstrømning af udenlandske turister, der normalt tegner sig for omkring 40 procent af regionens samlede turismeomsætning.

Det har blandt andet betydet kraftige nedskæringer i kapaciteten hos rederier, luftfartsselskaber og blodrøde belægningstal på regionens hoteller.

Håbet om genoprejsning blev således skudt til jorden med meldingen om yderligere nedlukninger, som har tvangslukket og umuliggjort indtjening for store dele af branchen.

Skaden er sket

“Det står slemt til. Det er rigtig slemt i Aalborg, fordi storbyturismen i forvejen var hårdt ramt. Alt er lukket ned i Brønderslev, Frederikshavn og på Læsø, som vi har i Destination Nord. Men det smitter i den grad også af på nabokommuner som Aalborg,” siger Tonny Skovsted Thorup til Turisme.nu.

“Det var netop nu, at vores restauranter og konferencecentre skulle have stor forretning med julefrokoster mv., men alt er lukket ned, så det rammer hårdt.”

Tonny Skovsted Thorup forklarer, at der både er en akut krise for nordjysk turisme, men samtidig er der også meget store bekymringer for fremtiden.

”Det handler om, at vores stærke brand er blevet voldsomt forurenet. Vi har set en masse omtale af Nordjylland i en negativ sammenhæng. Det er vi bekymrede for, for hvad gør det ved os – på den korte bane men også på den lange bane.”

”I løbet af ganske få uger er Nordjylland blevet en del af ’det dårlige selskab’. Billedet af blandt andet leisure i Nordjylland – vi er danskernes sommerparadis – det var der lige nogen, der pillede ved.”

Vil nordmænd køre forbi?

Tonny Skovsted Thorup forklarer, at han er forsigtig optimist med hensyn til at vinde de danske gæster tilbage: Danskerne vil være i stand til at sætte tingene ind i den rigtige kontekst, og derfor vil danskerne også vælge Nordjylland som rejsemål i 2021.

Men når det gælder de vigtigste udenlandske markeder, Tyskland, Sverige og Norge, er situationen langt mere alvorlig, mener han:

”Når vi ser på analyserne af de udenlandske markeder, så er det ekstremt vigtigt for tyskere og især nordmændene, hvilke lande og regioner, der har håndteret Covid-19 på en god måde. For det har afgørende betydning for, hvor de vil rejse på ferie, når de igen får lov at rejse ud.”

”Vi ved fra vores norske samarbejdspartnere, at nordmændene følger ekstremt meget med i situationen i Danmark. De live-streamer pressemøder og følger med i alt. Og det gør mig bekymret, om nordmændene vil køre forbi vores destination.”

Selv om der nu er tegn på, at restriktionerne i de syv nordjyske kommuner bliver lempet, så er der stadig behov for en ekstraordinær indsats for at genoprette turismen i området, mener Tonny Skovsted Thorup:

”Skaden er sket … vi er bragt i en særlig situation, så vi har brug for en særlig hjælp.”

Destination Nord er DMO for de fire nordjyske kommuner Brønderslev, Frederikshavn, Læsø og Aalborg. Destinationen er blandt de største i landet med fokus på storby-, erhvervs- og mødeturisme og dels krydstogt-, kyst- og naturturisme.

Fik du læst ...

Outdoor

Det unge par har skabt en iværksættersucces i Nordvestjylland, hvor de sælger cykel- og vandreferier. Omsætningen er 30-doblet på få år.

Tendenser

Off-grid-resortet Stedsans gør bæredygtighed til business. Men det kræver tålmodighed, tid og penge. Og fremfor alt ægthed.

Outdoor

Fem ø-kommuner i fælles kamp mod ens udfordringer: Ny vandrerute skal tiltrække flere vandreturister uden for højsæsonen.

Hotel

For et år siden åbnede Hotel Nyborg Strand en restaurant, der udelukkende er drevet af hotellets elever. Vi dykker ned i de første erfaringer.

Copyright © 2022 Turisme.nu

Turisme.nu

c/o Willmore

Ryesgade 106A, 2. th.

DK-2100 København Ø

Turisme.nu er tilmeldt pressenævnet