Connect with us

Hvad søger du?

Bæredygtighed

Millioner skal sikre mere bæredygtig turisme

Fra Gedser til Skagen: 5 udvalgte projekter, der hver især har fokus på bæredygtige aspekter i turismen, modtager nu millionstøtte.

På mountainbike i skoven. (Arkivfoto: Julian Hochgesang)
(Arkivfoto: Julian Hochgesang)

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har netop uddelt i alt 60,6 millioner kroner til projekter, der gennemføres i de danske destinationsselskaber.

I alt 17 projekter modtager støtte i denne omgang.

I går kunne vi fortælle om en række projekter, der har fokus på de frivillige i turismen, og som nu modtager støtte fra Erhvervsfremmebestyrelsen.

Men også fem projekter, der har fokus på en mere grøn og bæredygtig udvikling af turismen, modtager støtte.

Disse fem projekter modtager i alt ca. 22 mio. kr. ud af de 60 mio. kr.

Bæredygtig turisme og turister i nye områder

De fem støttede projekter rækker fra Vadehavet op langs Vestkysten til Skagen, og sydpå langs Kattegat, involverer Limfjorden og det sydlige Danmark. 

I projektet ‘Vestkysten som samlet powerbrand’, der støttes med op til ca. 11 mio. kr., har Destination Nordvestkysten i et partnerskab langs Vestkysten sat bæredygtig turisme på dagsordenen.

Målet er, at antallet af overnatninger på Vestkysten i løbet af 2023 er tilbage på niveau med rekordåret 2019, at turisterne bruger flere penge, og at de kommer hele året.

Det kræver mere international markedsføring og et tæt samarbejde med lokalbefolkningen, siger Peter Krusborg, direktør i Destination Nordvestkysten: 

”Fremtidens turister langs Vestkysten ønsker, at service, oplevelser og mødet med lokalområdet samlet set opfattes bæredygtigt. Naturen må ikke virke slidt af turismen, den sociale og økonomiske bæredygtighed i lokalområdet skal kunne ses – og turister vil gerne tæt på lokalbefolkningen og have autentiske oplevelser.”

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev – så går du ikke glip af noget:

Overnatningstal skal suppleres

Men hvad er bæredygtig turisme?

Og hvordan måles, om turisme er bæredygtigt?

Disse spørgsmål skal besvares i projektet ‘Bæredygtige destinationer i praksis’, som med ca. 2,9 mio. kr. i støtte skal gennemføres af samtlige 19 tværkommunale destinationsselskaber i Danmark forankret i Danske Destinationer.

”Vi taler meget om bæredygtighed i turismen, og langt de fleste ønsker mere bæredygtig udvikling og balanceret vækst, men vi måler stadig vores succes på gammeldags vis i overnatninger og omsætning, hvilket dette fælles projekt gerne skal gøre op med,” siger Jens Müller, formand for Danske Destinationer.

Derfor skal projektet over to år – med udgangspunkt i ‘best practice’ fra udlandet – udvikle metoder og værktøjer, der kan bruges i alle landets destinationsselskaber til at måle bæredygtighed i turismen.  

Fødevarer og bæredygtighed

Fødevareoplevelser er omdrejningspunktet i projektet ‘Danmarks maddestinationer’, som drives af VisitLolland-Falster i et tværgående samarbejde med aktører fra hele landet.

Projektet støttes med op til ca. 4,9 mio. kr., og målet er at udvikle et fælles oplevelseskoncept for fødevareturisme med bæredygtige måltider baseret på lokale produkter – fx skaldyr fra Limfjorden og vilde urter fra Møn.

Nordjyske styrkepositioner

Det nordjyske projekt ‘Bæredygtig destinationsudvikling gennem internationale styrkepositioner’ støttes med op til ca. 2,3 mio. kr.

Under ledelse af Destination Nord vil et partnerskab arbejde med at udvikle de nordjyske turismeområder i en bæredygtig retning.

”Vi har i vores landsdel alle de bæredygtige løsninger, som verden har brug for at blive mere klimavenlig,” siger Tonny Skovsted Thorup, direktør i Destination Nord.

“Vi har intelligente energisystemer, demonstrationsanlæg af nye teknologier og forskning i verdensklasse på Aalborg Universitet, som Europas stærkeste tekniske universitet.”

“Vi skal udnytte den helt, helt særlige styrkeposition til at tiltrække erhvervsturisme. Så uanset om det handler om at tage udgangspunkt i hvordan vi i Frederikshavn bortskaffer udtjente boreplatforme på en bæredygtig måde eller udvikler verdens mest integrerede energisystemer i Aalborg, så giver det en god anledning til at holde sit næste strategiseminar, workshop eller energikonference netop her,” siger Tonny Skovsted Thorup.

Bæredygtige events

Endelig støtter Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse også det midtjyske projekt ‘E.A.T. – Eating and Tourism’ med op til 1,3 mio. kr.

Projektet, som VisitHerning står bag, har fokus på fødevarer ved de mange events – fx koncerter, mesterskaber og messer, der afvikles i Herning og Ikast-Brande Kommuner.

Målet er at give erhvervs- og eventturister en bedre og mere bæredygtig oplevelse med den måde, der bliver produceret, spist og smidt mad ud på.

Se listen med støttede projekter her

Fik du læst ...

Iværksætteri

Nationalpark Kongernes Nordsjælland får en ny oplevelsesrute. Turisme.nu cyklede med på den første prøvetur.

Karriere og navne

Direktør i Destination Vesterhavet, Peer H. Kristensen, har fået plads i Kraks Blå Bog.

Ordet er dit

Coronakrisen skal ikke afløses af en ny krise, hvor mangel på kvalificeret arbejdskraft spænder ben for hotel- og restaurationsbranchens udvikling. Peder J. Madsen skriver...

Politik

Turismen har enorm betydning for Nyborg - og den bliver endnu vigtigere i fremtiden, fortæller borgmester Kenneth Muhs i første artikel i vores nye...