Connect with us

Hvad søger du?

Frivillighed

I Aarhus og på Møn virker det: Nu skal frivillige hjælpe dansk turisme i hele landet

Mennesker, der vil gøre en forskel, skal være med til at skabe unikke oplevelser for turister i landsdækkende projekter, der støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

VisitAarhus har etableret et helt korps af frivillige, de såkaldte ReThinkers. Nu skal et lignende korps opbygges i Syddjurs. (Foto: Per Bille/Visit Aarhus)
VisitAarhus har etableret et helt korps af frivillige, de såkaldte ReThinkers. Nu skal et lignende korps opbygges i Syddjurs. (Foto: Per Bille/Visit Aarhus)

De bedste til at reklamere for Danmark som turistland er danskerne selv. Derfor skal tusinder af frivillige hænder i Aarhus nu hjælpe med at løfte og udvikle dansk turisme i tiden efter COVID-19.

opdateret 27/4 kl. 13 med udtalelser fra Martin HH Bender

Sådan lyder filosofien bag det ambitiøse turismeprojekt ‘ASK ME’, som nu støttes med ca. 7,0 mio. kr. af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

I første omgang sættes der ind i Østjylland, og med tiden skal frivilligheden udvides og skabe resultater i turismeprojekter over hele landet.

Frivillighedsindsatsen blev opbygget i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus i 2017, og i dag tæller frivilligorganisationen ca. 2.200 frivillige.

De mange frivillige tog imod kulturhovedstadens gæster og er en af de vigtigste årsager til, at Aarhus siden har kunnet løfte store events som VM i sejlsport og The Tall Ships Race.

”I Aarhus er det lokale engagement nerven i vores gæsteservice,” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus, destinationsselskabet der har udviklet projektet.

Pia Lange Christensen, direktør,  VisitAarhus. (PR-foto)
Pia Lange Christensen, direktør for VisitAarhus. (PR-foto)

“Vores frivillige kan med deres lokale viden og store engagement give den bedste service til vores gæster, og på grund af dem kan vi skabe mere attraktive oplevelser og besøgsmål,” forklarer hun.

“Her under COVID-19 er der blevet endnu mere brug for synlige værter, der kan indgå tryghedsskabende dialoger med gæsterne.”

“Jeg glæder mig derfor til at udvikle vores frivilligkoncept yderligere via ASK ME og til at give vores erfaringer videre til turismevirksomheder i hele landet,” siger Pia Lange Christensen.

LÆS OGSÅ: Elsk de frivillige i turismen

VisitAarhus har indgået partnerskab med Syddjurs, Randers og Aarhus Kommuner, hvor projektet først udrulles.

En række centrale turismeaktører bakker op om frivillighedsindsatsen – bl.a. Aarhus Havn, Aarhus Airport, Nationalpark Mols Bjerge og Scandic Hotels.

Og når ‘ASK ME’ senere skal udbredes nationalt, sker det i tæt samarbejde med VisitDenmark, Danske Destinationer og Dansk Kyst- og Naturturisme.

LÆS OGSÅ: Nationalpark til fremtiden

Bygger på dansk tradition

Efter 14 måneder i skyggen af COVID-19 står dansk turisme efter mange års fremgang midt i en alvorlig og længerevarende krise.

Turisternes rejsemønstre har ændret sig, turismeerhvervets konkurrenceevne er svækket, særligt i de større byer, og beskæftigelsen inden for turismeerhvervet er faldende.

Derfor er Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, begejstret for projektet:

”’ASK ME’ er et unikt og ambitiøst projekt, udviklet af en organisation, som har meget stor erfaring med at drive frivillige i turismeindsatsen,” siger borgmesteren.

“Projektet bygger på en dansk tradition for fællesskabsånd, tillid og frivillighed, og vi ser unikke muligheder for dansk turisme i det.”

“‘ASK ME’ taler direkte ind i vores ambitioner om, at Danmark skal være en sikker og nærværende turistdestination, hvor vi sammen med vores gæster skaber ægte og mangfoldige oplevelser af høj kvalitet – altid i øjenhøjde og tæt på,” siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Frivillige værter på Møn

Frivillighed er også det bærende tema i projektet ‘Autentisk lokalt værtskab på Sydsjælland & Møn’, som netop har fået tilsagn om støtte på 1,25 mio. kr.

Destinationsselskabet SydkystDanmark – der dækker de fire kommuner Næstved, Stevns, Faxe og Vordingborg – vil med projektet udvikle en værtskabsuddannelse, som gennemføres for lokale værter i området.

Mikael Smed, borgmester i Vordingborg Kommune, er glad for støtten til Sydsjælland-Møn, der rummer turistattraktioner som Dark Sky, Camønoen og Møn UNESCO Biosfære:

”Efter et år med aflysninger er der brug for at udvikle events og oplevelser til turisterne, og heri indgår værter med lokalkendskab og et personligt engagement i lokalområdet,” siger Mikael Smed.

“Turismen på Sydsjælland og Møn i forvejen er kendt for lokale ildsjæles sammenhold og drivkraft, og vi venter os meget af projektet, fordi vi kan se, at den lokale forankring skaber kvalitet for turisterne,” siger Mikael Smed.

“De frivillige er med til at sætte vores område på landkortet, og det er et vigtigt stykke arbejde, de udfører.”

Frivillige skaber ambassadører

Også hos destinationsselskabet Destination SydkystDanmark er der glæde over, at projektet med frivillige nu modtager støtte:

”Det er en anerkendelse og en blåstempling af det arbejde, som vi sat i gang for flere år siden, hvor vi sætter fokus på de frivillige, som er en afgørende faktor for, at turisterne får en god oplevelse,” siger Martin HH Bender, direktør i Destination SydkystDanmark, til Turisme.nu.

”Vi ved, at det er turisternes møde med de lokale borgere og frivillige, som skaber lige præcis de gode oplevelser, der skaber de positive tilbagemeldinger på TripAdvisor, Facebook, Instagram og hvor vi nu ellers deler vores ferier.”

”Jo bedre vi er lokalt til at være værter – jo bedre bliver destinationen foldet ud – og jo bedre bliver turisternes oplevelser,” slutter Martin HH Bender.

FAKTA

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har på sit møde den 21. april 2021 besluttet at uddele i alt 60,6 mio. kr. til lokale og tværgående turismeprojekter i 2021. Der er kommet 24 ansøgninger, og 17 projekter får nu støtte, finansieret af de decentrale erhvervsfremmemidler. 

SE LISTEN OVER MODTAGERE:

Fik du læst ...

Sæsonrapporter

Branchen ser tilbage: Vejret i højsæsonen var skrækkeligt, mens de svenske og norske gæster blev væk. Men til gengæld strømmede nye gæstegrupper til.

Destinationsudvikling

Pandemien fik omsider folk til at bruge deres sommerhuse meget mere. Og det har stor økonomisk betydning for Odsherred, mener Morten Egeskov, direktør i...

Navne

48-årige Torben Kylling Petersen får ansvaret for at videreudvikle turismen i Destination Vesterhavet.

Hotel

Hotelbrandet Aiden er ny spiller på hotelmarkedet i Danmark. Her mødes ungt og urbant design med nye teknologiske løsninger. Kædens første hotel er placeret...

Copyright © 2022 Turisme.nu

Turisme.nu

c/o Willmore

Ryesgade 106A, 2. th.

DK-2100 København Ø

Turisme.nu er tilmeldt pressenævnet