Turisme er en saltvandsindsprøjtning til mange danske småøer, men problemet er, at turisterne kommer i store stimer om sommeren – men bliver væk resten af året.
De danske småøer er i stigende grad populære feriemål i sommerhalvåret.
Men den høje efterspørgsel medfører også et pres på øernes basale infrastruktur og en mangel på kapacitet i højsæsonen.
I samarbejde med LAG Småøerne har Dansk Kyst- og Naturturisme derfor taget initiativ til at udarbejde strategisk-fysiske udviklingsplaner for tre småøer;
- Aarø i Lillebælt, Haderslev Kommune,
- Endelave i det sydlige Kattegat, Horsens Kommune og
- Orø i Isefjorden, Holbæk Kommune
Planerne skal understøtte den bæredygtige udvikling af de små øer som attraktive feriemål, hvor turismen bidrager positivt til lokalsamfundet.
Nu ligger planer for Aarø og Endelave klar, og sammen med en udviklingsplan for Orø, kommer de til at danne grundlag for en tværgående opsummering og erfaringsopsamling.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Dansk Kyst- og Naturturisme.
”De danske småøer har hver deres særlige kendetegn, kvaliteter og potentialer, som turismeudviklingen skal tage afsæt i,” fortæller Jacob R. Kirkegaard Larsen, destinationsudviklingschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme.
”Men der er også fællestræk og nogle fælles greb, som med fordel kan gå igen. Ved at arbejde med de tre planer kan vi forfine en fremgangsmåde og metode samt nogle udviklingsprincipper, som kan anvendes på øvrige småøer i Danmark,” fortæller Jacob R. Kirkegaard Larsen.
Øer med fælles udfordringer
Hos LAG Småøerne ser man frem til at få en opdateret udviklingsmetode, der specifikt kan fremme en bæredygtig turismeudvikling på småøerne:

”Mange af vores småøer deler de samme udfordringer, når det kommer til pres på infrastruktur og kapacitet i højsæsonen,” fortæller Morten Priesholm, projektkoordinator hos LAG Småøerne.
”Og også når det gælder behovet for at sprede gæsterne over alle sæsonerne, så de erhvervsdrivende har et levegrundlag hele året – og så turismen dermed i endnu højere grad er med til at styrke bosætning og helårsliv.”
”Derfor ser vi meget frem til, at vi kan være med til at udbrede arbejdet med strategisk-fysiske udviklingsplaner. Vi har allerede erfaret med planerne for Endelave og Aarø, at der i den proces kommer mange nye ideer og gode løsninger op til overfladen,” fortæller Morten Priesholm.
Hent de to udviklingsplaner som pdf via nedenstående link:
