Der er brug for investeringer og regulering, når øer og småsamfund bliver nye feriemål

Vi står midt i det. Turismen får på puklen. I nogle kredse er ‘turismebashing’ den nye favoritdisciplin. Det er måske snart på linje med den hetz, man hos landbruget føler, man er udsat for. 

Af Morten Priesholm, projektkoordinator hos LAG Småøerne

Vi oplever det også på småøerne. På borgermøder, på sociale medier og i færgesalonerne bliver det sagt: Der er for mange turister.

Det reelle er, at turisme slider på lokalsamfundet.

De smalle stier langs kysten og i skoven bliver ødelagt af turister på mountainbikes. De lokale mærker slentreturistens blik gennem ruderne ind i dagligstuen.

Turisterne og deres biler og cykler fylder færgerne, så de der ikke er plads til de fastboende. Og øtrafikken får med turisterne en helt anden karakter. Den mister sin uskyld og bliver konfliktfyldt.

Men fakta er også, at turismen beriger det lille samfund: Med sommergæsterne er der i den korte sæson basis for musikfestivaler og små kunstudstillinger, som ikke kunne leve uden de gæstende kunder.

Kun på grund af turisterne kan man få en cappuccino hos den lille havnecafé, der popper op hver sommer.

Turismeerhvervet skaber nye mødesteder og nye fællesskaber, og økulturen bliver blandet op med nye, sjove skikke og med andres syn på verden.

Turisme – ja tak

Alligevel er der stemmer, der siger ’stop turismen’.

Det budskab lød også i den kommunale valgkamp for en måneds tid siden: Et sted lød et nej til feriecenterbyggeri.

Og i en anden ø-kommune var ønsket at stoppe væksten ved at bruge færgen aktivt som et hegn omkring øen (altså begrænse kapaciteten). 

Nogle lokale beboere mener, turismen kan blive for meget.

Jeg har via mit job som projektkoordinator hos den lokale udviklingsforening LAG Småøerne kontakt med 27 små øsamfund med under 1.000 indbyggere (”De Danske Småøer”).

8-10 af dem har de seneste år været alvorligt ramt af et ‘øturismeboom’.

Og alle småøerne har oplevet en turismevækst i en grad, så det har været ’generende’ for nogle beboere.

Men … lyder argumentet: Turismen bidrager jo med arbejdspladser, økonomisk vækst og skatteindtægter på steder, hvor andre erhverv er i tilbagegang.

Et eksempel: De seneste års turismevækst har på nogle småøer skabt grobund for et spirende iværksætteri – og dermed en (supplerende) indtægt for tilflyttende familier med evne og lyst til at drive en mikrovirksomhed: Pop op-spisesteder, foodtrucks, forhavecafeer, mikrobryggerier osv.

Turisme og bosætning kan på en meget direkte måde gå hånd i hånd.  

Det er dertil også oplagt, at turismen er med til at skabe omsætning udenfor det primære turismeerhverv, nemlig hos færgerederiet og i dagligvarehandelen.

Turismen er så at sige med til at holde hånden under nogle af de funktioner, som er vitale for lokalsamfundet.

Artiklen fortsætter under fotoet

Turisme koster penge

Men vi må ikke glemme, og vi må ikke – af frygt for modstandernes modstand – fortie, at turisme også er et erhverv, der kræver store investeringer i ’kollektive’ anlæg og løsninger, hvis det skal være optimalt for både turister, virksomheder og lokalbefolkning.

Hvis man tror på, at en vækstturisme er ’en del af løsningen’, må man også være parat til at finde de penge, som kan skabe et solidt fundament af infrastrukur og regulering.

Et fundament, der giver plads til, at turismevirksomhederne kan vækste på betingelser, som ikke ødelægger lokalsamfundet. 

Hvis turismen på småøerne skal den vej, kan der fx være brug for investeringer i:

1. Parkeringspladser ved færgehavnen på fastlandet.
   
2. Trafikregulering og intelligent wayfinding på øen.
   
3. Infrastruktur og prisstrukturer, der giver de ’bløde’ gæstetrafikanter positiv særbehandling fremfor tilrejsende privatbiler.
   
4. Kampagner og nudging, der skaber god adfærd (og som begynder der, hvor turisten planlægger rejsen og køber færgebillet, og som fortsætter på færgen, på havnen osv.)
   
5. Regulering af færdslen på øen og etablering af solide og slidstærke færdselsveje (fx linjeføringen og underlaget på øens cykel/vandrestier). 
   

Vi skal turde sige, at turisme koster penge for samfundet, for kommunerne og for fællesskabet i det hele taget. Det gælder også i de små lokalsamfund i vandkanten – og dermed også i de fattige yderkommuner.

Der er brug for kollektive investeringer.

Hvis vi tror på, at turismen skal være med til at styrke nogle af de lokalsamfund, som vi gerne vil bevare (for at holde balancen i Danmark), så er der ingen udvej udenom.

Nye stærke partnerskaber med penge

Så: Det koste penge.

Der er brug for beslutninger og handling.

Og både erhverv, kommune, rederi, destinationsselskab og civilsamfunds-organisationer skal være med. 

Jeg tror, der er brug for nye stærke lokale/regionale partnerskaber, som påtager sig at løfte opgaven og investere i turismen på den her meget lokale og håndfaste måde.

Det skal være partnerskaber med penge til at løse opgaverne og med evne til at koordinere og skabe løsninger.

Der er ikke brug for snakkeklubber eller nye markedsføringsselskaber. Det er ’entreprenører’, der er brug for.

Nogen, der vil planlægge strategisk og bygge og skabe den infrastruktur og regulering, der er brug for, hvis lokal- og naturturismen skal have en robust fremtid her i landet.

Hvorfor skal det være gratis?

Men hvor skal pengene komme fra?

Fra skatteindtægter, fra statslige infrastrukturpuljer, fra filantropiske investorer og måske direkte fra turisterne, som med en afgift på færgebilletten, på parkeringsbilletten og på pladsen i lystbådehavnen kan være med til at betale for disse kollektive løsninger.

For hvorfor skal oplevelsen være gratis, og hvorfor skal kunderne ikke betale, når nu naturen, de små samfund og øerne er så attraktive som feriemål.

En sidste ting: Vi, der arbejder professionelt med turisme og lokaludvikling, skal lade være med at sige, at øboerne (og andre beboere i kystdanmark) ’står på en brændende platform’, og at ’turisme er den eneste redning’.

Det er for firkantet.

Der er også andre veje og andre muligheder.

Og den type ’skræmmende’ budskaber kan let komme til at bremse for den dialog og den løsningsorienterede vej, der er brug for, hvis vi skal udvikle en stærk ø,- kyst- og naturturisme i DK.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg i Ordet er Dit skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg og kronikforslag kan sendes til redaktion@turisme.nu