Uddelingen af Michelin-stjerner fandt sted mandag aften i Helsinki, hvor Nicky Arentsen modtog den eftertragtede anerkendelse.
”Jeg er totalt overvældet og alle følelser boltrer sig rundt i mig lige nu.”
“Vi er enormt stolte, for det er en vigtig blåstempling af Aure, og jeg bliver helt forpustet af at tænke på, at det er sket så hurtigt. Det overgår simpelthen min vildeste fantasi og jeg kunne ikke have gjort det uden hele holdet bag,” siger Nicky Arentsen, køkkenchef og medejer.

”Til at starte med blev vi overraskede over at blive inviteret til ceremonien i Helsinki så kort tid efter vores åbning, og vi var i tvivl om, hvad det mon betød,” lyder det fra Emma Nørbygaard, general manager og medejer.
”Vi har satset alt, hvad vi ejer for at åbne vores eget sted, så anerkendelsen af Aure og Nickys evner en drøm, der går i opfyldelse i raketfart.”
“Nu glæder vi os bare til at komme hjem og vise endnu flere, hvad Aure står for,” siger hun.
Se den komplette liste over Michelin-restauranter nederst
Aure blev dog den eneste danske restaurant ud af ni nye Michelin-restauranter i Norden til at få en stjerne. Udover den prestigefulde stjerne modtog Nicky Arentsen desuden talentprisen Young Chef Award 2024.
Nicky Arentsen var før han åbnede Restaurant Aure i øvrigt køkkenchef på Bandholm Hotel, som Turisme.nu tidligere har besøgt.
Betydning for dansk gastronomi og turisme
Ifølge Dansk Erhverv er Michelin-stjernerne afgørende for at sætte Danmark på verdenskortet som en gastronomisk destination.
Michael Folmer Wessman, chefkonsulent for turisme, oplevelse og kultur, udtaler: “Stjernerne har en stor betydning for de enkelte restauranter, men de er også vigtige for den opfattelse, man har af Danmark ude i verden,” siger Michael Folmer Wessmann.
“De sætter Danmark på verdenskortet som en destination, man gerne vil rejse til, og styrker landet som rejsedestination.”
44 stjerner
Dette års uddeling har resulteret i 31 danske restauranter med Michelin-stjerner, hvilket bringer det samlede antal stjerner til 44.
De mest fremtrædende er fortsat Noma og Geranium, der beholder deres tre stjerner, mens Jordnær for første gang opnår tre stjerner.
“De dage, hvor Danmark var lilleput på den globale madscene, er forbi. Vi har nu bredden i forhold til at kunne tilbyde alt fra den gastronomiske superoplevelse til den klassiske hotdog og alt derimellem,” siger Wessman.
Stadig flere udenlandske gæster vælger Danmark på grund af den gode mad, melder VisitDenmark. Særligt indsatsen i Vandkantsdanmark ser ud til at bære frugt.
I 2017 var der 1,3 mio. udenlandske gastroturister på besøg i Danmark. I 2022 var det antal steget med hele 49 pct. til 1,9 mio., og de udgjorde flere end hver tredje internationale turist, nemlig 36%
Ifølge VisitDenmark er gastroturisterne særligt attraktive turister, fordi de har en tendens til at bruge flere penge på ferien – målt i døgnforbruget.
En drivkraft for turisme
HORESTAs administrerende direktør, Pia E. Voss, er på linje med sin kollega i Dansk Erhverv.
Hun mener, at Michelin-succesen er afgørende for branding af Danmark i udlandet.
“Vores Michelin-succes bidrager i allerhøjeste grad til at brande Danmark i udlandet. Den tiltrækker turister, som søger unikke smagsoplevelser i verdensklasse, og dermed er Michelin-uddelingen ikke bare god for restauranterne men for oplevelseserhvervet generelt.”
En æresrunde
Samtidig fremhæver Pia E. Voss, at dansk gastronomi står stærkere end nogensinde.
“Årets Michelin-uddeling er endnu en æresrunde for dansk gastronomi. De seneste 20 år har vi gang på gang formået at løfte niveauet yderligere – blandt andet takket være udviklingen af det nordiske køkken.”
“Det er fantastisk at tænke på, at vi tilbage i 2004 kun havde 11 Michelin-stjerner. Nu er antallet firedoblet.”
Fremtidsperspektiver

Trods glæden over de nye stjerner undrer Pia E. Voss sig dog over, at der ikke blev plads til flere danske restauranter i årets guide.
“Der er mange toprestauranter, som har holdt et meget højt niveau i årevis og endnu ikke fået en stjerne. Flere af dem kommer forhåbentlig i betragtning til næste år,” siger hun.
Selvom de nye stjerner er en stor sejr, står restaurationsbranchen over for udfordringer, herunder mangel på arbejdskraft, lyder det fra Dansk Erhverv.
“Restauranterne arbejder med et kvalitets- og serviceniveau i verdensklasse, og derfor er det også helt afgørende, at man også kan få fat i de rigtige medarbejdere,” siger Michael Folmer Wessman.
“Derfor skal vi sikre, at regeringens fokus på at løfte erhvervsuddannelserne også kommer kokke- og tjeneruddannelserne til gode.”

Måske vil denne artikel også interessere dig:
Tre Michelin-stjerner 2024
Geranium, København
Jordnær, Gentofte – NY
noma, København
To Michelin-stjerner
a|o|c, København
Alchemist, København
Frederikshøj, Aarhus
Henne Kirkeby Kro, Henne
Kadeau Copenhagen, København
Koan, Copenhagen
Kong Hans Kælder, København
1 Michelin-stjerne
Alouette, København
ARO, Odense
Domæne, Herning
Domestic, Aarhus
Dragsholm Slot Gourmet, Hørve
formel B, København
Frederiksminde, Præstø
Gastromé, Aarhus
Jatak, København
Kadeau Bornholm, Åkirkeby
LYST, Vejle
Marchal, København
MOTA, Nykøbing Sjælland
Restaurant Aure, København – NY
Søllerød Kro, København
Substans, Aarhus
Syttende, Sønderborg
The Samuel, København
Ti Trin Ned, Fredericia
Tri, Agger
Villa Vest, Lønstrup
