”Small Danish Hotels” lancerer et nyt navn. I fremtiden vil den landsdækkende hotelkæde hedde Stays.
Navneskiftet sker den 14. januar 2026 og er et led hotelkædens langsigtede udviklingsstrategi.
”Vi er, hvad vi siger”. Det er det helt korte mantra bag Small Danish Hotels’ nye navn Stays. Navnet favner indbegrebet af, hvad det hele handler om – mere end et hotelophold med kvalitet, hjertevarmt værtskab og gode oplevelser, man husker.
”Vores nuværende navn har tjent os godt siden 2012 og løftet os til et velkendt brand i den danske hotelbranche. Det har vundet priser og kobles med kvalitet og gæstfrihed hos rigtig mange danske og udenlandske gæster.”
”Men både markedet og gæsternes præferencer ændrer sig, og Small Danish Hotels-navnet har sine begrænsninger i forhold til vores ambitioner. Det er derfor det rette tidspunkt at ryste fjerene og give hotelkæden et større vingefang”, siger Finn Steffensen, som er formand for Small Danish Hotels.
Stays er mere et begreb end et banebrydende smart navn, og det kan enkelt kobles med kædens varemærkede-registrerede hotelkategorier som Premium Stays, Classic Stays, Signature Stays og Partner Stays, hvor det klart og tydeligt kommunikerer det, som kæden står for.
Hos Stays går oplevelsen langt ud over ”bare” en overnatning og morgenmad. Der er tale om skræddersyede koncepter målrettet specifikke interesser inden for blandt andet gastronomi, spa, golf, musik eller natur, så gæsten får præcis den oplevelse, der står på ønskelisten.
”Navneskiftet til Stays er et led i vores langsigtede strategi. Vi ønsker at tiltrække nye gæster og yngre målgrupper, samtidig med at vi værner om vores loyale gæster. Stays er kort, let fortolkeligt, og det giver os meget mere elastik til at stå skarpere i det danske og det internationale marked.”
”Vores ambition er at blive et af Skandinaviens førende leisure brands inden for hotelophold, og det skal ske i kraft af vores stærke portefølje af hoteller og i netværkssamarbejder, der styrker vores brand”, siger Finn Kræfting, som er administrerende direktør i Small Danish Hotels.
Hotelkæden opstod i 1981, hvor syv midtjyske krofædre gav hånd på at arbejde sammen. Sammenslutningen, der i starten hed Dansk Kroferie, blev siden til Danske Kroer og Hoteller for i 2012 at skifte til Small Danish Hotels.

