Kan du huske de gode gamle dage før coronapandemien? Her i begyndelsen af februar 2022 kan det virke helt surrealistisk at tænke tilbage på tiden før corona.
For kun to år siden – tilbage i begyndelsen af marts 2020 – var corona noget, som kun foregik ’ude i Kina’.
Her på Turisme.nus redaktion vakte det forundring, da den vigtige ITB-konference i Berlin pludselig og med få dages varsel blev aflyst netop på grund af den store usikkerhed, som pludselig var opstået omkring den mystiske sygdom.
Og ja, det er altså kun to år siden.
Med coronapandemiens indtog har turisme- og oplevelsesbranchen lært på den hårde måde, at turismens vilkår kan ændre sig nærmest ‘overnight’.
Men hvordan ser det så ud om 30 år?
Artiklen fortsætter under fotoet

Turistrejsen 2052
Overskriften for Destination SydkystDanmarks Nytårskonference, der forleden blev afholdt på Idrætshøjskolen Bosei i Præstø, var netop Turistrejsen 2052.
200 konferencedeltagere dukkede op med coronapas og mundbind for at tage en tur ind i tidsmaskinen i selskab med en række oplægsholdere, der hver skulle kaste et blik ud i fremtiden.
Vel at mærke oplægsholdere, som man normalt ikke ser på en turismekonference.
Efter at en veloplagt direktør Martin HH Bender havde budt velkommen til publikum i selskab med en drone, gav han ordet til dagens konferencier, turismeservicechef Vibeke Tejlmand.
Tro mod dagens koncept begyndte hun med at føre deltagerne tilbage til 1992.
Det var dengang Danmark blev europamestre og en præsentation blev foretaget på en overheadprojektor. Til gengæld er det bedst, at vi holder datidens mode uden for referat.
Artiklen fortsætter under fotoet

Temperaturstigninger
Første keynote var meteorolog og klimaekspert Jesper Theilgaard, der åbnede ‘ballet’ med at give sit bud på, hvordan klimaet ser ud i 2052.
Han tegnede et dystert billede, hvor den globale opvarmning havde passeret de 1,5 graders temperaturstigning, som ellers er målet i Paris-aftalen.
I stedet, forudså Jesper Theilgaard, at temperaturstigningen var på vej mod 2 grader. Det ville blandt andet betyde et behov for at bygge højere diger ved de danske kyster. Men til gengæld ville det danske klima være tiltalende for endnu flere gæster, fordi det ganske enkelt er blevet mere behageligt end de sydeuropæiske rejsedestinationer.
Trodsede hjernerystelse
Et andet meget spændende bud på fremtidens rejsemønstre kom fra Benja Stig Fagerland, der havde trodset en hjernerystelse og var rejst fra sin bopæl i Norge for at dele sine pointer omkring SHEconomy med deltagerne ved Nytårskonferencen.
En af Benja Stig Fagerlands mest opsigtsvækkende pointer var, at der i 2052 vil være 82% enlige kvinder.
Og at kvindernes rejsemønstre og behov vil få enorm betydning for den globale turismeindustri, hvis den vel at mærke forstår at indrette sig efter det: ‘The future of travel is female,’ slog hun fast, og påpegede, at kvinder allerede i dag bruger flere penge end mænd både før, under og efter en rejse.
Artiklen fortsætter under fotoet

”Succeskriteriet er, at man får opbygget koncepter og kommunikation med afsæt i SHEconomy viden og kundskaber,” sagde Benja Stig Fagerland fra scenen.
Benja Stig Fagerland forudså blandt andet, at rejser for solokvinder, arrangeret af kvinder, med kvindelige guider og hvor man besøger andre kvinder på rejsemålet, vil blive en afgørende trend.
Og her var det vigtigt for turismebranchen at fokusere på troværdige, sikre og trygge rejseoplevelser for at nå de kvindelige rejsende, pointerede Fagerland.
Trafik og Metaverse
Men vil vi rejse i bil til et rejsemål – eller nøjes med at rejse virtuelt i 2052?
Det gav to andre oplægsholdere deres bud på.
Specialkonsulent Bo Ekman fra Vejdirektoratet gav tilhørerne et bud på fremtidens trafikmønstre. Hans spådom var blandt andet, at den stigende velstand ville betyde endnu flere biler på vejene. Til gengæld kunne mere intelligente – og delvist selvkørende biler – betyde, at vejnettet kunne udnyttes mere effektivt.
Men fundamentalt ville vores måde at bevæge sig på næppe ændre sig, forudså han.
Christiane Vejlø, ekspert i digitale trends, havde i dagens anledning taget et kapitel fra sin fremtidsdagbog med, som hun delte med tilhørerne.
I 2052 vil hr. og fru Danmark ’rejse’ i det såkaldte Metaverse – fremtidens tredimensionelle internet – hvor man tager virtual reality-briller og en haptisk dragt på – så man ’træder ind’ i den virtuelle verden, forudså Vejlø.
Artiklen fortsætter under fotoet

Verdens sundhed
Set i lyset af coronapandemiens effekter for den globale turisme, var det også oplagt at inddrage verdens sundhedstilstand i 2052 som et element i en konference om fremtidens turisme.
Opgaven med at gøre deltagerne klogere på det emne, var lagt i hænderne på professor og epidemiolog Kåre Mølbak, der blev verdensberømt i Danmark for sine nøgterne svar ved de talrige corona-pressemøder i statsministeriet.
Artiklen fortsætter under fotoet

En af Mølbaks pointer var, at man i 2052 vil tale om Planetary Health – der populært forklaret går ud på, at man ikke ser isoleret på befolkningens helbredstilstand, men i stedet ser folkesundheden ud fra et holistisk perspektiv og inddrager de omgivende naturlige økosystemer.
Og så var Kåre Mølbak i øvrigt i stand til at høste konferencens største latterudbrud, da han med en lun sidebemærkning fortalte, at han var medlem af et lille snitte-fællesskab, hvor han mødes med ligesindede og snitter i træ.
Dyster fremtid
Jesper Pørksen, direktør i Dansk Cykelturisme, var blandt deltagerne i konferencen, og Turisme.nu bad ham efterfølgende sætte ord på dagen:
”Det var et inspirerende kig ind i en mulig fremtid, som på flere områder virker mere dyster end nutiden,” siger Jesper Pørksen.
Artiklen fortsætter under fotoet

”Klimaet forandrer sig, men ikke til det bedre. Ferier i Metaverse? Nej, så vil jeg hellere blive i den analoge verden. Og i trafikken vil vi bare opleve mere af det, vi i forvejen har i overmål, biler,” siger Jesper Pørksen.
”Her savnede jeg i den grad backcasting i stedet for de klassiske fremskrivninger. De overser nemlig fuldstændigt, at vi faktisk kan beslutte os for, hvilket trafikmønster, vi vil have i 2052. Og hvis vi skal tage Kaare Mølbaks interessante pointe om planetary health seriøst, bliver vi også nødt til det,” siger han.
Også Anna Porse Nielsen, direktør i Seismonaut, hæftede sig ved Kåre Mølbaks indlæg ved konferencen:
“Da jeg først så programmet tænkte jeg ’hvad pokker laver Kåre Mølbak på en turismekonference?’ Men det at lave et rigtigt fremtidsscenarium, hvor vi så på konsekvenserne for turismen med forskellige faglige briller på var virkelig nyskabende. Det gav meget mere stof til eftertanke, end jeg normalt får med hjem fra konferencer,” siger Anna Porse Nielsen.
Artiklen fortsætter under fotoet

Ildsjæle og ideer
Nytårskonferencen i SydkystDanmark blev også i år afsluttet med uddelingen af hæder til lokale ildsjæle og gode ideer i turismen i Næstved, Vordingborg, Faxe og Stevns Kommuner.
Det blev Feddet Strand Resort i Faxe, der i 2021 har investeret et tocifret millionbeløb og udvidet pladsen med 5 luksuriøse ferielejligheder, 20 strandhytter med privat jacuzzi og en padeltennisbane, der tog prisen som SydkystDanmarks Bedste Turismeinitiativ.
Artiklen fortsætter under fotoet

Street art kunstner årets Ildsjæl
Vinderen af SydkystDanmarks Ildsjæl 2021 blev Claus Michael Pedersen, der er manden bag den nye turistattraktion Næstved Kunstby Festival. Han vinder prisen, fordi han er lykkes med at brande Næstved som epicenter for undergrundskunst i både ind- og udland – og har gjort det i årtier. Mange af årene frankeret af makkeren William Hjort.
