Connect with us

Hvad søger du?

Nyheder

Grønland har fået ny attraktion i international klasse

Nyt isfjordscenter i Grønland tilbyder enestående naturnær oplevelse i UNESCO-beskyttet område.

Nordlys over Isfjordcenteret. Foto: Dorte Mandrup A/S
Isfjordcenteret i Ilulissat er netop åbnet. Centeret, der skal løfte turismen i Grønland, er tegnet af Dorte Mandrup, der bl.a. også står bag Vadehavscenteret. (Foto: Dorte Mandrup A/S)

Flere og flere turister får øjnene op for Grønland som rejsemål med stort potentiale for en autentisk oplevelse. En ny turistattraktion i international klasse, tegnet af den prisvindende danske arkitekt Dorte Mandrup, er netop åbnet. Et besøgscenter, som tager gæsterne med på en rejse ind i isens verden, og formidler de klimaforandringer, der sætter deres tydelige præg på området.

I den vestgrønlandske by Ilulissat har det nyopførte besøgscenter Kangiata Illorsua – Ilulissat Isfjordscenter netop slået dørene op.

Omgivet af isfjelde og med udsigt over isfjorden Kangia får turister i Grønland mulighed for at opleve en attraktion i verdensklasse.

I 2004 blev området ved isfjorden optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Med den fornemme titel fulgte også en forpligtelse til at formidle om dette ganske særlige sted.

Derfor indgik den filantropiske forening Realdania, Grønlands Selvstyre og kommunen Avannaata Kommunia i 2015 et samarbejde om at opføre et besøgscenter, der kunne stå mål med de spektakulære omgivelser.

Projektet til en samlet sum af ca. 152 mio. kr. er nu er blevet til virkelighed.

Palle Jerimiassen, der er borgmester i Avannaata Kommunia, hvor Ilulissat ligger, siger:

“Det er en stor begivenhed, at det nye Kangiata Illorsua – Ilulissat Isfjordscenter nu åbner.”

“Med centret får Ilulissat et nyt samlingspunkt for både lokalbefolkning og besøgende. Samtidigt understøtter centret den positive lokale udvikling ved at skabe arbejdspladser og gøre Ilulissat til en endnu mere spændende destination, end byen allerede er i dag.”

I kølvandet på andre projekter

Realdanias støtte til og arbejde med Ilulissat Isfjordscenter lægger sig i kølvandet af en lang række projekter, som foreningen har støttet, og som har fokus på at udvikle steder, der har noget helt særligt at byde på. Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania, siger:

“Centret skal formidle de helt unikke omgivelser – isen, kulturen, naturen og klimaforandringerne – og på den måde være med til at understøtte den positive udvikling lokalt og i hele Grønland. Det kommer til at byde på formidling og oplevelser til både lokalsamfundet og turister.”

Arkitektonisk helhed

Det nye isfjordscenter tilbyder en spændende arkitektur- og naturoplevelse.

Det er tegnet af den danske arkitekt Dorte Mandrup, og med sin særlige, vredne konstruktion tilbyder bygningen fri adgang til taget med udsigt over det storslåede landskab.

Valget faldt på netop Dorte Mandrups tegnestue efter en international arkitektkonkurrence i 2016, hvor hun ifølge Realdania formåede at præsentere et ‘poetisk og fremsynet projekt, hvis arkitektoniske helhed understøtter den overordnede vision med isfjordscentre’.

Inde i centret kan gæsterne blive klogere på den natur og kultur, der udspiller sig for øjnene af dem.

Her kan man kan opleve isens rejse fra iskrystal til isfjeld, blive klogere på de forskellige inuitkulturer og hvordan klimaforandringer manifesterer sig i det arktiske landskab.

Skal understøtte turismen

Ilulissat Isfjordscenter skal understøtte den stigende turisme i Grønland, og er det første af i alt seks regionale besøgscentre, som skal etableres over de kommende år.

I perioden 2016-2018 oplevede Grønland en vækst for udenlandske overnatninger på 11 procent, mens stigningen i antal krydstogtpassagerer var på hele 89 procent, viser tal fra Visit Greenland.

Ilulissat er i forvejen Grønlands største turistmål og i et normalår lægger omkring 30.000 besøgende vejen forbi.

Den øgede turisme er bl.a. et udtryk for en ny tendens mod en turisme, hvor destinationens potentiale for at byde på autentiske oplevelser er afgørende.

Adm. direktør i Visit Greenland Hjörtur Smárason siger:

“Grønland satser på udvikling af bæredygtig turisme i verdensklasse, hvor samspillet mellem turisme og den sårbare, unikke natur er i balance.”

“Ilulissat Isfjordscenter er en vigtig brik i den udvikling, og det kommer til at øge forståelsen for den storslåede natur. Ikke kun for dem, der besøger centret, men med tiden også for skolebørn i Grønland, Danmark og resten af verden, som vil kunne tilgå stedets digitale univers.”

“Der er få steder i verden, hvor man lige så stærkt kan se og opleve, hvordan kloden er ét system i konstant ændring.”

Grønland satser på udvikling af bæredygtig turisme i verdensklasse …

Hjörtur Smárason, adm. dir., Visit Greenland

Måske vil denne artikel også interessere dig …

Fortællingen om is

Inde i centret kan besøgende tage på en rejse gennem tiden i centrets 400 m2 store udstilling ‘Sermeq pillugu Oqaluttuaq – Fortællingen om is’, som er skabt af de prisvindende JAC Studios.

Her kan man bevæge sig gennem et landskab af isflager, hvor arkæologiske genstande og film udstilles i isprismer af glas.

Centralt i udstillingen vises autentiske iskerneboringer hentet fra indlandsisen, der fortæller om kultur og klima fra i dag og tilbage til 124.000 år f.v.t. Man kan også opleve kunstinstallationerne “Elleve bevægelser i islandskabet” af Louise Foo og “Inde i Grønlands indlandsis” af Anna Domnick.

Abonnér på nyhedsbrevet

Konvulut

Modtag vores artikler direkte i din indbakke – så går du ikke glip af noget:



(Vi bruger MailChimp til at sende nyhedsbreve. Læs mere hos MailChimp.)

Fik du læst ...

Nyheder

LAG Småøerne og FLID, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, har søsat et nyt turismesamarbejde der sætter fokus på de danske øers herligheder.

Iværksætteri

Erhvervsmanden Steen Bonke Sørensen har forelsket sig i Rødvig på Stevns. Her vil han med inspiration fra Cold Hawaii skabe et nyt surferparadis. På...

Nyheder

I perioden marts til medio juli 2021 er antallet af tyske søgninger på danske sommerhuse steget med 580 procent, melder Novasol.

Kultur

Alle med en sød tand får nu muligheden for at spise sig igennem Tønders midtby, mens Danmarks bedste brödtorte bliver kåret. En Sønderjysk Kagefestival...