Efter hård kamp har Sebastian Holberg Svendsgaard, sammen med sin commis Philip Nilsen, sikret sig en førsteplads ved den europæiske udgave af Bocuse d’or i Trondheim.
Den ekstremt flotte placering cementerer Danmarks position i international gastronomi, mener HORESTAs adm. direktør, Pia E. Voss.
”Det her er ikke kun en triumf for Sebastian Holberg Svendsgaard og hans team, men for hele dansk gastronomi.”
“Bocuse d’Or er et udstillingsvindue for den danske restaurant- og kokkeelite, og med førstepladsen demonstrerer vi, at vi fortsat hører til i verdensgastronomiens superliga”, siger Pia E. Voss.
Ikke kun HORESTA fejrer den danske guldmedalje.
Smitter af på fødevarer
Hos Landbrug & Fødevarer ser man sejren som en succes for både det danske kokkelandshold og hele det danske fødevareerhverv.
Det siger Mette Jasper Gammicchia, der er formand for det danske Bocuse d’Or Akademi og chef for Marked & Ernæring i Landbrug & Fødevarer, der siden 2016 har støttet kokkekonkurrencen:
”Dansk deltagelse i internationale kokkekonkurrencer smitter af på hele fødevareerhvervet og er med til at åbne udlandets øjne for, hvordan vi i Danmark arbejder med udviklingen af fødevarer af meget høj kvalitet og med et bæredygtigt fokus.”
Sebastian Holberg Svendsgaard har tidligere arbejdet på restauranter som Babette og Geranium.
Derudover har han et solidt kendskab til Bocuse d’Or, da han tidligere har været assistent for kokken Ronni Mortensen, der har vundet sølv samt været hjælper under Brian Mark Hansen, der vandt guld ved både EM og VM 2023.
”Konkurrencer som Bocuse d’Or er med til at understøtte talentudviklingen inden for dansk gastronomi og fødevareproduktion, og så er det med til at synliggøre kokkefaget og det høje niveau, som Sebastian og de øvrige kandidater har. Det er noget, vi kan være meget stolte af i Danmark,” siger hun.
Budskab til kokkeelever
HORESTAs direktør benytter lejligheden til at pointere, at den danske førsteplads ved Bocuse d’Or også sender et signal til kokkeelever:
“En præstation som Sebastian Holberg Svendsgaards sender et stærkt budskab til de dygtige og håbefulde kokkeelever, der skal være med til at udvikle og bidrage til den fortsatte succes og udvikling af dansk gastronomi, som er så vigtig for hele erhvervet. Sebastian er en inspirationskilde for fremtidige kokkeelever, der ønsker at forfølge deres passion og bidrage til den fortsatte udvikling af dansk gastronomi,” mener Pia E. Voss.

Vigtige gastroturister
Gode danske placeringer ved konkurrencer som Bocuse d’Or og de mange danske Michelin-stjerner er også med til at understøtte Danmarks image som et gastro-rejsemål. Og antallet af gastroturister er stigende.
I 2017 var der 1,3 mio. udenlandske gastroturister på besøg i Danmark. I 2022 var det antal steget med hele 49% til 1,9 mio., og de udgjorde flere end hver tredje internationale turist, nemlig 36%.
Ifølge VisitDenmark er gastroturisterne særligt attraktive turister, fordi de har en tendens til at bruge flere penge på ferien – målt i døgnforbruget.
Samtidig har gastroturisterne en relativt højere vilje til at anbefale Danmark som rejsemål.
Bocuse d’Or er både navnet på den europæiske og internationale kokkekonkurrence. I lige år afholdes det europæiske Bocuse d’Or, hvor de ti bedste kvalificerer sig til den internationale konkurrence, der afholdes i ulige år. Det vil sige i 2025.
I januar sidste år tog den danske kok Brian Mark Hansen guld med hjem til Danmark ved det uofficielle VM. Danmark har vundet den internationale konkurrence tre gange, senest i januar 2023 med kok Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro. Derudover vandt Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel i 2019, mens Rasmus Kofoed, der er medejer af restauranten Geranium, vandt i 2011.
For Sebastian Holberg Svendsgaard, der har arbejdet på blandt andet Babette og Geranium, er Bocuse D’or ikke helt uvant. I 2021 hjalp han som commis Ronni Mortensen til VM-sølv.
Kilde: HORESTA

