Linda Olsen stopper som daglig leder af folkehuset Hodda på torvet i Rønne. Hun har været med fra begyndelsen, og hendes sidste arbejdsdag bliver juleaften.
Det skriver hun i et LinkedIn-opslag.
Det fremgår af opslaget, at hun sagde op allerede i august, men har valgt at blive til årets udgang, så overgangen bliver tryg.
”Beslutningen har været længe undervejs – jeg sagde op i august og slutter først ved udgangen af året, for det er vigtigt for mig, at Hodda fortsætter i gode trygge hænder. Og det gør det! Der er ansat en ny daglig leder, som jeg ved, kommer til at gøre det godt. Desuden er Hoddaholdet stærkere end nogensinde,” skriver Linda Olsen.
Ifølge opslaget er opgaven gået fra fuldt fokus på udvikling, hvor hun ”stortrives”, til mere driftsmæssige opgaver, hvor hun ”trives knap så godt”.
Fra mail til folkehus
Hodda åbnede i august 2025 i bygningen, der tidligere husede en boghandel og senest en Tiger-butik. Ideen opstod, da Linda Olsen sad og arbejdede i Folkehuset Absalon i København og skrev en mail til Lennart Lajboschitz, manden bag Flyining Tiger og Folkehuset Absalon.
Da Turisme.nu besøgte Hodda i marts, fortalte hun om formålet med huset:
”Hele idéen med det, vi laver, er ikke, at vi skal være verdensmestre til yoga eller skak, eller at vi skal lave nordens bedste mad. Hovedformålet er at skabe relationer, og alle vores aktiviteter er en katalysator for at få skabt relationer.”
Folkehuset har blandt andet fællesspisninger, folkedans, skakklub og bevægelseshold, og det skal være et sted for både bornholmere og turister. Du kan læse hele portrættet af Hodda her.
Hvad hun skal i det nye år, ved Linda Olsen endnu ikke. Hun er uddannet journalist og kriminolog og skriver, at hun savner både journalistikken og kriminologien.
