Analysen viser ifølge Tivoli, at busserne, der i dag kører ad Vesterbrogade hen mod Københavns Hovedbanegård, uden store udfordringer kan omlægges til at køre ad Jernbanegade og Hammerichsgade i stedet.
Dermed er byparken, som er foreslået af Tivoli og de øvrige ejendomsejere i området, tættere på at blive realiseret.
Økonomiudvalget i Københavns Kommune har derfor besluttet at gå videre med planerne for byparken.
I den forbindelse siger Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune:
”Det er et fantastisk projekt, der nu er tættere på at blive til virkelighed.”
”Mange københavnere vil få stor gavn af en stor grøn bypark lige ved siden af Rådhuspladsen og Tivoli. Denne park vil skabe et helt unikt byrum med meget mere byliv og vil gøre København endnu mere indbydende også for turister,”.
Finansieringen skal dog først på plads, inden parken kan blive en realitet. Der kan være mulighed for at private fonde vil støtte op om projektet.
Tivoli: Bypark vil være gevinst
”Vi lægger ikke skjul på, at vi meget gerne ser, at byparken bliver til virkelighed,” siger Tivolis adm. direktør, Susanne Mørch Koch.
”En grøn bypark bliver utvivlsomt en gevinst for både københavnerne og de, som besøger hovedstaden, og vil give Tivolis gæster en endnu bedre ankomst til vores forlystelseshave.”
”Der er tale om et kvalitetsløft af hele området med udsigt til et grønnere København, der også kommer til at bidrage til udviklingen i hovedstaden. Det ser vi i Tivoli meget frem til at blive en del af,” slutter hun.
Etablering af parken kræver en ny lokalplan og et kommuneplantillæg. Den endelige udformning af parken vil ske på baggrund af en arkitektkonkurrence.
FAKTA:
De ejendomsejere, der står bag forslaget om en bypark i starten af Vesterbrogade er:
- Tivoli, Landbrug & Fødevarer,
- Dansk Industri,
- Danica Pension,
- ATP Ejendomme,
- Dansk Industri,
- Landbrug og Fødevarer,
- RICHSHUSET Ejendomsaktieselskabet Paraplyen.

