Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse åbner for ansøgninger fra projekter, der skal gøre Danmarks turisme- og oplevelsesøkonomi konkurrencedygtig i fremtiden. I alt 50 millioner kroner er afsat i puljen, der har ansøgningsfrist i januar 2021.
Dansk turisme og den danske oplevelsesøkonomi er som bekendt hårdt ramt af COVID-19.
I omegnen af 40.000 jobs risikerer at forsvinde i 2020 som følge af den lavere omsætning i dansk turisme.
Selvom nogle dele af dansk turisme havde en god sommer i 2020, er krisen langt fra forbi, og der er stor usikkerhed om fremtiden.
I det lys åbner Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu en pulje på 50 mio. kr. for lokale og tværgående turismeprojekter.
Langt hovedparten – 40 mio. kroner – er afsat til destinationsudviklingspuljen, det vil sige, at midlerne kun kan søges af destinationsselskaber.
De sidste 10 mio. kroner er afsat til øvrige lokale og tværgående turismeprojekter, herunder bl.a. destinationsudvikling i ø-kommuner.
Grønne og bæredygtige oplevelser
Midlerne skal gå til projekter, der kan skabe grønne og bæredygtige oplevelser for turisterne fra 2021.
”Turisme- og oplevelsesøkonomien er hårdt ramt, og mange virksomheder kæmper stadig for overlevelse,” siger Jakob Riis, der er formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
“Pandemien skaber en ‘new normal’, som kommer til at præge turismeerhvervet fremover. Det er disse varige forandringer, der fx opleves i turisternes stigende efterspørgsel på grønne og bæredygtige oplevelser, som vi gerne vil hjælpe erhvervet med at omstille sig til.”
Pandemien skaber en ‘new normal’, som kommer til at præge turismeerhvervet fremover …
Jakob Riis
Samarbejder på tværs prioriteres
Med den nye pulje vil bestyrelsen lægge særlig vægt på projekter, der har øje for den grønne omstilling og bæredygtig turisme.
Desuden ønsker bestyrelsen at fremme projekter, hvor ansøgere samarbejder på tværs.
”Vi vil skubbe på de mange tværgående projekter og samarbejdsrelationer, der er opstået under COVID-19-pandemien,” siger Dorte Krak, administrerende direktør i Arp-Hansen Hotel Group og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
“Midlerne skal understøtte nytænkning, genopretning og de nye samarbejder, vi har set inden for værdikæder og på tværs af normale samarbejdsrelationer.”
Hold dig opdateret
Tilmeld dig vores nyhedsbrev – så går du ikke glip af noget:
Vestkyst-erfaringer
Det skete fx, da destinationsselskaberne Destination Vesterhavet, Destination Nordvestkysten, Destination Sydvestjylland og Dansk Kyst- og Naturturisme før sommerferien gik sammen om et projekt, der skal genstarte Danmarks vestkyst fra Vadehavet til Løkken efter COVID-19-pandemien.
Og det er vigtigt, at man i et tværgående samarbejde har øjnene rettet mod fremtiden, understreger Lisbeth Valther, bestyrelsesformand og konstitueret direktør i Destination Vesterhavet:
”Vi skal have gang i omsætningen, blandt andet ved at tilbyde vores gæster unikke oplevelser og spændende indkøbsmuligheder, og det kræver, at vi udvikler nye oplevelser, produkter og koncepter,” siger Lisbeth Valther.
“Turisterne efterspørger allerede nu digital inspiration samt grønne og bæredygtige oplevelser, og når de skal udvikles, er det en stor fordel for os at arbejde sammen, da udfordringerne er ens langs Vestkysten.”
Fakta om indsatsen og tidsplan
- 40 mio. kr. er afsat til destinationsudviklingspuljen, der kun kan ansøges af destinationsselskaber.
- 10 mio. kr. er afsat til øvrige lokale og tværgående turismeprojekter, herunder bl.a. destinationsudvikling i ø-kommuner.
- Der kan søges inden for alle seks strategiske fokusområder i Erhvervsfremme i Danmark 2020-2023.
- Ansøgningsfristen er den 29. januar 2021 kl. 12.00.
- Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse ventes at behandle ansøgninger på sit møde den 21. april 2021, hvorefter ansøgere får besked om tilsagn eller afslag.