Hvordan ser verden ud om 30 år? Har robotterne løst manglen på arbejdskraft, er kød definitivt erstattet af plantefars, eller er Møns Klint kollapset under klima-forandringerne?
Det kan være svært at spå om fremtiden.
Ikke desto mindre er det netop det, Destination SydkystDanmark har i sinde at gøre til Nytårskonferencen 2022 den 26. januar på Idrætshøjskolen Bosei, hvor årets tema er ‘Turistrejsen år 2052’.
Her vil en række af Danmarks førende ekspertvidner inden for bl.a. klima, teknologi, infrastruktur, økonomi og folkesundhed tage konferencedeltagerne med på en rejse ind i en knap så fjern fremtid.
Sammen skal de gøre dagens deltagere klogere på de mange muligheder og udfordringer, turist- og oplevelsesbranchen kan komme til at stå over for frem mod 2052.
En grøn fremtid
”I 2029 åbner Femern-forbindelsen, og hele Sydeuropa får fri passage til Sjælland og Øerne. Det bliver en gamechanger for turismen, men er vi gearet til det?” spørger Martin HH Bender, direktør i Destination SydkystDanmark.
“Hver 10. tysker lever vegetarisk, så de bæredygtige alternativer skal findes. Vi tager også temperaturen på klimaforandringerne og de dystre fremtidsscenarier, vi potentielt ser ind i, hvis vi som samlet turismefællesskab sidder med hænderne i skødet.”
“Kan vi for eksempel risikere, at Møns Klint styrter i grus, eller at stigende vandstande oversvømmer Karrebæksminde?,” spørger Martin HH Bender.
Artiklen fortsætter under fotoet

Moderne teknologi
Coronakrisen mindede os alle om, at verden, som vi kender den, kan forandres på et splitsekund. Det gælder alt fra arbejdsmarked til verdensøkonomi og den teknologi, vi omgiver os med.
Alt sammen noget, der har stor indvirkning på turisterhvervet.
”Moderne teknologi udvikler sig i raketfart. Hver 5. nye bil her til lands kører på el, og i Kina er man begyndt at satse på den mere bæredygtige togdrift frem for klimabelastende flytrafik. Også robotterne er kommet for at blive, men hvilken rolle kommer de til at spille for hoteller og turistattraktioner på sigt? Det ser vi også nærmere på til Nytårskonferencen 2022,” siger direktøren.
Fremtidsvidnernes udsagn følges op af spørgsmål fra salen og et ekspertpanel, og når dagen er omme, er missionen, at turismedanmark føler sig godt klædt på til at tackle, hvad end de næste tre årtier har at byde på.
Alle med interesse i turisme er velkomne. Billetter kan bestilles her: www.nytårskonferencen.dk

