I dag åbner Københavns seneste skud på ‘gastro-stammen’, SUKAIBA Copenhagen dørene op for publikum.
Ambitionerne er skyhøje for både gastronomi- og gæsteoplevelsen.
“SUKAIBA Copenhagen skal være et studie i sublim mad, kreativitet i køkkenet, skøn vin, sake, og innovative cocktails,” siger køkkenchef Martin Nilsson-Møller.
”Vi gir’ den gas heroppe med kulinarisk ‘madnørderi’ på alle fronter, og vi betragter både køkken og bar som vores personlige legeplads, hvor det er tilladt at plukke fra japanske madtraditioner og forene disse med lokale råvarer af topkvalitet, sådan som det gir’ mest mening for os,” siger køkkenchefen.
“Der vil blive grillet mange råvarer over robataen (traditionel japansk grill, red.), og vi vil bevæge os i de højere gastronomiske luftlag dog uden at miste jordforbindelsen, og derfor har vi skabt et raffineret og balanceret menukort med bred appeal og konkurrencedygtige priser ”
Holdet bag Sukaiba
Martin Nielsson-Møller har senest høstet en del roser for sine kulinariske retter over åben ild i Restaurant BASALT på samme matrikel, og har en fortid som souschef på bl.a. Restaurant Kiin Kiin og Marchal.

Indretningen i SUKAIBA Copenhagen er et mix af internationale og danske brands og er holdt i en farvepalette, der velovervejet fusionerer varme japanske farvereferencer med kølige nordiske nuancer. (PR-foto)
Ved sin side får køkkenchefen den erfarne finske restaurantchef Juuso Hakanen, der er hentet hjem fra London, og som sammen med et helt nyt team af erfarne og friske tjenere, ser frem til at byde velkommen i skyerne.
Satsning for BC Hospitality Group
Allan L. Agerholm, adm. direktør i BC Hospitality Group, der står bag den nye restaurant, siger om bevæggrunden for at lancere en helt ny mad- og baroplevelse på et af koncernens internationale hoteller:
“Vi har virkelig hjertet med i det her og har investeret et tocifret millionbeløb i at skabe nogle nye rammer, der åbner op for helt nye forretningsmuligheder. Stedets DNA skal skinne klart igennem og vise, at vi virkelig vil og brænder for stedet. ”

Stedets unikke beliggenhed, med udsigt ud over København, Amager Fælled og til Sverige, er udnyttet og inddraget i indretningen. Restauranten byder også på egen cigarlounge, klassiske brætspil – og en udsigts- og stjernekikkert. (PR-foto)
“Vi har mange dygtige kompetencer på forskellige områder i koncernen, og med lanceringen af restauranten melder vi os ind blandt byens bedste restauranter og barer. Vi glæder os utroligt meget til at løfte sløret for satsningen, som understreger vores villighed til hele tiden at gå nye veje og at tilføre ny værdi til vores lokale og internationale gæster, ” slutter Allan L. Agerholm.