Find os og følg os:

Hvad søger du?

Kampagner & Projekter

Store Pengedag i dansk turisme: 38,3 mio. kr. skal afbøde corona-krisen

Det er ‘Store Pengedag’ i dansk turisme. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har i dag meldt ud, hvilke 23 projekter, der modtager i alt 38,3 mio. kr. De mange penge skal genstarte og udvikle lokale turismeoplevelser.

Det er 'Store Pengedag' i dansk turisme. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har i dag meldt ud, hvilke 23 projekter, der modtager i alt 38,3 mio. kr. De mange penge skal genstarte og udvikle lokale turismeoplevelser. (Arkivfoto: Ava Koploff)
Det er ‘Store Pengedag’ i dansk turisme. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har i dag meldt ud, hvilke 23 projekter, der modtager i alt 38,3 mio. kr. De mange penge skal genstarte og udvikle lokale turismeoplevelser. (Arkivfoto: Ava Koploff)

Det er ‘Store Pengedag’ i dansk turisme. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har i dag meldt ud, hvilke 23 projekter, der modtager i alt 38,3 mio. kr. De mange penge skal genstarte og udvikle lokale turismeoplevelser.

‘Vi red på en bølge af succes, men COVID-19-pandemien stoppede os brat.

Vestkystturismen blev hårdt ramt af de lukkede grænser, og når turisterne kommer igen, skal Vestkysten være klar.

Sådan beskriver et par af de mange aktører i det kriseramte danske turistlandskab, hvordan COVID-19 på få måneder har bremset generel fremgang og succes i turisterhvervet.

Turisterhvervet genåbner nu til en forkortet sæson med færre internationale turister end normalt, nye retningslinjer og nye krav og ønsker fra kunderne.

Men der er samtidig masser af idéer, gåpåmod og lyst til at skabe gode turismedestinationer og oplevelser rundt om i turist-Danmark.

En ganske mærkbar håndsrækning i form af 38,3 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse skal nu bidrage til at føre dem ud i livet.

‘Utrolig overlevelsesvilje’

”Vi har med kort varsel fået en lang række ansøgninger fra næsten alle landets turistområder,” siger Dorte Krak, administrerende direktør i Arp-Hansen Hotel Group A/S og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

“Ansøgningerne viser, at der er en utrolig overlevelsesvilje og udviklingslyst ude i turistlandskabet, og at mange allerede er i gang igen og har blik på den langsigtede udvikling. Denne vilje skal vi gengælde og støtte til gavn for turisterhvervet i hele landet – fra Vestkysten til Bornholm og fra Nordjylland til det sønderjyske,” siger Dorte Krak.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter i alt 23 turismeprojekter, der dækker langt det meste af landet.

Størstedelen af de støttede projekter har langsigtede udviklingsmål, og alle har desuden fokus på her og nu at hjælpe turistvirksomheder, der på den ene eller anden måde er blevet berørt af COVID-19-pandemien.

  • Topscorer blandt de 23 støttede projekter er projektet ‘Fælles Vækst i Nordjysk Turisme’, der modtager 5 millioner kroner.
    Projektet vil fortsætte den internationale markedsføring af landsdelen i et offentligt/privat samarbejde mellem virksom-heder, kommuner, destinationsselskaber og VisitDenmark, der blev startet i 2019. 

VisitAarhus’ destinationsudviklingsprojekt Grøn genstart modtager 3,4 mio. kr. Ambitionen med projektet er at skabe en bæredygtig genstart af turismen i Aarhus-regionen, så den samlede destination kommer både stærkere og grønnere ud på den anden af COVID-19-krisen.

Brug for data og viden

”Vores turistvirksomheder kæmper med manglende omsætning og efterspørgsel og svigtende besøgstal samt uvisheden om, hvordan gæsternes adfærd vil være i fremtiden. Samtidig svarer rigtig mange, at bæredygtighed fortsat er højt prioriteret for dem,” siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus.

Projektets fire mål er et svar på virksomhedernes behov: Turismevirksomhederne skal have adgang til ny og opdateret viden og fakta om turisternes vaner og færden, de skal have forbedret adgang til det internationale marked, flere virksomheder skal gøres konkurrencedygtige, og der skal generelt skabes strategisk retning og konsolidering.

”Krisen har lært os, at kun sammen kan vi løfte os som én samlet destination, og kun via fælles definerede indsatser når vi i mål,” siger Pia Lange Christensen.

Nye tider – nye krav

Langs Vestkysten har sommerhusområderne i måneder stået tomme, men nu vender de internationale turister tilbage med nye ønsker og behov.

I destinationsselskabet Destination Vesterhavet ruster man sig til de nye tider med projektet ‘Vækst og værdiskabelse hos Vestkystens turismeerhverv – sammen og hver for sig’, der får 3,75 mio. kr. i støtte.

”Sæsonen 2020 bliver på mange måder en helt ny form for vestkystturisme. Intet er som det plejer at være efter COVID-19. Vi tror på, at krisen også har skabt en mulighed for stor innovationskraft i virksomheder, på destinationerne og i den offentlige forvaltning, og de kræfter skal vi bruge til at udvikle nye bæredygtige produkter, oplevelser og koncepter,” siger Lisbeth Valther, bestyrelsesformand i Destination Vesterhavet.

Turismevirksomhederne går selv forrest i udviklingsarbejdet, og målet er at skabe mellem 20 og 30 nye forretningsmodeller, produkter eller tilbud.

”Det kan være alt fra natur-take away, drive-in-events, og sommerhus-måltidskasser til ”en nat på museet”. Men vi skal også arbejde med de nødvendige løsninger, som gæsterne fremover vil forvente og stille krav om, og som skal garantere Danmark som et trygt rejsemål, fx garanti på rengøring i sommerhuset og på campingpladsen,” siger Lisbeth Valther.

En ny virkelighed på Bornholm

På en af landets store ferieøer, Bornholm, understreges det, at der er brug for hjælp, der virker her og nu.

”Vi har åbnet til en helt ny virkelighed. Ikke alene skal vi drive virksomhed inden for de nye COVID-19-rammer. Der er også meget, der tyder på, at gæsternes behov og ønsker har ændret sig,” siger Mikkel Bach-Jensen, sekretariatsleder ved Gourmet Bornholm, som organiserer 73 fødevarevirksomheder på Bornholm.

Gourmet Bornholm er en del af et partnerskab, der nu får støtte til at skabe nye, bæredygtige spisesteder og madoplevelser for besøgende på Bornholm.

Mange af de støttede projekter kobler genstarten af turismevirksomhederne efter COVID-19 sammen med grøn omstilling og bæredygtighed. På Bornholm sker det blandt andet med øget brug af lokale varer i bæredygtigheds-madprojektet.

Fakta

Om indsatsen

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har besluttet at uddele i alt 38,3 mio. kr. til lokale og tværgående turismeprojekter, heraf 26,3 mio. kr. til destinationsudviklingsprojekter (alle destinationsudviklingsansøgninger er indstillet til støtte).

Tidligere i år har bestyrelsen støttet en national markedsføringskampagne og den nationale turismekickstart-kampagne med sammenlagt 25,3 mio. kr. Dermed er bestyrelsens samlede indsats på turismeområdet i 2020 på 63,6 mio. kr.

Støttede projekter

Der er kommet 34 ansøgninger om støtte fra turismepuljen, og 23 projekter får nu støtte fra bestyrelsen. Se de støttede projekter på Erhvervsfremmebestyrelsens hjemmeside.

Abonnér på nyhedsbrevet

Konvulut

Modtag vores artikler direkte i din indbakke – så går du ikke glip af noget:



(Vi bruger MailChimp til at sende nyhedsbreve. Læs mere hos MailChimp.)

Fik du læst ...

Analyse

De danske destinationer har i år måtte kæmpe hårdt om danskernes opmærksomhed. Vi går tæt på sommerens overnatningstal.

Ordet er dit

Det er på tide, at dansk turisme tænker mindre over, hvad der er smart og mere over, hvordan man skaber forretningsmæssigt bæredygtige digitale løsninger.

Bag kampagnen

I Covid-19s spæde begyndelse i Danmark trykkede Visit Lolland-Falster på knappen og lancerede deres kampagne ‘Det er måske ikke … men det er tæt...

Hotel

Det familiedrevne Hotel Allinge på Bornholm tjekker nu ind hos Small Danish Hotels. Dermed er hotelkæden repræsenteret på en af Danmarks mest populære feriedestinationer.

Copyright © 2020 Turisme.nu. Turisme.nu c/o Willmore Lavendelstræde 17 C, 4. DK-1462 København K