Farvel til sommerens festivaler, en længe ventet sommerpakke, verdens længste hængebro til vandrerturister – og en swingerklub, der ikke må være campingplads, er blandt ugens nedslagspunkter.
Det er næppe gået ret manges næse forbi, at ugen (igen-igen) har stået i coronaens tegn.
I begyndelsen af ugen kom der lidt ekstra skub i genåbningen – hvilket blandt andet betød, at der nu er sagt farvel til den omstridte regel om 30 minutters forud-bordbestilling på restauranter og caféer.
Men samtidig blev den politiske aftale om genåbningen også præcis den frygtede læsning for festivalerne, der nu er aflyst på stribe.
”Det er fantastisk at se i genåbningsplanen, hvor meget der åbner op, men det virker som om, det er festivalerne, der ikke er blevet tilgodeset,” siger bestyrelsesformand Lars Gjerlufsen fra den aflyste Vig Festival, ifølge TV2 Øst.
Selv om vi altså nu kan komme i fitness-center og svømmehallen, så mangler der stadig akut en afklaring for, hvordan især de tyske gæster får lov til at holde ferie her i landet. Det handler i særlig grad om de vigtige måneder maj og juni, hvor danskerne ikke holder ferie.
Det problem har flere – heriblandt Peer Kristensen fra Destination Vesterhavet og Peter Krusborg fra Destination Nordvestkysten – gjort opmærksom på i ugens løb her og her på Turisme.nu.
Udspil til sommerpakke
Et par dage senere – torsdag – kunne regeringen så præsentere sit udspil til en sommerpakke for 2021.
Den var ventet med spænding, fordi sommerpakken anno 2020 sendte tonsvis af turister til de danske småøer takket være gratis færger – og samtidig udløste fortvivlelse hos forlystelsesparkerne, der ikke kunne tilbyde deres gæster halv pris med statsstøtte.
1.600 millioner kroner er der afsat, og der er i udspillet lagt op til:
- 280 mio. kr. til genstart af turismeerhvervet
- 205 mio. kr. til billigere indenrigsrejser i sommerperioden
- 315 mio. kr. målrettet kulturlivet.
Og selv om pakken altså stadig skal forhandles på plads, så er det nok ikke et helt skævt gæt, at der bliver billigere Orange-billetter med DSB og en-eller-anden form for tilbud på færgebilletter til sommer.
Fra Danmarks Restauranter og Caféer er modtagelsen lunken: De 280 mio. kr. til genstart af turismen er ‘et millionbeløb til en milliardudfordring’…
”…der er behov for at løfte rammen på 280. mio. kr., hvis initiativet skal kunne fungere som tændsats for en branche, som er så hårdt ramt som oplevelsesindustrien,” siger direktør i Danmarks Restauranter og Cafeer (DRC), Torben Rosenstock i en kommentar til udspillet.
Billig fadøl i storbyerne
Måske har regeringen dårlig samvittighed over den forhadte 6-dages regel, der ramte Københavns turisme sidste år.
I hvert fald er der også i udspillet til sommerpakken reserveret 50 mio. kr. til et særligt fokus på de fire store byer.
Ideen er, at restauranter og caféer i København, Aarhus, Aalborg og Odense kan søge om 50.000 kroner i tilskud – for på den måde at få råd til at tilbyde billige sommerfadøl eller Aperol Spritz for at få lidt ekstra gang i butikken.
Hos HORESTA vækker den idé dog ikke den store begejstring:

”Man får ikke meget for 50.000 kroner i dag. Jeg tror ikke, der er nogen, der kommer til København, fordi der nu kommer til at være billige cocktails på nogle restauranter,” siger hoteldirektør og formand for HORESTA i Hovedstaden, Karen Nedergaard, ifølge DR.dk.
Måske ikke helt uventet, så vækker særpakken til restaurationslivet i de 4 store byer voldsom harme i nogle af de byer, der ikke er inde i varmen:
“Jeg kan ikke forstå forfordelingen. Hvorfor er det kun i de fire store, socialdemokratiske kommuner, at spisestederne skal have hjælp. Restauranterne i for eksempel Ribe, Kolding, Vejle og Svendborg har haft det lige så svært,” siger borgmesteren i Esbjerg, Jesper Frost Rasmussen (V), ifølge Jydske Vestkysten.
Er der nu også plads på baren?
Nu vi er ude for at få en iskold fadøl, vender vi blikket mod Næstved.
Her har to unge iværksættere udviklet en app, der skal give tryghed og et brugbart overblik over antallet af café og bargæster.
Ideen er, at personalet sørger for at live-opdatere, hvor mange gæster, der er på stedet, og så kan potentielle gæster altså på forhånd tjekke, om der er plads.
App’en Baro er foreløbig sat i søen i Næstved, men de to iværksættere håber, at den kan udbredes til hele landet.
Vaccine i armen og ind i flyet
Vi forlader den hjemlige andedam og retter blikket mod lidt europæiske nyheder:
Analyseinstituttet ForwardKeys holder et vågent øje med udviklingen i fly-bookinger – og her ser det ud til, at et skud Pfizer, Moderna eller AstraZeneca i armen giver folk fornyet lyst til at hoppe på flyveren sydpå.
”Vaccinationer ser ud til at være nøglen for at genstarte den internationale turisme. De lande, der giver løfte om at modtage vaccinerede rejsende, bliver belønnet med markante stigninger i flybookinger,” siger Oliver Ponti fra ForwardKeys.
For eksempel er britiske flybookinger til Grækenland i sommerperioden nu 12% højere end tilsvarende periode 2019 – altså FØR coronaen. Også Island nyder godt af udviklingen med en markant stigning i amerikanske fly-bookinger, viser analysen fra ForwardKeys.

Ny skræmmende attraktion
Apropos ferien sydpå – så har UNESCO’s verdensarvspark Arouca Geopark i Portugal fået en ny attraktion, der nok skal tiltrække ekstra mange gæster … eller måske afskrække nogle.

Verdens længste hængebro for fodgængere er 3. maj åbnet for alle der tør … Broen er døbt ’516 Arouca’, den er 516 meter lang og giver mulighed for en gåtur 175 meter over floden Paiva.
Broen, der har kostet 17 mio. kr. skal kickstarte turismen i området sydøst for Porto, der er hårdt ramt af coronanedlukningen, beretter Reuters.
France24 har besøgt den nye hængebro:
Farvel til Camp Tucan
Vi slutter ugens rundtur i den lidt mere ’kulørte’ ende af turisme- og oplevelsesindustrien.
Ifølge Jydske Vestkysten er det nu endegyldigt slut med at campere hos swingerklubben Tucan i Almind i Kolding Kommune.
Kommunen har afgjort, at gæsterne ikke kan have deres campingvogne stående fast ved den erotiske wellness-klub, så de nemt kan få sig et hvil og slappe af efter et besøg.
Det er gået ud over 20 campingvogne, og nu må gæsterne enten tage på hotel eller køre hjem efter besøget, beretter Jydske Vestkysten.
Ejeren af swingerklubben havde anmodet om landzonetilladelse, så der kunne opstilles campingvogne til gæsterne, men den idé fik altså en kold skulder af Kolding Kommune.
