Såvel byens borgmester som direktøren for VisitSydsjælland-Møn ser besøget som en blåstempling af såvel Næstved som Sydsjælland.
”Vi bringer en af verdens mest visionære og veltalende personligheder, USA’s 44. præsident Barack Obama ind i centrum af en samtale om, hvordan vi ændrer verdens globale udfordringer nedefra,” siger Jakob Brixvold, direktør, Arena Næstved i en pressemeddelelse.
Eventet med præsident Barack Obama, bliver det største event den tidligere præsident har deltaget i, i Danmark, hvor 3500 gæster får mulighed for at sikre sig en billet. Billetsalget åbner den 23. januar.
Tidligere har Barack Obama gæstet Kolding, Aalborg og Skive.
En magtdemonstration
På borgmesterkontoret i Næstved kniber borgmester Carsten Rasmussen sig i armen over det fornemme besøg:
” Det er en magtdemonstration at kunne tiltrække et stort og verdenskendt ikon som Obama, og det er noget som kommer til at give positiv opmærksomhed til Arena Næstved, til byen og gavne hele Sydsjælland,” lyder det fra Carsten Rasmussen.
Også Martin HH Bender, direktør i VisitSydsjælland-Møn, er begejstret ved udsigten til, at Obama kaster glans over destinationen:
”Det er selvfølgelig en kæmpe gevinst for Arena Næstved, der bliver fremhævet som hele Sjællands Arena, for Næstved som kulturby og for den fortsatte vækst i hele Sjælland. Vi er utrolig glade, og vi vil naturligvis gøre vores for, at byen bliver verdensberømt i hele landet for den her begivenhed, lyder det fra Martin HH Bender.
Det er ikke oplyst, hvad det koster at deltage i arrangementet i Arena Næstved. Men da Barack Obama deltog i et lignende arrangement i Skive i 2022, lød billetprisen på 3000 kr. ifølge DR.

