Godt et år efter Destination Nordvestkysten blev grundlagt, tegner der sig et billede af et ambitiøst turismefællesskab, som er sammen om at skabe en bæredygtig turisme, man kan leve af og leve med. Alt sammen godt hjulpet af en stor interesse fra nye målgrupper og med et potentiale for at skabe meromsætning, bosætning og arbejdspladser.
1/5 del af danskerne har ifølge en ny undersøgelse fra VisitDenmark tænkt sig at holde ferie på Nordvestkysten.
De første tyskere har indfundet sig, og nordmændene er også på vej, lyder meldingerne.
Det betyder en længe ventet travlhed i turistbranchen.
”Vi kan faktisk nærmest ikke tage meget mere ind,” siger Klaus Sørensen, direktør for West Wind i Vorupør, mens surfere i våddragter gør sig klar og en flok skatere pudser formen af foran butikken.
Stor interesse fra Danmark og nærmarkeder
Hos Destination Nordvestkysten, der er destinationsselskab for kommunerne i Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Holstebro og Lemvig deler direktør Peter Krusborg den optimistiske tilgang til sommeren.
”Vi frygtede, at lempelsen af udrejserestriktionerne denne sommer kombineret med usikkerheden omkring indrejse fra især Tyskland og Norge kunne få negativ indflydelse på hovedsæsonen, men nu kan vi jo se, at danskerne endnu engang satser på at holde ferie på Nordvestkysten, ligesom vi kan mærke, at interessen fra vores nærmarkeder stadig er stor,” siger Peter Krusborg.
“Jeg har svært ved at se, at vi kunne være bedre stillet nu og fremadrettet, siger han.
Måske vil denne artikel også interessere dig ...
Den svære balance
Samtidig er Peter Krusborg også meget bevidst om, at en bæredygtig udvikling kræver fælles fodslaw.
”Udfordringen i et stort selskab som Destination Nordvestkysten er at finde den rigtige balance mellem det lokale og det tværgående turismesamarbejde.”
“Lykkes vi med den opgave, så bliver turisme til mere og andet end badebolde og iskiosker. Det bliver til bosætning, omsætning og arbejdspladser i et tempo, vi kan følge med til. Kort sagt: en lokaludvikling vi kan være stolte af” siger Peter Krusborg og fortsætter:
”Udover vores dialog med erhvervet, er turistkontorerne, på grund af deres lokale forankring, en vigtig medspiller i sikringen af en bæredygtig udvikling. Samtidig er de i en helt unik position til at bringe lokale ideer i spil. Ideer, som vi forsøger at gribe som destinationsselskab.”
“Et godt eksempel er ‘Hook and Cook’, der til september rulles ud i lokale varianter langs hele kysten med hjælp fra turistkontorerne og de mange lokale kræfter hos både erhvervet og en lang række frivillige,” siger han.
Lykkes vi med den opgave, bliver turisme til mere og andet end badebolde og iskiosker
Peter Krusborg, CEO, Destination Nordvestkysten

Det lokale islæt er afgørende
”Vi har jo det samme mål om at styrke og udvikle vores destination” siger Mai Manaa, turistchef i Thy.
Hun mener derfor også, at de lokale turistbureauer og destinationsselskabet kan gøre hinanden stærkere.
”For mig handler det om, at mine lokale succeser gerne skal blive endnu større i kraft af Destination Nordvestkystens arbejde,” siger hun.
At destinationsudvikling er alfa og omega for turistkommunerne langs vestkysten, er Klaus Sørensen og Mai Manaa ikke i tvivl om.
Men det lokale islæt må aldrig gå tabt, understreger de.
”Herude i Vorupør vil vi bare gerne have mulighed for at gøre det, vi er allerbedst til i vores lokale rammer, siger Klaus Sørensen, der selv har surfet siden 1982, og som kender kysten ud for Vorupør som sin egen baglomme.
”Jeg er sådan en, der klarer mig selv, for sådan er jeg nu engang opdraget, men jeg ved også godt, at verden er meget mere end lille mig i Vorupør,” siger han med et smil.
Gerne flere gæster i ydersæsonen
Han peger over mod Nationalparkcenter Thy, der for nyligt har slået dørene op på en meget central placering i den lille kystby.
”Dét der er jo et rigtigt godt eksempel på, at vi her i Vorupør ikke har noget som helst imod, at der sker udvikling, og vi ser også gerne, at der kommer endnu mere fokus at få turister hertil i ydersæsonerne.”
”Dér, hvor vi rykker os i tøjret, er, hvis vi får præsenteret noget – uden at vi reelt har mulighed for at sætte os ind i, hvad det faktisk går ud på. Vi vil gerne have præsenteret ideer, så vi kan byde ind.”
”Der tror jeg, at Destination Nordvestkysten kan være et vigtigt bindeled,” slutter Klaus Sørensen.
