
Krydstogtskibet Birka Stockholm på besøg i Rønne. (Foto: Destination Bornholm)
2018 tegner til at blive et rekord-år for krydstogtturismen i Danmark. Allerede ved indgangen til året er der udsigt til besøg af over 1,1 mio. sejlende gæster i løbet af 2018. Det betyder, at en række danske byer i år sætter rekord i antal krydstogtgæster.
På Bornholm er der i Rønne havn udsigt til 48 anløb med i alt 22.800 passagerer, mens resten af Bornholm vil have 16 anløb og 3.400 passagerer. Sidste år havde Rønne 28 anløb med 14.200 passagerer. Dertil kom 13 anløb på reden ved andre bornholmske byer og ved Christiansø med yderligere 4.000 passagerer.
Dermed vil antallet af anløb i Rønne vokse med ca. 70% og 60% målt på antal passagerer. Det fortæller Peter Juhl, der er temakoordinator ved Destination Bornholm, til Turisme.nu
Men selv om Bornholm altså har udsigt til en stor vækst i antallet af krydstogtpassagerer, er antallet af gæster stadig dog stadig på et niveau, hvor effekten for turisterhvervet er beskedent.
”Bornholm er en populær turistdestination med 600.000 turister om året, og et meget erfarent turisterhverv som kan tage fra. Desuden strækker krydstogtsæsonen på Bornholm sig over mere end et halvt år. Derfor er påvirkningen for Rønne og Bornholm endnu begrænset,” siger Peter Juhl.
”Når det er sagt, så nyder en lang række virksomheder stor glæde af krydstogtgæsterne. Det drejer sig om ud over forretningslivet i Rønne, om visse museer, kunsthåndværkere og fødevareproducenter. Det lokale guideservicebureau og busselskaberne mærker selvsagt også meget direkte når antallet af anløb og passagerer vokser,” siger han.
LÆS OGSÅ: Krydstogtskibene er sejlende magneter for Fredericia
LÆS OGSÅ: Krydstogtskibene giver prestige til Helsingør og Hundested
Forskel på gæsternes forbrug
En af udfordringerne ved krydstogtgæsterne er, at de som regel har fuld forplejning ombord på deres krydstogtskib. Det er med andre ord ikke sultne og tørstige gæster, der går i land. Så de lokale restauranter og cafeer vil ikke nødvendigvis spinde guld på de ekstra gæster.
Hos Destination Bornholm er erfaringerne med krydstogtgæsternes forbrug delte, fortæller Peter Juhl:
”Krydstogtgæsteren er lige så forskellige som alle andre turister. Nogle af gæsterne benytter flittigt caféer, restauranter og forretninger, medens andre mest benytter sig af tilbuddene om ture rundt på Bornholm. I begge tilfælde har det positiv økonomisk virkning for de bornholmske virksomheder. Når det tages i betragtning at krydstogtgæsterne ikke overnatter på Bornholm, så er deres døgnforbrug stort set det samme som øvrige turister, hvor det også svinger meget baseret på f.eks. nationalitet, segment og ferieform.”
I andre danske krydstogtshavne som Fredericia og Helsingør bliver hvert anløb til en større event. For eksempel med pigegarde og kanonsalut som velkomst for skibet i Fredericia. Rønne har dog langt flere anløb, og derfor er der i sagens natur ikke kørt det helt store modtageapparat frem hver gang:
”Krydstogtgæsterne møder stor gæstfrihed på Bornholm. For de som ønsker at opleve Rønne på egen hånd er der gratis busser og kortmateriale, men med det forholdsvis store antal anløb, udvælger vi meget bevidst hvornår og hvordan der laves særlige arrangementer på kajen,” siger Peter Juhl.
”Vi gør noget særligt, når nye rederier vælger at anløbe Bornholm, hvor vi har traditionel bornholmsk spillemandsmusik på kajen, men det sker også når skibe anløber, hvor vi erfaringsmæssigt ved at gæsterne sætter pris på musikken. ”
Ny havn og nyt website
Antallet af anløb i Rønne har været begrænset af anløbsforholdene og krydstogtkajens længde, fortæller Peter Juhl, men i oktober 2017 har Rønne Havn påbegyndt en større udbygning.
”Det betyder, at vi pr. 1. juni 2019 kan modtage selv de største krydstogtskib, og det åbner for en ny og spændende udvikling for krydstogtturismen på Bornholm,” siger Peter Juhl.
”I december lancerede vi www.cruisebornholm.com til gæster, agenter og rederier, fordi langt de fleste krydstogtophold sælges gennem rejsebureauer og agent. Dem vil vi gerne give mulighed for at gøre sig bekendt med Bornholm, så de har en god mulighed for at sælge krydstogter i Østersøen, hvor Bornholm indgår som destination,” slutter Peter Juhl.
LÆS OGSÅ: 2018 bliver rekord-år for krydstogtturisme