
Restaurant Ti Trin Ned flytter til nye lokaler. ”Vi ved, at der skal ske noget nyt, hvis vi skal blive i toppen af dansk gastronomi, hvor konkurrencen er benhård”, siger Rainer Gassner, der, sammen med Mette, længe har været på udkig efter nye muligheder. (Foto: Ti Trin Ned)
Mette og Rainer Gassner har siden 2001 drevet gourmetrestaurant i en pittoresk forhenværende spritfabrik midt i det gamle Fredericia.
Herfra har de, med et stærkt, lokalforankret og personligt køkken, hentet både en Michelin-stjerne, fine ratings i danske og nordiske gourmetguides og et attraktivt gourmetpublikum til byen.
Nu er det imidlertid tid til at give succesen en ekstra dimension, for i 2019 genåbner restaurant Ti Trin Ned i nye, moderne og stilrene lokaler med havudsigt i byggeriet Langebro i den nye bydel Kanalbyen ved Lillebælt.
”Vi ved, at der skal ske noget nyt, hvis vi skal blive i toppen af dansk gastronomi, hvor konkurrencen er benhård”, siger Rainer Gassner, der, sammen med Mette, længe har været på udkig efter nye muligheder.
”At være med i et nyt, spændende tiltag og dermed bringe vores erfaring og køkkenets “personlighed” i spil i et kreativt, ambitiøst samarbejde netop her i Fredericia, er slet ikke til at takke nej til”, supplerer Mette Gassner.
Hos de to partnere bag udviklingen af Kanalbyen – Fredericia Kommune og Realdania By & Byg – er forventningerne til samarbejdet mindst lige så store:
”Det er fantastisk, at Mette og Rainer har valgt at fortsætte deres imponerende udvikling af Ti Trin Ned i nye rammer i Kanalbyen her i Fredericia. Gæsterne vil udover en middag i verdensklasse også kunne nyde den smukke udsigt ud over Lillebælt”, siger borgmester i Fredericia Jacob Bjerregård.
”Ti Trin Ned kommer til at passe rigtig godt ind i Kanalbyen, hvor der allerede er et levende byliv ved havnefronten. Jeg er ikke i tvivl om, at Kanalbyen vil kunne hente inspiration fra den spændende restaurant i den videre udvikling, siger Peter Cederfeld, som er adm. direktør i Realdania By & Byg.
Læs også: Naturpark Lillebælt vil være Danmarks største naturpark i 2017
Tæt samarbejde om de nye rammer
Den nye restaurant bliver en del af et større projekt under navnet Sønder Voldgade Kvarteret, der også indeholder boliger og kontorer – og byggeriet er i fuld gang.
”Vi samarbejder tæt med Mette og Rainer Gassner og deres investor om indretningen af restauranten, og jeg kan godt afsløre, at kun det bedste er godt nok i deres øjne. Jeg er ikke i tvivl om, at vi næste år kan præsentere en fantastisk ramme for store gastronomiske oplevelser”, fortæller projektchef Peter Thorsgaard fra Enggaard A/S, som står for byggeriet af Sønder Voldgade Kvarteret.
Læs også: Michelin-stjerner kan give flere turister til provinsen
Flere nye tiltag på vej i Kanalbyen
Kanalbyen ved Lillebælt, som udvikles på et tidligere industriområde ved havnefronten centralt i Fredericia, kommer på sigt til at indeholde op til 1300 boliger og 2800 arbejdspladser. De første beboere er flyttet ind og flere boliger er på vej. Kanalbyen skal også være hjemsted for butikker, cafeer og kulturtilbud og for øjeblikket undersøges muligheden for at etablere et nyt musicalcenter til Fredericia Teater i den nye bydel.
Lige nu bygger A. Enggaard A/S Sønder Voldgade Kvarteret med boliger, kontorer og restaurant, og frem til genåbningen i 2019 kan man fortsat og helt uændret besøge Ti Trin Ned i Norgesgade i Fredericia.
