Connect with us

Hi, what are you looking for?

Navne

Jørgen Christensen forlader Small Danish Hotels

Efter 19 år som direktør for hotelkæden Small Danish Hotels forlader Jørgen Christensen nu posten.

Jørgen Christensen (PR-foto)
Jørgen Christensen forlod direktørposten hos Small Danish Hotels i 2021. (PR-foto)

Hotelkæden Small Danish Hotels, der netop har rundet de 40 år, afslutter samarbejdet med deres mangeårige direktør, Jørgen Christensen.

Ifølge en pressemeddelelse fra hotelkæden sker det efter gensidig aftale mellem bestyrelsen og den afgående direktør.

”Hotelbranchen befinder sig i en opbrudstid, hvor hele sektoren har oplevet store forandringer. Small Danish Hotels står stærkt som kæde, men vores medlemmer har haft det vanskeligt under pandemien,” siger Finn Steffensen, som er formand for Small Danish Hotels og ejer af Nymindegab Kro.

“Vi har nu behov for at omstille hotelkædens opdrag samt finde og implementere nye løsninger, der understøtter hotellerne bedst muligt og sikrer dem en sund drift og masser af gæster i fremtiden,” siger Finn Steffensen.

Jørgen Christensen har i et opslag på det sociale medie LinkedIn selv delt nyheden om sin afgang fra posten mandag aften:

Efter 19 fantastiske år som chef for Small Danish Hotels er mit engagement i dag afsluttet! Det er jeg selvklart meget berørt af og specielt efter de resultater der er opnået!‘ ‘hedder det i Jørgen Christensens opslag.

Sådan er livet desværre også og nu byder livet forhåbentlig på nye og andre spændende muligheder, hvilket jeg vil glæde mig til!
Tak til alle jeg har arbejdet sammen med i alle disse år i at skabe en fantastisk hotelkæde og vi ses derude
‘, skriver han.

Blandede følelser

Jørgen Christensen kom til kæden i 2002 med en bagage som blandt andet salgsdirektør hos Hotel D’Angleterre og marketingchef hos Wonderful Copenhagen.

Igennem de sidste 19 år har Jørgen Christensen stået i spidsen for at modernisere hotelkæden, tredoble omsætningen, relancere loyalitetsklubben Benefits, dyrke det internationale marked og digitalisere kæden med respekt for den nærværende dialog med gæsterne.

Det er derfor også med blandede følelser, at parterne i god ro skilles, og bestyrelsesformanden har da også kun gyldne ord at sætte på Jørgen Christensens indsats, hedder det i pressemeddelelsen.

”Jørgen har lagt mange kræfter og dedikation i at sikre Small Danish Hotels fodfæste i et marked med en benhård konkurrence, og det har vi dyb respekt for,” siger Finn Steffensen.

“Jørgen har leveret et flot stykke arbejde med at konsolidere medlemsskaren, udvikle produkter, der matchede trends og gæsternes behov samt haft et skarpt fokus på kvalitet og salg til gavn for vores medlemmer. Både bestyrelsen og kædens medlemmer har haft et inspirerende og tæt samarbejde med Jørgen, og vi glæder os til at bygge videre på det fundament, han har været med til at skabe. Vi går nu ind i en proces omkring, hvordan vi løfter Small Danish Hotels til nye højder,” siger Finn Steffensen.

Small Danish Hotels tæller 63 cityhoteller, slotte, herregårde, badehoteller og klassiske kroer. Gæsterne fordeler sig med cirka 50 procent erhvervsrejsende og 50 procent feriegæster.

Der er ikke umiddelbart nogle planer om at ansætte en ny direktør. Bestyrelsen ønsker at bruge den kommende tid på at skræddersy organisationen og sætte retningen for kædens fremtidige virke.

Fik du læst ...

Ordet er dit

Tre S-politikere foreslår at flytte indtjeningen fra sommerhusudlejning, så skatten lander i feriekommunen og ikke i ejerens bopælskommune.

Debat

Vi sparker gang i debatten om udviklingen af kyst- og naturturismen i Danmark.

Navne

Tidligere i år meldte Susanne Vang Søgård ud at hun stoppede som direktør for Stammershalle Badehotel efter fem år.

Debat

Regeringens millioner til turismeudvikling mangler fokus på de oplevelser, der reelt trækker gæsterne til, mener Jonas Luttermann fra Top Attraktioner.

Discover more from turisme.nu

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading