
Det nye besøgscenter åbnede torsdag ved Hammershus Borgruin. (Foto: Destination Bornholm)
Nu bliver det en endnu større oplevelse at besøge et af Danmarks mest populære historiske monumenter.
Hammershus på Bornholm har fået et løft i form af en restaurering og et nyt besøgscenter takket være en donation på 102,5 mio. kroner fra A.P. Møller Fonden.
“Det nye besøgscenter giver en imponerende udsigt til det gamle bygningsværk og betyder, at besøgende fremover kan leve sig endnu mere ind i ruinens fascinerende historie. Restaureringen har sikret bevarelsen af Hammershus til glæde for besøgende i mange år frem,” siger miljøminister Esben Lunde Larsen.
HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK
[box type=”info” align=”” class=”” width=””]Det nye besøgscenter indeholder blandt andet udstilling, café og skolestuer og skal betjene omkring 500.000 besøgende årligt. I alt søgte 53 tegnestuer om at være med i konkurrencen om det nye besøgscenter, som oprindeligt i 2013 var planlagt til at blive indviet i foråret 2016.[/box]
Lokale materialer til besøgscenter
Det nye besøgscenter er bygget, så det diskret smyger sig rundt om skrænten over for Hammershus og er opført med store vinduespartier som vender mod borgruinen.
Besøgscenteret er skabt af arkitekt ved Kunstakademiets Arkitektskole, professor Christoffer Harlang i samarbejde med Arkitema Architects.
Den nye bygning er adskilt fra borgen af en kløft, og en gangbro på pæle forbinder borgruinen og besøgscenteret.
De besøgende vil på deres vej op til ruinen kunne gå direkte ud på besøgscenterets tag og nyde en panoramaudsigt til slotsruinen. Både tag og gangbro er bygget af bornholmsk egetræ fra Almindingen.
“Det nye besøgscenter og restaureringen er udført med stor respekt for det omkringliggende landskab, ligesom det lokale islæt står klart frem i både valg af materialer og i de bornholmske specialiteter, man vil kunne købe med hjem fra besøgscenterets kiosk,” siger folketingsmedlem Peter Juel Jensen (V).
Hammershus har fået et løft, der vil kunne tiltrække endnu flere besøgende og på den måde være med til at skabe nye arbejdspladser til øen.
Mad med stærkt lokalt islæt
Udstillingen i besøgscenteret bliver en moderne udstilling, der fortæller om borgens historie på en let tilgængelig måde.
I et stort mørkt rum finder man en model af udstillingen og et antal touch-skærme. Her kan man navigere rundt i et 3D-univers og dykke ned i forskellige temaer. Den anden del af bygningen indrettes til skolestue, butik og café.
Det bliver Michelinrestauranten Kadeaus familierestaurant BobbaBella, der skal servere maden i restauranten i det nye Hammershus Besøgscenter.
Restaurant og kiosk åbnede sammen med resten af besøgscenteret 22. marts 2018.
Det er gratis at besøge både ruinen og besøgscentret ved Hammershus. Udgiften til den daglige drift af besøgscentret dækkes af en parkeringsafgift på 30 kroner for seks timer fra påske til og med efterårsferie. Resten af året er det gratis at parkere.
LÆS OGSÅ: Folkemødet er blevet en guldgrube for Bornholm
Fakta: Hammershus Besøgscenter
• Hammershus er Nordeuropas største borgruin og Bornholms mest besøgte seværdighed med sin enestående placering på en klippeknude på Nordbornholm ud mod Østersøen.
• Det nye besøgscenter er tegnet med inspiration fra den verdensberømte arkitekt Jørn Utzon, der allerede i 1970’erne skitserede, hvordan et nyt besøgscenter med fordel kunne placeres i landskabet.
• I 2012 pustede en fondsgave fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal nyt liv i det gamle projekt og en tiltrængt restaurering af borgen.