Knuthenborg Safaripark på Lolland åbnede i år et helt nyt museum, hvor 300 millioner års evolutionshistorie udfoldes gennem sjældne skeletter af dinosaurer, istidsdyr og permdyr.
Den nye satsning er noget, safariparken kan se tilbage på med tilfredshed, efter de sidste gæster forlod parken efter efterårsferien.
Besøgstallet er nemlig steget fra 281.000 i 2022 til 300.000 besøgende i 2023.
”Vi har oplevet en rigtig stor interesse for at se de sjældne dinosaurskeletter på Evolutionsmuseet,” siger Christoffer Knuth, direktør i Knuthenborg Safaripark.
“Det er særligt udviklingen i internationale turister, der er tydelig med et spring fra 57 til 69 nationaliteter. Samlet set er det næsten 20 % flere internationale gæster end sidste år.”
“Især tyskerne fylder meget i statistikkerne. Jeg kan ikke huske, at vi før har set så markant en udvikling i internationale gæster,” siger Christoffer Knuth, direktør i Knuthenborg Safaripark.
Evolutionsmuseet er fremtidssikring
Forud for åbningen af Evolutionsmuseet i juni, besøgte Turisme.nu Knuthenborg Safaripark.
Her forklarede Christoffer Knuth, at det nye museum skal ses som en fremtidssikring af parken:
”Parken skal også være relevant om 100 år.”
“Derfor laver vi den her satsning. Vi vil være det sted, hvor du får den samlede fortælling om de store landdyr. Fra vi gik op på land for 300 mio. år siden, hen over Permtiden til dinosaurerne og deres uddøen og helt frem til nutiden og endda fremtiden.”
”Det vil vi ikke bare gøre med billeder og kopier, men med ægte fossiler. Så du får en oplevelse, du ikke får andre steder,” lød det dengang fra Christoffer Knuth.
Måske vil denne artikel også interessere dig:
Vækst på Lolland-Falster
Tallene fra Knuthenborg Safaripark understreger den positive tendens for hele Lolland-Falster.
Området har, ifølge tal fra Visit Lolland-Falster, indtaget førstepladsen for den største vækst i antal overnatninger i Danmark i forhold til 2019.
Et dataudtræk af overnatningstallene for år til dato for Visit Lolland-Falster viser, at destinationen kan notere en vækst på 3% i forhold til 2022.
Det er især udenlandske gæster, der skaber væksten, da danske overnatninger er status quo.
Det er værd at bemærke, at destinationen har en vækst i de svenske overnatninger på et tidspunkt, hvor den svenske kronekurs er svag.
Samtidig ligger den største volumen af overnatninger hos de tyske gæster. Bemærkelsesværdigt er det også, at der er en markant procentuel vækst i bl.a. spanske og italienske gæster – det er dog små absolutte tal.
(Klik på boksen for at se stort billede)

Udover de generelle gode tal for sæsonen, glæder man sig i safariparken også over, at gæsterne er begyndt at komme mere i skuldersæsonerne, der ligger udenfor den travle højsæson.
”Vi kan se, at gæsterne besøger os langt mere i ydersæsonerne. Her har vi blandt andet satset på et fedt lysshow med Knuthenborg After Dark i efteråret, hvor man kunne opleve den ellers så hyggelige safaripark i en lidt mere spooky stemning i de mørke timer. Det er blevet taget godt imod,” forklarer Christoffer Knuth.
Faktaboks
- Knuthenborg Safaripark har budt gæster velkommen siden 1969.
- I safariparken kan man opleve 500 forskellige dyr – heriblandt pensionerede cirkustigre og elefanter.
- Knuthenborg Safaripark har de seneste år udvidet massivt med overnatning i safaritelte og senest Evolutionsmuseet med dinosaurer og andre fortidsdyr.