Connect with us

Hvad søger du?

Nyheder

Destination Vesterhavet hædrer lokale ildsjæle med 3 nye turismepriser

Hvidbjerg Strand tildeles Destination Vesterhavets ny-indstiftede Award, Årets turismepris 2022. Med prisen følger en check på 25.000 kr.

Kristina Bundesen fra SPIRITZ, Lene og Steen Slaikjær, Hvidbjerg Strand, og Veronika (med næste generation på armen) og Honza Zak fra Twenty Twenty Coffee blev hædret med Destination Vesterhavets turismepriser 2022.
Kristina Bundesen fra SPIRITZ, Lene og Steen Slaikjær, Hvidbjerg Strand, og Veronika (med næste generation på armen) og Honza Zak fra Twenty Twenty Coffee blev hædret med Destination Vesterhavets turismepriser 2022. (Foto: Destination Vesterhavet)

Mens hovedprisen gik til Hvidbjerg Strand, blev det startup-virksomheden Twenty Twenty Coffee og eventen SPIRITZ der løb med henholdsvis Årets Turismeiværksætter og Årets Turismeinitiativ. 

Nytænkende, driftige ildsjæle og erhvervsaktører, som på afgørende vis bidrager til at udvikle turismen ved Vesterhavet skal anerkendes for, at de gør en forskel.

Det er tanken bag de nye turismepriser, som Destination Vesterhavet tirsdag aften har uddelt til tre markante lokalprofiler.

Således blev Hvidbjerg Strand, Blåvand, tildelt hovedprisen Årets turismepris, Årets Turismeiværksætter gik til Twenty Twenty Coffee, Hvide Sande, mens SPIRITZ fra Skjern blev kåret til Årets Turismeinitiativ. 

”Der har været stor opbakning omkring de nye priser, og det er en sand fornøjelse at stå med tre vidt forskellige aktører, som i hver deres skala er med til at styrke det samlede turismeproduktet i destinationen,” siger Peer Heldgaard Kristensen, direktør i Destination Vesterhavet.

“De lægger alle stor energi og idérigdom i at skabe oplevelser for vores gæster, skubbe kvalitetsturismen i den rigtige retning og sætte Destination Vesterhavet på landkortet. Det kommer man ikke sovende til,” siger han.

Motivationen for tildelingen af Årets turismepris til Hvidbjerg Strand, kredsede i høj grad om Vesterhavskendingens fokus på høj kvalitet, hjertevarm gæsteservice og ejernes, Lene og Steen Slaikjær, sans for, hvad der sker i markedet.

Samtidig hæver Hvidbjerg Strand hele tiden barren for innovativ turisme, hvor de gerne går forrest med nye projekter, der bidrager til at udvikle kvalitetsturismen og tiltrække nye købestærke målgrupper.

Klassiske eksempler er Strandhotellet i Vejers og Vejers Strandcamping, der kan medvirke til at øge turismeforbruget uden at gå på kompromis med naturbeskyttelsen.

Iværksættere fra Tjekkiet

Hvide Sande-kaffebaren Twenty Twenty Coffee blev æret med Turisme iværksætterprisen for at være en innovativ café, der matcher og tilpasser produkterne i tråd med gæsternes behov og løbende finder nye markeder.

Twenty Twenty Coffee er en ny og kvalitetsbevidst café, der er startet af et ungt par fra Tjekkiet, som faldt over, at der manglede et godt kaffested i Hvide Sande. Og så valgte de at starte det selv.

Spiritus-event

Turismeinitiativprisen gik til SPIRITZ, fordi de har skabt en event i indlandet med potentiale for vokseværk.

Eventen inddrager lokale producenter og deres råvarer, og det kan være kickstarten til at få de lokale produkter ud på destinationens spisesteder.

Eventen spås til at blive en årlig tilbagevendende virksomhed, der vil bidrage til at sætte vestjysk-produceret spiritus på Danmarkskortet, som noget ganske særegent for Vestjylland.

“Vi bliver indimellem kaldet “Bibelbæltet” i Ringkøbing-Skjern, men i virkeligheden er vi jo Whiskybæltet, for vi har vanvittigt mange dygtige lokale spiritusproducenter,” lød det med et smil fra borgmester Hans Østergaard, da han overrakte prisen.

Kristina Bundesen modtog prisen på vegne af spiritusfestivalen og fremhævede de mange frivillige, der havde medvirket til at få stablet festivalen på benene.

Samtidig afslørede hun, at man lokalt arbejder med planer om at lave en oplevelsesrute, hvor gæsterne får mulighed for at besøge de lokale spiritusproducenter – nøjagtig som man kender det fra whisky-ruter i fx Skotland.

Med Årets turismepris fulgte 25.000 kroner og med Årets Turismeinitiativ fulgte 10.000 kroner. Begge beløb skal doneres til et godt formål inden for turisme, mens prisvinderen af Årets iværksætterpris blev belønnet med et 1-1 rådgivningsforløb inden for forretningsudvikling og 10.000 kroner til virksomheden.

TV-vært Cecilie Beck var dagens moderator. Hun høstede mange grin hos publikum, da hun fortalte en personlig anekdote om et ophold i et feriehus ved vestkysten, hvor huset mildest talt ikke levede op til forventningerne. Flere publikummer - hvoraf mange var fra feriehusbranchen - ville have tv-værten til at afsløre, hvem den formastelige feriehusudlejer var. Den detalje fik vi dog ikke. (Foto: Kent Jensen)
TV-vært Cecilie Beck var dagens moderator. Hun høstede mange grin hos publikum, da hun fortalte en personlig anekdote om et ophold i et feriehus ved vestkysten, hvor huset mildest talt ikke levede op til forventningerne. Flere publikummer – hvoraf mange var fra feriehusbranchen – ville have tv-værten til at afsløre, hvem den formastelige feriehusudlejer var. Den detalje fik vi dog ikke. (Foto: Kent Jensen)

Priserne blev uddelt for første gang på Destination Vesterhavets turismekonference på FLUGT i Oksbøl, der blev afholdt tirsdag.

Turisme.nu var tilstede under konferencen, og vi arbejder på at færdiggøre en reportage fra dagen.

Fik du læst ...

Hotel

Jette Nielsen og Christian Outzen anede ikke, hvordan man driver et hotel, da de overtog den gamle skole i Løkken. I dag – syv...

Tendenser

Off-grid-resortet Stedsans gør bæredygtighed til business. Men det kræver tålmodighed, tid og penge. Og fremfor alt ægthed.

Outdoor

Det unge par har skabt en iværksættersucces i Nordvestjylland, hvor de sælger cykel- og vandreferier. Omsætningen er 30-doblet på få år.

Hotel

For et år siden åbnede Hotel Nyborg Strand en restaurant, der udelukkende er drevet af hotellets elever. Vi dykker ned i de første erfaringer.

Copyright © 2022 Turisme.nu

Turisme.nu

c/o Willmore

Ryesgade 106A, 2. th.

DK-2100 København Ø

Turisme.nu er tilmeldt pressenævnet