Connect with us

Hvad søger du?

Infrastruktur

CPH slår passagerrekord igen – 29 millioner passagerer i 2017

2017 blev det ottende år i træk med vækst i Københavns Lufthavn. Det blev også det mest travle år i lufthavnens historie med knap 29,2 mio. rejsende. Flere fløj direkte, og flere fløj langt, mens færre valgte at tage et indenrigsfly eller rejse via København og videre ud i verden.

Air India åbner en ny direkte rute mellem CPH og Delhi.
Air India åbnede første gang sin direkte rute mellem CPH og Delhi. Nu er ruten klar igen efter coronapandemien. (Arkivfoto)
By Jnpet (Own work) [CC BY-SA 3.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0) or GFDL (http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html)], via Wikimedia Commons

29 millioner passagerer benyttede CPH Københavns Lufthavn i 2017. Flere vælger at flyve langt og direkte, mens der var fald i transfer- og indenrigstrafikken. (Arkivfoto Jnpet CC BY-SA 3.0)

Der var travlt i terminalerne i Københavns Lufthavn i 2017. Med 29.177.833 passagerer kom CPH ud af året med en samlet vækst på 0,5%.Dermed har der været konstant vækst siden finanskriseåret 2009, hvor 19,7 mio. rejste igennem CPH. Siden 2009 har væksten i gennemsnit været på 5% årligt.

104.609 rejste på årets travleste dag

I 2017 var der 18 dage med flere end 100.000 rejsende gennem terminalerne.

Den 7. juli blev den mest travle dag i lufthavnens historie med 104.609 passagerer.

”Flere end 100.000 passagerer er det nye normale på de store rejsedage – og det har flyselskaberne og lufthavnens ansatte virkelig fået gearet hele organisationen og servicen til,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye i en pressemeddelelse.

I årets sidste måneder stilnede væksten dog af. December sluttede med 3,8% færre passagerer end december 2016. Men samlet endte året med vækst.

Flere flyver direkte – og langt

”Det seneste årti har tendensen været, at flere passagerer vælger at flyve direkte, når det er muligt, og tidspunktet passer. Det kan også aflæses i årets trafiktal, hvor antallet af lokalt afgående passagerer er vokset knap 3% til 14,5 mio.,” siger Thomas Woldbye.

Også de lange ruter havde vokseværk. 185.000 flere passagerer rejste på en af de interkontinentale ruter fra CPH direkte ud i verden, en stigning på 6%.

I 2017 åbnede nye ruter til New Delhi og Agadir (Marokko). Samtidig øgede flere flyselskaber antallet af afgange til Bangkok, Los Angeles og New York.

2018 byder på flere lange ruter, herunder Hongkong og Amman (Jordan). Desuden arbejdes der hårdt på yderligere ruter til Kina.

”Ser vi lidt bag tallene, er antallet af rejsende på ruterne til Kina vokset 5,3% til i alt 283.000. Ruterne til USA trives også godt med en vækst på 3,7% til 1.090.000 passagerer,” siger Thomas Woldbye.

Af andre destinationer kan nævnes Dubai, der er vokset 9,7% til 351.000 rejsende. Højdespringer er Canada, der er vokset 20,7% til 157.000 passagerer.

Air India åbner en ny direkte rute mellem CPH og Delhi.

En af de større nyheder fra CPH i 2017 var den nye Air India rute mellem CPH og Delhi. Ruten bliver betjent med en ny Boeing 787 Dreamliner. (Foto: Air India)

LÆS OGSÅ: Air India åbner direkte rute mellem Delhi og København

Færre fløj indenrigs og i transfer

Til gengæld faldt antallet af rejsende på indenrigsruterne 5,8% til 1.611.369. Det fald skal vendes til en stigning.

”Derfor har vi sammen med de regionale lufthavne og indenrigsflyselskaberne sat gang i en stor kampagne for at øge kendskabet til, hvor hurtigt og nemt det er at flyve rundt i Danmark – og dermed også, hvor nemt det er at flyve via CPH og videre ud i verden,” fortæller Thomas Woldbye.

På listen over top 10-destinationer ligger Aalborg dog stadig højt som nummer 6 med 861.236 rejsende.

Når det gælder transfer, var der også en negativ tendens i året, der gik. Antallet af transferpassagerer faldt 8,4% til 2.823.500. SAS står for 82% af transfertrafikken i CPH.

Fik du læst ...

Bæredygtig turisme

Drop skåltalerne om arbejdspladser og skatteindtægter. Kommuner, destinationer og private aktører bør i højere grad tænke lokalbefolkningen ind i turismeprojekter.

Maskinrummet

Iværksætter Katja Piil har gjort sin kærlighed til alpacaerne til sin levevej med Alpacapark. "Den største udfordring er at få udbredt kendskabet til parken,"...

Attraktioner

Home of Carlsberg vil tiltrække internationale gæster, men lige så vigtigt er det at blive en del af lokalsamfundet, fortæller direktør Tine Kastrup-Misir.

Camping & feriehuse

2023 ser overraskende positivt ud for campingpladserne. Fremover skal væksten dog hentes på nye forretningsområder, lyder det fra DK-Camps formand.

Copyright © 2022 Turisme.nu

Turisme.nu

c/o Willmore

Ryesgade 106A, 2. th.

DK-2100 København Ø

Turisme.nu er tilmeldt pressenævnet