Camping storhitter i Danmark og mange familier bliver hjemme for at nyde sommeren.
I 2020 valgte hver anden dansker at holde ferie i Danmark og det primære formål var at slappe af, lade op og nyde natur, strand, kyst og hav.
Ifølge VisitDenmarks image- og potentialeanalyse fra maj 2021 forventer tre ud af fire danskere også at holde ferie i Danmark i 2021 – og kyst og natur er det foretrukne valg.
I det lys har 12 campingpladser netop dannet en ny sammenslutning under navnet Camp Now.
Fælles værdier
Fælles for alle de foreløbig 12 pladser er, at de alle er selvstændige, uafhængige, familieejede pladser, hvor det ofte er muligt at møde ejere selv bag disken.
Pladserne prioriterer nærvær, hygge, ordentlighed, bæredygtighed og ikke mindst kvalitet.
“Vi har valgt at skabe dette samarbejde, da vi gerne vil arbejde sammen med andre pladser, der har samme værdier,” siger Jane Madvig Søndergaard fra Vejlby Fed Strand Camping, der er en af de deltagende pladser.
“Vi er i øjenhøjde med vores gæster og ved hvor vigtigt det er, at kvaliteten på vores pladser er i orden. Vi har alle et godt kendskab til vores lokalområde og deler gerne vores egne yndlingssteder med vores gæster.”
Camp Now kommer efter planen til at bestå af pladser fra hele Danmark og har planer om at udvide med flere pladser, der har de samme værdier.
Pladserne, der er gået sammen om at starte Camp Now op, er:
- Jylland: Ribe Camping, Stensager Strand Camping, Grønninghoved Strand Camping, Vestbirk Camping, Øster Hurup Camping, Grenaa Strand Camping, Bryrup Camping, Løkken Klit Camping og Hytteby, Klim Strand Camping, Råbjerg Mile Camping,
- Fyn: Vejlby Fed Strand Camping
- Sjælland: Vemmetofte Strand Camping

