Find os og følg os:

Hi, what are you looking for?

Attraktioner & museer

Brandvarm attraktion åbner på Københavns Havn

Copenhot er navnet på det nye udendørs ’Nordic Wellness Center’, der fra søndag giver gæsterne sved på panden, mens de nyder udsigten over Københavns Havn. Den nye attraktion med udendørs spa, sauna og sejlende hot-tubs skal skabe mere vinterliv på én af byens allerbedste pladser.

Af Lars Bo Axelholm, redaktør

Der findes ideér, der er så oplagte og indlysende, at man uvilkårligt tænker ’hvorfor er der dog ingen, der har tænkt på dét noget før…’ Sådan en idé er Copenhot, der med ejerens egne ord er et ’Nordic Wellness Center’.

Og placeringen på Ofelia Plads er så perfekt, at man næsten må knibe sig i armen.

Gæsterne kan vælge mellem at dase i et brændefyret åbent spabad eller hvis det skal være rigtig varmt hoppe ind i saunauen, der er udstyret med en glasvæg. Uanset hvad man vælger, så er udsigten prima. Endelig tilbyder Copenhot også sejlture i et sejlende spa-bad.

Kajak-Ole står bag

Bagmanden er Ole Agnholt Markdal, der måske vil være bedre kendt under øgenavnet Kajak-Ole, og han var for år tilbage bannerfører for at få havkajakker ind i Københavns Havn.

Markdal har de seneste tre år tilbudt sejlads i de flydende spa-bade med udgangspunkt fra Operaen – men nu rykker Markdal og hans kompagnon Thorbjørn Lunddal Froda aktiviteterne over på den anden side af havnen.

”Jeg har i de seneste tre år sejlet med alt fra polterabend’er til loge-medlemmer og glade turister. Og lige meget hvor koldt det er i vejret, så er det en varm oplevelse,” siger Ole Markdal.

Han forklarer, at Kvæsthus-selskabet fik øje på hans aktiviteter ved Operaen, og inviterede ham til at flytte aktiviteterne til Ofelia Plads. Simpelthen for at få skabt noget vinter-liv på den centrale plads.

”Jeg har ledt i tre år efter en god placering til aktiviteterne. Og det er lidt paradoksalt, at det skal være en udfordring at finde et sted, hvor der både er plads på land og i vandet. Nu er det lykkedes.”

Markdal forklarer, at han som pionér ofte støder på vanskeligheder, når han skal overbevise andre om sine idéer. Især når man pludselig vil til at sejle folk rundt i et flydende spa-bad.

”Sådan er det at være ’first-mover’. Folk ved ikke, hvad de skal sige til det, og der er altid lige en direktør, der skal kunne se logikken. Det giver udfordringer, når nyheden er unik og måske endda lidt surrealistisk, når man skal forholde sig til den. Men jeg vil sige, at både Københavns Havn og Søfartsstyrelsen har været meget flinke. ”

”Jeg var det samme igennem, da jeg var ’Kajak-Ole’. Det første svar fra Havnevæsenet var, at folk jo ville drukne i de kajakker. Så havkajakker i havnen, var en lukket dør. Men se i dag, der er havkajakker overalt. Men dengang i 1997 var det en ny måde at se byen på.”

Brændeopvarmet og saltvand

Ole Markdal har selv – i samarbejdet med en hollandsk leverandør – stået for udviklingen af de sejlende spa-bade.

”Vi bruger altså havnens rene saltvand, så du ikke sidder og indånder klor-dampe, og vandet er brænde-opvarmet. Gæsterne synes, det er hyggeligt, når de kan sidde i en sejlende spa og riste marsh-mellows,” griner Ole Markdal.

Med placeringen på Ofelia Plads er det oplagt, at gæsterne til et spabad på kajen er turister.

”Vi har haft snigpremiere, og havde forleden et belgisk ægtepar, der kom ned fra Admiral Hotel. De sad i spa’en et par timer og nød udsigten til Operaen. Bagefter sagde den kvindelige gæst, at det var det bedste, hun nogensinde havde prøvet. Så vi glæder os til at åbne.”

Copenhot afholder åbningsreception på søndag den 29/1 fra 11-15.

Copenhot er en efterårs- og vinter-attraktion og holder efter planen lukket i sommerferien.

Læs mere på Copenhots hjemmeside

 

Fik du læst ...

Analyse

De danske destinationer har i år måtte kæmpe hårdt om danskernes opmærksomhed. Vi går tæt på sommerens overnatningstal.

Ordet er dit

Det er på tide, at dansk turisme tænker mindre over, hvad der er smart og mere over, hvordan man skaber forretningsmæssigt bæredygtige digitale løsninger.

Bag kampagnen

I Covid-19s spæde begyndelse i Danmark trykkede Visit Lolland-Falster på knappen og lancerede deres kampagne ‘Det er måske ikke … men det er tæt...

Attraktioner & museer

Her i sommervarmen har de fleste sikkert lykkeligt glemt, at sommeren 2017 var ganske våd. Men trods regn og blæst lykkedes det for de...

Copyright © 2020 Turisme.nu. Turisme.nu c/o Willmore Lavendelstræde 17 C, 4. DK-1462 København K