I 2024 forventes Grønlands første nye internationale lufthavn at stå klar, og landet oplever allerede nu en stor efterspørgsel blandt gæster som ønsker at rejse til de grønlandske destinationer.
For at sikre at lufthavnene kommer hele Grønland til gavn, er det afgørende at landets byer og bygder kan imødekomme den nye efterspørgsel på en bæredygtig måde både socialt, økonomisk og miljømæssigt.
Det er baggrunden for en ny rammeaftale mellem Visit Greenland og Innovation Greenland.
Koordineret indsats
Rammeaftalen har til formål at sætte fokus på en koordineret og målrettet indsats på destinationsudviklingsområdet.
Det skal ske for at understøtte erhvervs- og turismeudviklingen lokalt, i et tæt samarbejde med de regionale erhvervs- og turismeråd, myndighederne og turismeerhvervet.
“Innovation Greenland har til formål at fremme Grønland som erhvervs- og investeringsland, for at udvikle erhvervsaktiviteter og tiltrække investeringer til landet. Via vores erhvervsrådgivning, har vi et særligt fokus på de landbaserede erhverv, herunder turisme,” siger Allan Chemnitz, manager i Innovation Greenland.
”Samarbejdet med Visit Greenland vil understøtte denne strategi, og sammen kan vi målrette vores indsatser på turismeområdet,” siger Allan Chemnitz.
Måske vil denne artikel også interessere dig:
Turister vil have plads og natur
På verdensplan ses en tydelig trend, særligt efter Corona-pandemien, som taler ind i netop det, som Grønland og særligt de mindre byer og bygder kan tilbyde: Få mennesker, masser af plads og stor natur.
“Vi skal bruge den øgede efterspørgsel smart, ved at skabe rammerne for at der kan udvikles flere oplevelsesprodukter i hele landet,” forklarer Visit Greenlands CEO, Anne Nivíka Grødem.
”I Visit Greenland har vi særligt fokus på at understøtte udviklingen af turismevirksomheder i byer og bygder, og derfor er det helt naturligt at indgå et koordineret samarbejde med Innovation Greenland. Ved at løfte i flok, benytter vi landets ressourcer bedst muligt,” siger hun.
Turisme.nu deltog i Vestnorden 2022, rejsemessen for Grønland, Færøerne og Island, der blev afholdt i Nuuk i september 2022. Læs meget mere om perspektiverne for turismens udvikling i Grønland i vores artikler fra Vestnorden her.
Fokus på yderdistrikter
I disse dage omsættes den indgåede rammeaftale til konkrete samarbejdsprojekter, med fokus på turisme- og erhvervsudvikling i yderdistrikterne.
“ Vi skal have fokus på hvad det er for en turisme vi ønsker lokalt, og være tydelige omkring hvad vores gæster kan blive en del af ved at besøge os.”
”Alle byer og bygder i vores land har nemlig en ægte og vigtig historie at fortælle, som kan omsættes til store og autentiske oplevelser for vores gæster,” siger Anne Nivíka Grødem.
Lokal virketrang skal drive udvikling
Mange af Grønlands mindre byer og bygder er bygget op af fanger- og fiskersamfund, med meget få indbyggere.
Det kan ofte gøre det vanskeligt at bygge rentable virksomheder op inden for andre erhverv, hvilket kan være skrøbeligt for økonomien i de små samfund.
Samarbejdet mellem Visit Greenland og Innovation Greenland vil derfor have et kommercielt fokus, som skal understøtte udviklingen af nye indkomster – og her er udvikling af turismen en oplagt mulighed.
“Når vi arbejder med erhvervsudvikling i Grønland, så ved vi, at det er vigtigt at tage udgangspunkt i at stimulere den lokale virkelighed, de lokale behov, og den lokale virketrang. For det er dét drive som vi sammen skal understøtte, for en bæredygtig udvikling af vores land,” forklarer Allan Chemnitz.

