Til en spørgeundersøgelse forud for et bestyrelsesseminar nævnte et medlem i sidste uge, at vi i den offentlige debat til tider opførte os, som om vi havde mindreværdskomplekser. Det føltes, alting taget i betragtning, som en god gammeldags mavepuster.
Af Jeppe Møller-Herskind, Vicedirektør Danmarks Restauranter & Cafeer
Vi kan i restaurationsbranchen hurtigt blive enige om, hvor skidt det står til.
I sammenligning med andre brancher er vi en lille fisk i et stort hav.
Og der skal råbes højt, hvis man skal til orde, medmindre det handler om Michelin-stjerner eller kinesiske kokke, som overnatter i baglokalet.
Så er der ikke så langt til forsiden.
Og som resultat af Covid-19 restriktioner og nedlukningen har vi netop gjort det mere og mere; Vi har råbt op.
Påkaldt politikerne deres respekt. For første gang i lang tid har vi som branche turde stille os op og fortælle, hvorfor vi også skal have anerkendelse og taletid.
Vores arbejdsvilkår er langt fra de bedste, og vores renommé kunne godt trænge til et re-brand.
Hertil synes de fleste af os, at politikerne marginaliserer branchen, og vi føler os devalueret, når man kalder det for hjælpepakker i stedet for kompensationspakker – når vi altså selv skal sige det.
Men hvis vi ser lidt objektivt på det, er der ikke kun ‘hår i suppen’ så at sige.
Nej(!) vi har også noget at være stolte af.
Verdens bedste restauranter ligger bl.a. i Danmark, og når Nørrebro udnævnes til det mest hippe kvarter i verden, så er det jo ikke, fordi kaffen er middelmådig.
For i restaurationsbranchen kan vi faktisk fortsætte med eksempler på, hvor gode vi som branche egentlig er, imens andre kan give endnu flere eksempler på det stik modsatte.
Hvad der lige præcis er pointen! Når vi nedgør os selv, nærer vi et gennemgående branchemindreværd.
”Og jeg skal ærligt erkende, at det har taget mig nogle år, før at jeg med stolthed i stemmen og rank ryg kan fortælle, at jeg arbejder i restaurationsbranchen. Som i øvrigt ofte modsvares med et spørgsmål om, hvornår jeg skal have et rigtigt job.”
Jeppe Møller-Herskind
For når alt kommer til alt, vil vi som branche gerne tage ansvar – både over for vores gæster, vores medarbejdere, vores leverandører og vores samfund og miljø.
Vi arbejder kontinuerligt med FN’s verdensmål, for at minimere madspild, bruge bæredygtige råvarer og emballage og gøre en forskel der, hvor vi kan- selv med vores små marginer i det store verdensbillede.
Det er i restaurationsbranchen så meget en selvfølge, at vi glemmer, hvad det egentlig er værd.
Ansvarlighed er nemlig en global mangelvare – socialt, økonomisk, og politisk.
Når ansvarlighed netop er en af branchens grundlæggende byggesten, så skiller vi os markant ud på identitetsbarometeret.
Mest fordi ansvarlighed hverken kan postuleres eller kopieres.
Gud nåde og trøste den restaurant, som skulle blive afsløret i at sælge kylling fra en burhøne eller suppe, som var købt færdiglavet i Netto.
Ansvarlighed bunder i et særligt menneskesyn og tilgang, som opbygges gennem mange år.
I min organisation har vi allerede taget de første spadestik, bl.a. med lanceringen af REGA1 , tilbud om pension til timelønnede, sundhedsforsikring og videreuddannelse.
Vi mener det faktisk så seriøst, at vi har skrevet det ind i vores vedtægter. Intet mindre.
Med den værdi og smule storhedsvanvid i bagagen kunne vi måske ligefrem erobre hele verdenen med vores gastronomi, tilgang til råvarer og medarbejdere.
Ret ryggen!
Kunne vi i restaurationsbranche drømme om, at vi rettede ryggen – i stedet for at bøje nakken.
At vi identificerede os selv som en branche- eller måske ligefrem et erhverv- med nogle grundlæggende værdier og tilgange til medarbejdere og forskellige kulturer, som resten af Danmark og måske hele verden kunne lære lidt af?
Op på den note tænker du sikkert, hvorfor er der et billede af Pippi Langstrømpe og hendes hest?
Når politikere og andre organisationer kigger på mig og Danmarks Restauranter & Cafeer, tænker jeg nogle gange, at de ser Pippi.
En lille mindrebemidlet og højtråbende organisation, som ikke passer ind systemets præfabrikerede politisk korrekte normer.
Men præcis ligesom Pippi kan vi sagtens løfte hele branchen og bære det ansvar, der følger med.
Og står valget imellem voksende mindreværd eller en smule storhedsvanvid, så vil jeg anbefale det sidste.
Alt andet ville nærmest være uansvarligt.
Tak til Mensch for inspiration til min artikel
- REGA- er en forkortelse for restauratørernes garantiordning som er en sammenslutning af restauratører som arbejder med verdensmål (regadk.dk)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg i Ordet er Dit skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg og kronikforslag kan sendes til redaktion@turisme.nu
