Med muligheden for at sortere resultater efter flyveturens CO2-udledning vil Momondo.dk hjælpe rejsende til bedre at forstå CO2-aftrykket, når der skal bestilles flybilletter.
I 2020 holdt verden som bekendt næsten op med at rejse.
FN’s turismeorgan, UNWTO, har anslået, at den internationale turisme er banket 30 år tilbage, og VisitDenmark forudser, at vi skal helt frem til 2023, før turismen har rejst sig til niveauet før krisen.
Og man behøver bare se på afgangstavlerne i de danske lufthavne for at forstå krisens omfang.
Nu viser en ny undersøgelse, som rejsesøgemaskinen Momondo står bag, at 61% af danskerne vil fokusere mere på vores klimaaftryk, når vi begynder at rejse igen.
Men syv ud af ti danskere mangler information om mere klimavenlige rejsevalg.
Nøgleindsigter fra undersøgelsen
- 56 % siger, de forsøger at rejse bæredygtigt
- 61 % siger de tror, de vil fokusere mere på klimaet og måder at mindske miljøbelastningen fra flyrejser, når de begynder at rejse efter corona-udbruddet
- 71 % siger, de mangler bedre information og vejledning til at træffe mere bæredygtige valg, når de søger efter deres rejser
- 45 % af danskerne er villige til at betale ekstra for produkter og ydelser der er mere klimavenlige
- (Kilde: Norstat for Momondo)
Pris, rejsetid eller CO2-udledning
For at møde behovet for rejserelateret klimainformation lader Momondo nu danskerne sortere fly efter, hvor meget CO2 en flyvning udleder – altså et ‘filter’ til ud over dem, man allerede kender som prissortering og sortering på rejsetid.
“Rejser åbner vores syn på verden, men vi ved også at rejser har en effekt på miljøet,” siger Per Christiansen, Momondos danske talsperson.
“Mange danskere ønsker bedre information om, hvordan de kan rejse mere bæredygtigt – og her ser vi vores CO2-sortering som et vigtigt første skridt mod at gøre det mere gennemskueligt.”
“Der er så mange faktorer, der påvirker en flyvnings CO2-udledning, at det er næsten umuligt for rejsende at regne det ud selv.”
“Vi ønsker at skabe transparens om CO2-aftrykket, når vi rejser, ligesom vi gør omkring prisen, og på den måde klæde danskerne bedre på til at træffe mere bæredygtige valg på rejsen,” siger han.
“Vi ønsker at skabe transparens om CO2-aftrykket, når vi rejser, ligesom vi gør omkring prisen…”
Per Christiansen
Med at vælge søgefilteret ‘mindst CO2’ får man sorteret sine rejseforslag ud fra, hvor meget CO2, den enkelte flyvning udleder.
I søgeresultatet kan man se den gennemsnitlige mængde CO2-udledning pr. person for alle flyruter, samt hvor meget CO2 det enkelte fly udleder pr. person og hvor mange procent, det er i forhold til gennemsnittet.

CO2-sorteringen er udviklet i samarbejde med den tyske non-profit organisation, Atmosfair.
“Vi er glade for partnerskabet med Momondo, fordi det gør kulstofaftrykket fra rejser synligt for flere mennesker,” siger Atmosfairs head of business development and communications, Rainer Bruns.
“Vi dækker 97 procent af verdens luftfartsindustri for at kunne give præcise udregninger. Vi inkluderer også andre effekter ud over blot CO2, fx CO2-ophobning og de skyer, der dannes.”
“Det betyder, at det aftryk, vi udregner for en flyvning, er højere, end hvad de fleste flyselskaber viser, da vi tager det fulde klimaaftryk med,” siger han.
Artiklen fortsætter under fotoet
Villige til at betale for klimavenlighed
Selv om danskerne savner mere information om mere bæredygtige rejsevalg, så er mange af os – ifølge Momondos analyse – klar til at handle for at reducere vores miljøaftryk – også selvom det koster ekstra.
45% af danskerne svarer, at vi er villige til at betale ekstra for produkter og ydelser, som er mere klimavenlige.
Overraskende nok er de unge mellem 18 og 22 år de mindst betalingsvillige, hvorimod dem over 65 år er mest villige til at betale for mere klimavenlige valg.
Der er dog stadig visse barrierer, når det kommer til at træffe mere klimavenlige rejsevalg.
20% svarer at det er for tidskrævende at bruge mere bæredygtige rejsealternativer, mens 18% savner generelt bæredygtige rejsemuligheder. 17% mener, det er for dyrt at rejse mere klimavenligt.
Om undersøgelsen
Momondo har spurgt 1010 danskere mellem 18 og 79 år og vægtet efter den danske befolkning ift. alder, køn og geografi. Dataindsamling fandt sted mellem 2. og 6. september 2020 via Norstat.