Connect with us

Hvad søger du?

turisme.nuturisme.nu
Jesper Bækgaard (Foto: Stine Sophie Winkel)
Jesper Bækgaard er markedsføringschef i VisitNordsjælland. (Foto: Stine Sophie Winkel)

Ordet er dit

Nye værdier i turismen, men hvilke?

Gæsterne er ikke de samme som i 2019, og hvis vi fortsætter med at hælde den samme vin på de samme flasker og camouflere det med, at etiketten er opdateret, så kommer vi ikke stærkt ud af krisen.
Jesper Bækgaard skriver Ordet er dit.

Vi står ved en skillevej. Vi har besejret coronaen (indtil videre), men har nu fået en ny udfordring i form af inflation, højere renter, energikrise og usikkerhed om, hvordan krigen i Ukraine udvikler sig. På kun to år er den internationale turisme i Danmark banket ca. 40 år tilbage. Hvordan kommer vi videre, og hvad lærte vi egentligt af to års nedlukning?

Af Jesper Bækgaard, markedsføringschef, VisitNordsjælland

Vi ved alle, at behovet for at navigere agilt og være omstillingsparat er vejen frem, og at gæsterne har kastet deres kærlighed på kyst- og naturproduktet.

Men lad os nu tage en tur op i helikopteren, for hvad blev der så af den store gennemgribende evaluering af den største krise indenfor turismen, som vi netop har været i gennem?

Hvad har vi lært af den? Hvordan skal vi tackle den internationale turismeindsats i Danmark?

Turisme anno 2019

Den dagsorden, som prægede dansk turisme for lidt over to år siden, synes til tider meget, meget langt væk, og det kan være svært at huske, hvad der prægede debatten i 2019.

VistiDenmark skrev i deres årsberetning 2018-2019, at man nu på sjette år i træk vækster, og at VisitDenmark er aktive i Europa, Nordamerika og Asien.

Wonderful Copenhagen har gang i det niende vækstår i træk – imponerende. Der arbejdes på tiltrækning af krydstogsgæster, og succeskriterierne er bl.a. tiltrækning af nye flyruter og markedsføring på det kinesiske marked.

Generelt slikker hele turisme-Danmark sig sulten om munden med udsigt til at en voksende middelklasse i Indien og Kina, som snart kommer forbi, og tyskerne lejer sommerhuse langs kysten.

Det går rigtig, rigtig godt i dansk turisme.

En slange i ferieparadis

I 2019 begynder fortællingen også at få en slagside.

Der er stigende utilfredshed blandt lokale om overturisme, og selvom problemet er mest udtalt – og erkendt – i København begynder resten af landet også at kunne genkende problemstillingen.

Vadehavets unikke økosystem er på vej til at udvikle sig til et fintmasket mountainbike-stisystem.

Ja. Det er godt at røre sig. Men selvsagt ikke på bekostning af planter og dyr.

Overturismen er nu blevet et begreb, og hovedstaden er blevet en doughnut – en by, hvor centrum er det sidste sted, de lokale kommer. Tømt for alt andet end turister.

Men overturismen er ikke det eneste problem i 2019.

Den grønne dagsorden banker på, og som branche nåede vi at erkende, at vi stod med en udfordring og et endnu større ansvar.

Men bedst som problemstillingerne er identificeret, tager coronaen over, og alt handler nu om overlevelse, hjælpepakker og et udtalt ønske om at vende tilbage til de gode gamle dage – og helst så hurtigt som muligt.   

Best practice – Next practice

I 2020 og nogenlunde halvvejs gennem coronakrisen udgiver hollandske CELTH (The Centre of Expertise Leisure, Tourism and Hospitality) en rapport, som angiver fire scenarier og naturlige udgange på krisen.

  1. Business as usual: Muskelhukommelsen tager over, og det er en lynhurtig retur til både de muligheder, men også problemer, som kendetegnede turismen i 2019, dvs. forsat vækst men også massiv overturisme og en akut grøn dagsorden som harmonerer dårligt med fortsat vækst i besøgsøkonomien.
  • Survival of the fittest: Besøgsøkonomien kollapser og kun de største OTA´er (online travel agency) er tilbage og kan tilbyde rejser til de mest ressourcestærke turister. Flertallet har ikke længere ressourcer til at kunne rejse som vi kender det fra før krisen. Scenariet er blevet særlig aktuelt efter krigen i Ukraine med inflation og stigende brændstofpriser. 
  • Ansvarlig turisme: Gæsten er blevet mere bevidst om konsekvenserne af turismen som branche og tager mere bevidste og ansvarlige valg. Gæsterne vælger målrettede destinationer i nærheden, hvilket dæmper den uhæmmede vækst i international turisme før krisen.
  • Business as unusual: Total revolution indenfor turisme, både hvad angår produkter og tjenester og dermed også indtægts-, udnyttelses- og ledelsesmodeller 

Hvor står vi så nu?

Ifølge rapporten fra CELTH vil vi først for alvor i 2025 kunne bedømme, hvordan branchen navigerede sig ud af coronakrisen, og hvilke af de fire veje, som blev resultatet.

Vi kan velsagtens se og genkende eksempler på alle fire scenarier allerede nu, og ikke kun ét scenarie er gældende.

Vi må ikke hænge fast i en forestilling om, at vi kan genskabe 2019 ud fra en ’Business as usual’-logik.

“Vi må ikke hænge fast i en forestilling om, at vi kan genskabe 2019 ud fra en ’Business as usual’-logik.”

Jesper Bækgaard

Gæsterne er rykket videre. Enten har gæsterne skiftet fokus som følge af inflationen og stigende brændstofpriser, og den grønne dagsorden er i mellemtiden blevet en hygiejnefaktor.

Mest interessant er selvsagt de nye forretningsmodeller, som kan revolutionere og gentænke turismeproduktet.

Hvor er de? Og hvordan kan vi indenfor turismen hjælper dem frem?

Hvis vi forsat skal være agile og omstillingsparate, så er der behov for et fremtidsråd eller en tænketank, som arbejder med scenarier for fremtidens turisme.

Både om gæster, produkter og nye forretningsmodeller. 

Værdiskabende gæster #2

I Danmark afventer vi stadig en national strategi, og ifølge rygterne vil netop den grønne omstilling fylde endog rigtig meget i strategien, og det hilser vi velkommen.

Særligt, hvis vi kan få omformuleret, at værdiskabende gæster ikke blot er et spørgsmål om antal gæster, men mere at vi skal gå efter et højt døgnforbrug, og hvilket grønt aftryk turisten efterlader.

Ressourcestærke gæster har altid været velkomne, men vi skal sørge for, at de kan bidrage til en mere ansvarlig turisme, eller at de som minimum efterlader lokalområdet i samme stand, som da de kom.

Gæsterne er ikke de samme som i 2019, og hvis vi fortsætter med at hælde den samme vin på de samme flasker og camouflere det med, at etiketten er opdateret, så kommer vi ikke stærkt ud af krisen.

Verden har forandret sig, gæsterne har forandret sig.

Men hvor meget har dansk turisme forandret sig?


Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg i Ordet er Dit skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg og kronikforslag kan sendes til redaktion@turisme.nu


Måske vil denne artikel også interessere dig:

Fik du læst ...

Camping & feriehuse

Undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at næsten to tredjedele af danskerne vil holde sommerferie herhjemme. Fremtidsforsker spår camping en stor fremtid.

Ordet er dit

Turismeforsker Matias Thuen Jørgensen fremhæver væsentlige pointer og problemstillinger i den nye nationale turismestrategi.

Analyse

Tårnhøj inflation, krig i Ukraine og corona-spøgelset spiller ind: Mere end hver fjerde dansker har stadig ikke besluttet, hvad sommerferien skal indeholde. Det viser...

Politik

Vestkysten er den helt store motor i dansk kystturisme, så hvorfor fylder den ikke mere i den nationale strategi, spørger Peer H. Kristensen.