Efter en opfordring fra skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt sætter erhvervsorganisationen Horesta og Organisationen Danske Museer (ODM) sig nu sammen for at drøfte en længerevarende konflikt om museernes skattepligt, skriver Altinget.
Mødet skal bane vejen for fælles løsningsforslag til ministeren, efter at Skattestyrelsen har konkluderet, at museernes skattefritagelse på indtægter fra blandt andet bryllupper, konfirmationer og restaurantsalg er i strid med gældende regler.
Jakob Engel-Schmidt ønsker at se forslag til en model fra branchen selv, før der tages politisk stilling.
“Jeg vil derfor opfordre branchen til at gå i direkte dialog med eksempelvis Horesta for at afsøge mulige løsningsforslag, som jeg i givet fald vil være meget positiv over for,” skriver skatte- og vækstministeren til Altinget.
Horesta rakte ud til Danske Museer umiddelbart efter opfordringen for at drøfte gråzonerne og skillelinjerne mellem almindelig museumsdrift og kommercielle aktiviteter.
Horesta mener, at grænsen går ved arrangementer som bryllupper og selskabspakker, som bør beskattes på lige fod med hoteller og restauranter.
Fra museernes side understreger Organisationen Danske Museer (ODM) derimod, at grundlæggende museumsdrift har ændret sig over tid, og at det almennyttige formål skal være udgangspunktet, da museerne alene tjener penge for at skabe bedre museer.
Parterne forventes at afholde deres første møde inden for meget kort tid.

