En af dansk destinationsturismes mest markante profiler skifter arbejdsgiver ved årsskiftet. Lindy Kjøller stopper som destinationschef i Visit Lolland-Falster for at tiltræde en nyoprettet stilling som udviklingschef i Visit Sydsjælland & Møn.
Det oplyser både Lindy Kjællers nuværende og kommende arbejdsgivere i to pressemeddelser.
Efter syv år i Visit Lolland-Falster – heraf de seneste fire år som destinationschef – har Lindy Kjøller valgt at fratræde sin stilling ved udgangen af 2026. Skiftet falder sammen med, at Visit Lolland-Falster har indgået nye fireårige partnerskabsaftaler med Lolland og Guldborgsund Kommuner for perioden 2027-2030.
“Jeg er stolt af det, vi har bygget op sammen med erhvervet og kommunerne. Med de nye partnerskabsaftaler er retningen sat, og det er et naturligt tidspunkt for mig at give stafetten videre. Stor tak til såvel kolleger som Lolland-Falsters turismeaktører for et godt samarbejde,” siger Lindy Kjøller.
Hos Visit Lolland-Falster møder beslutningen stor anerkendelse for det opbyggede fundament:
“Lindy har løftet et stort stykke udviklingsarbejde og givet os et godt fundament at bygge videre på. Det skal han have stor tak for,” siger Mikkel Wesselhoff, administrerende direktør i Visit Lolland-Falster og Business Lolland-Falster.
Central rolle i ny satsning i Køge
Pr. 1. januar 2027 tiltræder Lindy Kjøller i sin nye rolle som udviklingschef hos Visit Sydsjælland & Møn. Her får han blandt andet et centralt ansvar for den nye turismeindsats i Køge Kommune, som selskabet fra 2027 varetager i samarbejde med Wonderful Copenhagen.
“Vi er både utrolig glade og stolte over, at en så stærk profil i dansk turisme har valgt at blive en del af vores hold. Køge bliver en både spændende og krævende opgave, og Lindy er den profil, vi allerhelst ville have til at stå centralt i den indsats. Men ansættelsen handler om mere end Køge. Vi får en stærk udviklingsprofil ind i organisationen, som bliver en gevinst for hele destinationen,” forklarer Martin HH Bender, direktør i Visit Sydsjælland & Møn.
Lindy Kjøller har en lang karriere i turismeerhvervet bag sig, hvor han ud over arbejdet på Lolland-Falster tidligere har været salgs- og marketingdirektør i Rederiet Danske Færger A/S. Han har desuden siddet i styregruppen for det nationale VisitData-projekt og været bestyrelsesmedlem i Danske Destinationer.
“Efter syv år føles det som det rigtige tidspunkt at prøve noget nyt. Jeg glæder mig virkelig til at blive en del af Visit Sydsjælland & Møn. Det, der gør turismeudvikling både svært og spændende, er, at vi skal skabe gode oplevelsessammenhænge på tværs af virksomheder. Jeg har stor erfaring med udviklingsprojekter, med at skaffe finansiering og med at arbejde datadrevet. Det glæder mig til at tage med ind i arbejdet,” siger Lindy Kjøller.
Blå bog: Lindy Kjøller
- Uddannelse: Cand.merc.int. fra Handelshøjskolen i Aarhus (1987-1993).
- 2022-2026: Destinationschef, Visit Lolland-Falster.
- 2019-2022: Udviklingschef (Chief of Development), Visit Lolland-Falster.
- 2018-2019: Direktør og indehaver, Dansk Ø-ferie.
- 2010-2018: Salgs- og marketingdirektør, Danske Færger A/S.
- 1996-2010: Forskellige leder- og salgsposter hos Scandlines A/S og DSB Rederi.
- Tillidshverv: Tidligere bestyrelsesmedlem i Danske Destinationer samt involveret i VisitData, Dansk Cykelturisme m.fl.
