Torben Kylling Petersen tiltrådte stillingen som administrerende direktør den 1. januar 2024, hvor han delvist rykkede de sønderjyske rødder op og flyttede arbejdslivet til Hvide Sande.
Men det geografiske skifte har ikke kunne falde i hak med familielivet, og Torben Kylling Petersen har derfor sidste dag i jobbet den 4. september 2024.
Det er anden gang på få år, at Destination Vesterhavet må sige farvel til sin topchef efter få måneder. I 2020 måtte den daværende direktør, Liv Thøger Aldahl, forlade posten efter blot seks måneder.
“Danmarks største kyst- og naturdestination er inde i en forrygende udvikling, som jeg er glad for at have været en del af.”
“Men direktørjobbet kræver stort nærvær og fleksibilitet, og det hænger desværre ikke sammen med mine personlige forhold,” siger Torben Kylling Petersen i en pressemeddelelse.
Han uddyber:
”Vi har som familie haft alle intensioner om at rykke vores fælles base fra Sønderjylland til Vestjylland, men vi må konstatere, at det ikke er lykkedes for os. Min ægtefælle har ikke fundet relevant beskæftigelse, og det er vigtigt for mig, at hverdagen fungerer for os begge,” siger Torben Kylling Petersen, som er taknemmelig for det korte, men gode samarbejde med turistaktørerne og ønsker alt det bedste for destinationen og de dygtige medarbejdere.
Ærgerlig bestyrelsesleder
Bestyrelsesleder i Destination Vesterhavet, Lisbeth Valther, siger om fratrædelsen:
”Jeg er ærgerlig over Torben Kylling Petersens beslutning.”
“Torben, bestyrelsen og jeg har haft et fint samarbejde, men jeg anerkender også hans prioritering. Beslutningen ændrer ikke ved de tiltag, vi arbejder med, herunder at udvikle en bæredygtig helårsturisme. Turismen ved Vesterhavet spiller en stor rolle i at opretholde velfærden og udvikle vores lokalsamfund. Erhvervet er vigtigt for beskæftigelsen og samfundsøkonomien, så det skal have fuldt fokus.”
Rekrutteringen af en ny topchef i destinationen er sat i gang. Forventningen er, at en ny administrerende direktør kan findes inden for nogle måneder.
I overgangsperioden rykker bestyrelsesleder Lisbeth Valther tættere på den daglige drift, indtil en ny direktør kan begynde i jobbet.

