Man skal være lidt heldig, hvis man skal fange Anne-Vibeke ’Rejser’ Isaksen til et interview, eftersom hun sammen med sin kamera- og ægtemand Rasmus Schønning rejser halvdelen af året. Men det lykkedes.
Midt imellem en tur til tyske Rügen og et flodkrydstogt på Rhinen og Mosel har vi fundet et hul i kalenderen.
Ud over at være på fornavn med alle Danmarks rejseglade i programmet ’Anne-Vibeke Rejser’ på tv-stationen DK4, er Anne-Vibeke også landsformand for Dansk Camping Union.
En forening med 50.000 medlemsfamilier, der varetager campisternes interesser på samme måde som FDM er en forening for bilisterne.
DCU driver samtidig 20 campingpladser fra Rønne til Skagen, og foreningen fylder 100 år i 2026. Men selv om camping er populært som nærmest aldrig før, så venter der store udfordringer.
Der er brug for en kulturændring – i DCU men også i campingbranchen generelt – mener Anne-Vibeke Isaksen. Og som landsformand vil hun gerne stå i spidsen for at løse udfordringerne.
Campingdronningen
Men lad os lige begynde med at få kælenavnet på plads.
Allerede i 2008 bliver Anne-Vibeke omtalt som Danmarks campingdronning i en artikel i Jyllands-Posten.
Men i virkeligheden har kælenavnet flere år på bagen, husker hun.
”Det var faktisk tv-vært Mikkel Beha Erichsen, der første gang omtalte mig som campingdronning på Godmorgen Danmark på TV2,” fortæller Anne-Vibeke.
Artiklen fortsætter under fotoet

”Vi har jo haft vores børn med på rejser over hele verden – og den samme opvækst havde Mikkel Beha Erichsen, da han sejlede med sin far Troels Kløvedahl. Så han kunne om nogen sætte sig ind i den måde, vi har valgt at leve vores liv …”
Så ’campingdronning’ har du hængt på i mange år – men er du overhovedet glad for kælenavnet?
”Ja … selv om jeg aldrig kunne finde på selv at omtale mig som campingdronning. Men det er da et bedre navn end ‘Camping Kirsten’,” siger Anne-Vibeke, mens hun nærmest er ved at flække sammen af grin.
Superoptimisten
Anne-Vibeke er født og opvokset i Ansager i Vestjylland, i dag bor familien i et hus direkte ud til Roskilde Fjord.
Én af den slags boliger, der giver en ejendomsmægler våde øjne, når det kommer til salg, (og det gør det ikke, red.)
Fra terrassen kan man gå direkte ud på badebroen og hoppe i vandet eller tage en tur i kajak eller Stand Up Paddleboard. Det perfekte sted at koble af mellem rejserne.
Mens vi drikker kaffe fra stemplekanden, har Rasmus travlt med at redigere næste tv-udsendelse til DK4 i det studie, som er indrettet i en afdeling af huset.
”Jeg er den type, der aldrig kan sidde stille, og vi arbejder jo nærmest altid.”
”Men det føles jo ikke som arbejde, når du er så privilegeret, at du kan få lov til at lave dét, du elsker. Selv når vi har sagt godnat til hinanden om aftenen, så kan der dukke en idé op, som lige skal vendes,” siger Anne-Vibeke.
Begejstring ad libitum
Anne-Vibeke kalder sig selv for både ’tids- og superoptimist’.
Og så vil hun først og fremmest gerne dele sin begejstring over at rejse med sit publikum. Hun har endda et ’begejstrings-spring’, som hun gerne bruger i sine tv-programmer.
Men coronapandemien har trods alt været en stor mundfuld, også for hende.
”Der er normalt ikke noget, der kan stoppe mig…”
”Men det er saftsuseme svært at lave rejseprogrammer, når du ikke må rejse. Det er jo fuldstændig ude af vores hænder. Så på den måde er vi samme båd som rejsebranchen.”
Det er saftsuseme svært at lave rejseprogrammer, når du ikke må rejse …
Anne-Vibeke Isaksen
Ud i alle hjørnerne
Men heldigvis begynder det at lysne.
Om få dage går turen til Mosel og Rhinen, hvor der venter et flodkrydstogt – og Anne-Vibeke glæder sig ’som et lille barn til juleaften’.
”Jeg elsker at rejse i Danmark, og vi har altid lavet rejseprogrammer herhjemme, så det er altså ikke kun på grund af corona, at vi er begyndt at lave programmer med skønne steder i Danmark.”
”Men vi producerer 20-25 programmer om året, og efter halvandet år, hvor grænserne har været lukket, bliver det trods alt lidt svært at finde på mere at berette herhjemme fra. Vi har efterhånden været godt og grundigt ude i alle hjørnerne,” siger Anne-Vibeke.
Afsted som 17-årig
På en væg i Anne-Vibeke og Rasmus’ kontor hænger et europakort og et verdenskort.
Hver gang familien har besøgt et nyt sted, kommer der en ny nål på kortet.
Det begynder at være svært at finde plads til flere nåle på europakortet.
Sammenlagt har familien Isaksen-Schønning haft så mange rejsedage, at det svarer til 30 år.
”Jeg rejste første gang hjemmefra, da jeg var 17 år. Jeg rejste til Frankrig og Belgien for at blive au-pair. Jeg pakkede min rygsæk og så kørte min far mig til toget i Lunderskov, og så har jeg ikke været hjemme siden,” siger Anne-Vibeke og slår igen smittende latter op.
”Da jeg tog afsted, var det for at lære sprog.”
”Jeg har let ved sprog, og jeg ville bare gerne væk fra den lille flække, jeg var vokset op i, ”
”Altså … jeg kan ikke sige et ondt ord om Ansager, men da jeg var 17 år, var det altså bare et hul i jorden, som jeg skulle væk fra.”
Et højt energiniveau
Du taler om ungdommens rejsetrang, som mange sikkert kan genkende. I har jo som ægtepar og familie nærmest rejst uafbrudt, så hvor kommer dét fra?
”Jamen … vi kan ikke lade være. Vi er begge to meget nysgerrige og har et højt energiniveau. Og så elsker jeg at møde nye mennesker i hele verden. Her under corona har vi nærmest været fysisk utilpas over, at vi ikke kunne rejse.”
”Men jeg vil sige, at der kun er én person, jeg kan takke for det, og det er Stig Hasner på DK4. (TV-producent og ejer af DK4, red.)
”Det er ham, der skaber mit rum på DK4, hvor han siger; ’jamen, det er sgu’ godt, det I laver. Seerne tager godt imod det .. så bare kom med det …’”
”Hvis ikke Stig havde troet på det, så havde jeg ikke siddet her i dag. Jeg kan takke Stig for alt.”
Ideer til 300 år
I har rundet 500 rejseprogrammer på DK4 og rejst i hvert et hjørne af verden. Hvordan kan I blive ved med at finde på?
”Hvor er det fedt, du spørger om det. For jeg håber, jeg bliver 300 år, for vi har en liste så lang,” siger Anne-Vibeke og slår ud med armene.
”Man siger, at verden bliver mindre og mindre. Men hver gang jeg har været et sted, så får jeg lyst til at komme tilbage og bruge noget mere tid. Så i stedet for at vi får sat hak ved et sted, så bliver listen bare længere og længere.”
3 ting, du sikkert ikke vidste om Anne-Vibeke (Rejser) Isaksen
”Jeg er gået i gang med at skrive på en gammel idé om en lave en børnebogsserie om Brumbassen Bulder Buller. Min mand fortalte altid godnathistorier til ungerne om Brumbassen Buller, og han er helt fantastisk. De historier drømmer vi om at få skrevet ned og udgivet.”
”Jeg har rejst i hele verden, og folk synes, jeg er så sej, men jeg kan nærmest ikke pille en splint ud af fingeren uden at besvime. Jeg kan slet ikke tåle synet af blod, og jeg får kvalme og opkastningsfornemmelser allerede i venteværelset hos tandlægen … Jeg er virkelig presset på den front.”
”Jeg KAN faktisk godt være stille … specielt om morgenen. ”
Maskinrummet
Ud over at være det nok mest kendte ansigt på DK4 er Anne-Vibeke Isaksen som nævnt også landsformand i Dansk Camping Union.
En post hun blev tilbudt efter fem år som mediechef samme sted.
”Som mediechef skulle jeg modernisere DCU’s kommunikationsplatforme – magasin, online, sociale medier og en app. Det var både sjovt, udfordrende og meget lærerigt. Og det førte så til, at hovedbestyrelsen spurgte, om jeg ville være landsformand,” husker hun.
”Jeg har fået lov til at komme ind i et stort maskinrum, hvor jeg kan arbejde med at få camping til at blomstre endnu mere, og det er virkelig spændende.”
“At jeg så også lige ramler ind i en tid, hvor camping er dét, alle taler om, det er jo bare held. Godt hjulpet på vej af coronaen, desværre …”
Artiklen fortsætter under fotoet

En kæmpe udfordring
Den opgave, som Anne-Vibeke skal løfte for DCU, minder om den udfordring, som mange andre foreninger står over for.
”DCU skal genopfinde sig selv,” siger hun.
”Hvordan får vi danskerne til at melde sig ind og undgå, at de melder sig ud. Det er en kæmpe udfordring. Det handler også om, at camping som ferieform har rigtig mange fordomme, og det er vi nødt til at arbejde med,” siger Anne-Vibeke.
Ud over at vinde medlemmer og forhindre, at allerede eksisterende medlemmer stempler ud, er der også en dybere udfordring.
Den tabte generation
Anne-Vibeke kalder det kampen om at vinde ’den tabte generation’.
”Efter finanskrisen kom der en æra af lavpris-flyselskaber. De gjorde det lettere og billigere for mange unge at flyve ud i verden, i stedet for at tage på interrail eller camping. På den måde mistede camping en hel generation,” forklarer hun.
”Men nu er vi ved at få dem tilbage igen – blandt andet takket være coronaen.”
”Vi ser de unge ombygger gamle folkevognsrugbrød til camper-vans, de tager på campingtur på en Christiania-cykel forsynet med solceller, fordi de vil være CO2-neutrale. Og samtidig åbner Naturstyrelsen for overnatning i yderligere 70 skove.”
”Så hele trenden med at tage ud i naturen er eksploderet. Se bare alle de kendte, der pludselig tager på camping …”
En nødvendig kulturændring
Trenden taler altså for camping, men hvad er det, DCU skal gøre anderledes?
”Det er først en intern turnaround i forhold til it-løsninger, hvor man slet ikke er fulgt med. Men det er også en dybereliggende kulturændring.”
Anne-Vibeke forklarer, at hun gerne stiller sig i spidsen for en kulturændring, hvor man i DCU og campingbranchen generelt åbner sig for nye ideer og hylder den mangfoldighed, som camping har.
Samtidig med, at man værner om kerneproduktet og de næste 100 års historie.
”Det handler om, at camping ikke kun er noget, der foregår med en hvid kasse på krogen,” siger Anne-Vibeke.
Det handler om, at selve forståelsen af, hvad camping er, hænger fast i nogle gamle konventioner, hvor rigtig camping foregår på en campingplads.
Men den holdning må man gøre op med i DCU og hele branchen, mener hun.
”Jeg er derude, om folk så bor i en papkasse i en skov, så er det jo en form for camping,” siger hun.
”På Facebook er der nogle meget spændende grupper, hvor folk tilbyder overnatning i deres baghave.”
“Alle de ting synes jeg, at DCU og branchen skal rumme. For i foreningens vedtægter står der, at DCU skal ’skabe rum for camping i Danmark. Det er jo et vidt begreb, og det behøver ikke nødvendigvis være på en campingplads, mener jeg.”
Måske vil denne artikel også interessere dig ...
Holdning mod afgrunden
Anne-Vibeke forklarer, at hun – sammen med hovedbestyrelsen – har det mål at modernisere DCU frem mod 100-års jubilæet.
”DCU har indtil nu haft en meget homogen medlemsskare. Seniorer og børnefamilier med campingvogn. Men den palette vil vi gerne udvide, så vi fx kan få spejdere til at melde sig ind. Vi har af samme årsag indført et ungdomsmedlemsskab,” siger hun.
”Og så er der autocamperne, som jo vokser helt vildt. Dem vil vi gerne invitere inden for.”
”Hidtil har indstillingen i DCU været, at camping, det var pinedød noget, der foregik på en campingplads og ikke andre steder.”
”Men det er en holdning, der fører direkte til afgrunden, for du kan ikke stoppe den udvikling som allerede er i fuld gang det.”
”Det svarer til den kamp, som hotellerne fører førte mod Airbnb og andre deleøkonomiske platform. Jeg mener, det er klogere, hvis vi omfavner de nye campingformer, i stedet for at bekrige dem,” siger Anne-Vibeke.
Hidtil har indstillingen i DCU været, at camping, det var pinedød noget, der foregik på en campingplads …
Anne-Vibeke Isaksen
Lige betingelser
Man hører med jævne mellemrum historier om campingpladser, der føler sig uretfærdigt behandlet, når autocampere får lov til at holde på den lokale havn. Eller når en initiativrig godsejer laver sin egen glamping-plads, så indsender de vrede høringssvar. Hvordan skal den udfordring løses?
”Det er også rigtigt …”
”Det eneste, jeg synes, der hører til den historie, er, at der må være lige betingelser. Der må være lige regler for afgifter, skatter og moms, så det ikke bliver konkurrenceforvridende,” siger hun.
”Vi har set eksempler, hvor autocamperne har fået lov til at holde gratis nede foran Føtex, for så var handelsstandsforeningen glade. Den omsætning må campingpladsen så vinke farvel til.”
”Men altså … det svarer til, at kommunen står og deler gratis brød ud ved siden af bageren søndag morgen.”
Artiklen fortsætter under fotoet

Uforandret i 100 år
Selv om der altså med jævne mellemrum opstår gnidninger, når autocampere vælger campingpladsen fra eller glampingtelte skyder op uden for campingreglementet, så er Anne-Vibeke fortrøstningsfuld.
”I min optik, ser fremtiden for camping superpositiv ud. Vi arbejder i DCU med den grundfortælling, at camping skal være et frirum fra en stresset hverdag. Camping skal være kontrasten til arbejdet … og sådan var det også, da DCU blev stiftet i 1926.”
”Jeg får nærmest helt gåsehud, nu vi taler om det. Tænk, at et grundbehov kan være så fint, at det er uforandret i 100 år.
Udfordringerne
Coronaen har sat turbo på interessen for camping og outdoor-oplevelser, og sammen med en stigende fokus på bæredygtig ferie, må camping-erhvervet sidde med gode kort på hånden.
Så hvad kan gå galt?
”Der er flere udfordringer. Den ene er, at branchen har enormt svært ved at samarbejde. Den er fyldt med privatejede campingpladser, der bestemt gør deres bedste. Men branchen har simpelthen ikke forstået, at man er nødt til at samarbejde,” siger Anne-Vibeke.
”Der sidder desværre nogle derude på campingpladserne, som synes, at de har nok i dem selv,”
“De har måske masser af succes, så hvorfor ændre noget. Men set med mine øjne har de ikke en forståelse for, at campingbranchen i Danmark ikke er særlig stor.
“Det er først den dag, vi for alvor lærer at samarbejde, at vi kan løfte branchen.”
Anne-Vibeke forklarer, at en af de største forhindringer for væksten er en manglende digitalisering.
”Hvis du gerne vil ud at campere for første gang, hvor skal du så starte? Der mangler en samlet portal for campingoplevelser i Danmark – á la booking.com eller hotels.com. Men den portal kommer ikke, før branchen lærer at arbejde sammen.”
Det er først den dag, vi for alvor lærer at samarbejde, at vi kan løfte branchen …
Anne-Vibeke Isaksen
Inspiration fra hotelverdenen
Man behøver bare at se på de danske hoteller, der har samlet sig i kæden Small Danish Hotels for at finde et velfungerende eksempel til efterlevelse, forklarer Anne-Vibeke.
”Jørgen Christensen, direktøren for Small Danish Hotels, har løst det. Han fik forklaret de lokale kro- og hotelejere, at samarbejde var nødvendigt.”
“Jeg ville ønske, at nogen kunne gøre det med camping, for dét mangler i branchen. De mangler den kæmpe erkendelse af, at de må ligge ego’et på hylden,” slutter Anne-Vibeke Isaksen.
Måske vil denne artikel også interessere dig:
Få turisme.nu’s gratis nyhedsbrev hver uge
Nyheder, tal og tendenser fra hele turisme- og oplevelseserhvervet – sammen med +1.500 andre professionelle i branchen.
