En ny AI-løsning er et led i Destination Bornholms digitale strategi, der skal styrke Bornholms brand og position som turistdestination.
Destination Bornholm har lanceret en ny chatagent på http://www.bornholm.info. Formålet er at give øens gæster hurtige og relevante svar, når de søger information og inspiration til deres ferie på Bornholm.
Chatagenten bygger på avanceret sprogforståelse og leverer svar, der først og fremmest er baseret på Destination Bornholms egen vidensbase.
“Det er en helt naturlig udvikling og afgørende, at vi kan give vores gæster en god service online på en lang række sprog. Vores mål er at gøre Bornholm endnu mere digitalt tilgængelig og styrke øens position som en attraktiv destination for både danske og udenlandske gæster,” siger direktør i Destination Bornholm Anders Wiberg.
Destination Bornholm overvåger løbende de spørgsmål og svar, som chatagenten håndterer, for at optimere indholdet og sikre en stadig højere kvalitet.
Allerede på lanceringsdagen fredag den 5. september blev løsningen testet flittigt, blandt andet af en skoleklasse, der i forbindelse med planlægning af en lejrskole stillede både seriøse og mere spøgefulde spørgsmål.
Hvis der er behov for personlig kontakt, bliver gæster på hjemmesiden videreført til medarbejderne i Bornholms Turistinformation, som herefter kan overtage dialogen.
“Med chatagenten kan vi hjælpe gæsterne døgnet rundt og samtidig give dem mulighed for at komme i direkte kontakt med vores medarbejdere. På den måde kombinerer vi det bedste fra den digitale verden og den personlige service,” siger Anders Wiberg, der har mange års erfaring med at drive virksomheders digitale udvikling.
–
Fakta om chatagenten:
- Findes på bornholm.info, som hvert år besøges af mere end 800.000 brugere.
- Hjælper både gæster, der planlægger deres rejse, og dem, der allerede er på Bornholm og har brug for vejledning under opholdet.
- Kan svare på de fleste sprog, herunder engelsk, tysk, svensk, norsk, polsk, hollandsk spansk, fransk og italiensk.
- Giver ikke kun skriftlige svar, men også billeder og kort, så gæsterne lettere kan finde rundt og opdage nye sider af Bornholm.
- Er en central del af Destination Bornholms digitale strategi, der skal styrke øens brand og gøre Bornholm endnu mere tilgængelig for både danske og udenlandske turister.

