Når store begivenheder trækker mange gæster til, spiller byens samlede opbakning en væsentlig rolle, mener direktør for Arena Nord Tonny Skovsted Thorup.
I første halvår af 2026 dannede Arena Nord i Frederikshavn ramme om Dansk Melodi Grand Prix, Børnenes Melodi Grand Prix samt World Company Sport Games med 2.700 deltagere fra 28 lande.
Tonny Skovsted Thorup peger på et tæt samarbejde med lokalsamfundet som en central faktor i et interview med DI Turisme, Kultur & Oplevelser.
”De store events søger naturligt de store byer. Som mindre by skal man gøre sig bemærket og kunne tilbyde noget mere: en hel by, der løfter sammen,” fortæller Tonny Skovsted Thorup.
Under arrangementerne blev engagementet synligt i kommunen. Gågaden spillede Grand Prix-musik, lokale butikker pyntede op, og plejehjemmene blev inddraget i aktiviteterne:
”På et af plejehjemmene drak de Birthe Kjær-sjusser, mens de dystede i musikquizzer. Det er sådan noget, der viser, at det ikke kun er Arena Nords event, men hele Frederikshavns,” fortæller Tonny Skovsted Thorup.
I interviewet med DI fremhæver han, at den lokale forankring kræver et opsøgende arbejde over for lokalsamfundet og foreningslivet:
Det lokale engagement skaber ifølge direktøren både ejerskab blandt borgerne og afsmitning på handel og serveringssteder.
København: Fælles paraply frem for spredte initiativer
I hovedstaden fremhæves værdien af at samle kræfterne også om fælles projekter.
I et interview med turisme.nu peger medgrundlægger af Copenhagen Light Festival, Anders Kongshaug, på, at destinationsudvikling styrkes, når bysamfundet samles om fælles platforme frem for at opdele budgetterne på uafhængige mikroinitiativer.
”Hvis vi spreder midlerne i for mange små retninger, risikerer vi, at det hele bliver halvmørkt og ender som et tyndt lag leverpostej, der slukker mere, end det tænder, fordi det ikke for alvor har en unik gennemslagskraft internationalt og lokalt. I stedet bør vi samles om et stærkt, fælles tema. Det skaber en paraply, hvor også de mindre lokale initiativer, bydele, museer, hoteller og serveringssteder kan koble sig på en platform, der allerede skaber dokumenteret volumen og fanger turisternes opmærksomhed og appetit,” siger Anders Kongshaug.

