Vi må finde en måde til at ændre systemet, så både lokale aktører og større regionale og (inter)nationale aktører inden for turisme vælger den regenerative tilgang til turismen. Ellers bliver ambitionen om regenerativ turisme intet andet end ønsketænkning for de få idealister. Dette gælder især for DMO’er, som bliver nødt til at bevæge sig væk fra den uendelige væksttankegang og holde op med at se turismen som en cashcow, der bare skal malkes.
Af Christian Dragin-Jensen, Lektor, Erhvervsakademi Sydvest
I sidste uge deltog jeg i et fantastisk seminar om regenerativ turisme i Malmø, Sverige.
NorReg var vært for seminaret, og der var et fremragende program med praktikere fra det strategisk niveau (Destination Management Organisationer) og forskere, der delte deres viden og syn på regenerativ turisme med eksempler fra Island, Norge, Sverige, Spanien, Belgien og Australien.
Seminaret startede endda med den legendariske Anna Pollock, der delte ud af sin indsigt (hun anses generelt for at være én af grundlæggerne af regenerativ turisme), og hvorfor regenerativ turisme er vejen fremad på et globalt plan – og ikke bæredygtig turisme.
Alligevel følte jeg – som det er tilfældet med mange gode seminarer – at jeg gik derfra med flere spørgsmål end svar.
Jeg mener, at turismesamfundet (den akademiske verden, hotel- og turismeoperatører, DMO’er, politikere og regeringer) er nødt til at besvare spørgsmålene i fællesskab for at lade dette turismeparadigme blomstre og virkelig være en kraft for det gode – og ikke endnu et grønt plaster på såret.
Hvad ER regenerativ turisme?
Det fremgik ret tydeligt af seminaret, at det er vanskeligt at finde et fælles grundlag for, hvad der omfatter og definerer regenerativ turisme – hvilket blev fremhævet af arrangørerne (NorReg), som hævdede, at de brugte to måneder på at nå til enighed om deres definition og vision af regenerativ turisme.
“Bæredygtig turisme er, ja, åbenbart ikke bæredygtig”
Mange i det akademiske samfund har – med rette – kritiseret dagsordenen for bæredygtig turisme for at blive ’valgt til at tjene kontinuerlig økonomisk vækst, hvilket fører til miljøødelæggelse og sociale uligheder’.
Det er derfor forståeligt, at man ser et behov for, at branchen bevæger sig helt væk fra dette mekaniske, industrielle paradigme, hvor målet er at tilføje så mange turister som muligt til destinationens transportbånd.
Her er bæredygtig turisme, set fra et top-down-perspektiv, kun rettet mod at mindske de økologiske og sociale skader, som turismen forårsager (læs: damage control).
Regenerativ turisme fokuserer derimod på at tilpasse sig selv til levende systemer for at arbejde på lokalt plan (bottom-up) og prioriterer samskabelse på tværs af flere dimensioner og domæner.
Ergo – den fokuserer på at skabe et helt system, der er fokuseret på balance og i stand til at regenerere sideløbende med den økonomiske udvikling (og ikke er rettet mod uendelig vækst).
Så regenerativ turisme skal tage over i stedet for bæredygtig turisme, ikke sandt? Bæredygtig turisme er, ja, åbenbart ikke bæredygtig.
Alligevel så nogle af de praktikere, der deltog i seminaret, bæredygtig turisme og regenerativ turisme som to forskellige typer initiativer – begge af stor værdi for destinationerne.
En af talerne udtalte endda (jeg omskriver her):
Vi står ved en skillevej og er nødt til at bevæge os fremad, og det er ligegyldigt, om man laver regenerativ turisme eller bæredygtig turisme – de er begge gode. Så længe man ikke vender tilbage til det, vi gjorde førhen (pre-covid).
Jeg synes, at det er en frygtelig farlig linje at gå.
Hvis den regenerative turisme – og dens destinationer – skal ’blomstre’ og ’trives’ (som Anna Pollock hævder), må vi
- blive enige om, hvad der præcist er regenerativ turisme,
- helhjertet vedtage denne omdannelsestilgang (og endda opgive bæredygtig turisme) og
- ikke udvælge det, vi kan lide og foretrækker, så vi ikke ender med endnu en ’greenwashed’ tilgang til bedre turisme.
Top-down eller bottom-up? Skal det være enten eller?
Regenerativ turisme kræver en bottom-up-tilgang for at kunne levere relevante og lokalt tilpassede løsninger.
Det er intuitivt forståeligt, da hver enkelt destination har specifikke behov og ønsker.
Men hvordan kan vi gennemføre en regenerativ tilgang til destinationer uden en form for overordnede vejledende principper?
Se bare på, hvor lang tid det tog for turismeaktører at stige på bæredygtighedstoget (og nu må vi bede dem om at stige af det og stige på det regenerative tog).
En af talerne, Fredrik Albihn, Concept Manager, Turisme i Skåne, gav nogle fantastiske indsigter i, hvordan de arbejder henimod at ændre deres formål som DMO – på vej væk fra KPI-drevne mål som f.eks. indtægter, antal turister og overnatninger og i højere grad en rolle som lokal vicevært og netværksdanner – og brugte midler til lokale netværk og initiativer i stedet for til markedsføringsomkostninger.
Dette blev også bekræftet af taleren Elke Dens, som fremhævede et fantastisk initiativ i Flandern, hvor man ville give tusind euro til enhver privat borger, der havde en idé og muligheden til at forbedre sit lokalsamfund. Resultaterne var unikke løsninger til problemer DMO’en aldrig kendt til før, og havde en kæmpe fordel for BÅDE de lokale og turisterne!
“Se, hvor lang tid det tog for turismeudøvere at stige på bæredygtighedstoget (og nu må vi bede dem om at stige af det og stige på det regenerative tog).”
Jeg ved ikke hvordan, men hvis regenerativ turisme er løsningen, så må vi finde en måde at bane vejen for denne ændring af systemet, så både lokale aktører og større regionale og (inter)nationale aktører inden for turisme alle køber ind på den regenerative tilgang.
Ellers vil regenerativ turisme blive til intet andet end ønsketænkning for de få idealister. Dette gælder især for DMO’er, som bliver nødt til at bevæge sig væk fra den uendelige væksttankegang og holde op med at se turismen som en cashcow, der bare skal malkes.
Hvordan kan vi hjælpe?
Undertitlen for seminaret var ’for en bedre fremtid’.
Vi har ærlig talt ikke den tid – vi har brug for en bedre i dag.
Så vi er nødt til at komme i gang med det – hvilket rejser spørgsmålet – hvordan kan vi hjælpe?
Hvordan kan vi, det akademiske samfund, hjælpe praktikere, DMO’er og politikere med at foretage transformationen?
Hvilke oplysninger, best practise og forskningsområder har de brug for at kunne træffe bedre evidensbaserede beslutninger og politikker?
Hvilke færdigheder og kompetencer kan vi allerede i dag flytte fokus til for at sikre, at turismens arbejdsstyrke kan gennemføre denne ændring?
Seminaret i Malmø viser, at det første skridt allerede er taget – som regel det sværeste – vi taler om det.
Nu skal vi fortsætte!
