Ferieparkkæden Landal opruster organisationen med ansættelsen af Ole Hellfritzsch som ny marketingchef for Danmark.
Ansættelsen skal understøtte en markant vækstplan om at gå fra syv til 14 destinationer på det danske marked over de næste fem år.
“Danmark har en stærk position som ferie- og naturoplevelsesland, men der er fortsat et betydeligt potentiale i at gøre de danske destinationer relevante for endnu flere gæster. Det kræver, at vi kombinerer lokal markedsindsigt med den internationale rækkevidde, Landal allerede har,” siger Ole Hellfritzsch.
Ole Hellfritzsch har boet i Nederlandene siden 2008 og har 24 års erfaring inden for international marketing. Han får base på hovedkontoret i Amsterdam, men skal arbejde tæt sammen med det regionale team i Varde og parkerne rundt om i landet.
Søger lokale partnerskaber
Sideløbende med parkudvidelserne lægger den nye marketingchef vægt på, at partnerskaber med den øvrige danske turismebranche bliver en nøglefaktor i vækststrategien.
“Vi vil gerne i dialog med danske virksomheder og aktører i turismebranchen, som ser muligheder for at samarbejde. Ved at kombinere lokal viden og ekspertise med Landals internationale netværk og markedsføringskraft kan vi skabe endnu mere attraktive oplevelser for gæsterne og samtidig styrke Danmark som feriedestination,” siger Ole Hellfritzsch.
Blå bog: Ole Hellfritzsch
- Stilling: Marketingchef for Danmark hos Landal.
- Alder og bopæl: 47 år, bosiddende i Nederlandene siden 2008.
- Erfaring: 24 års erfaring med kommerciel marketing, partner- og kanalmarketing, strategisk planlægning og kampagneudvikling i globale og regionale roller.
- Arbejdsfelt: Baseret på hovedkontoret i Amsterdam med berøring til det regionale kontor i Varde og de danske ferieparker.

