En stigende tilstrømning af særligt udenlandske gæster får nu Lalandia til at udvide Aquadomen i Billund.
Onsdag den 4. december markerede Lalandia rejsegilde for en 900 m² stor udvidelse, der skal styrke vandlandets tilbud til familier med små børn. Udvidelsen er en del af en større strategi for at imødekomme en stigende efterspørgsel fra både danske og internationale gæster.
“Vi har gennem de seneste år oplevet en stor vækst i gæstetallet. Især har der været stor fremgang fra bl.a. Tyskland og England. Dette sammenholdt med at mange danske gæster kommer tilbage år efter år, skaber et behov for fornyelse,” fortæller Jan Harrit, administrerende direktør i Lalandia.
Den nye tilbygning forventes at stå klar til indvielse i sommeren 2025, hvor gæster fra både Danmark og udlandet kan glæde sig til at opleve de nye faciliteter.
Nyt område til mindste gæster
Udvidelsen, der får navnet ”Kids Area,” vil byde på flere nye faciliteter, blandt andet:
Børnebassin med lav dybde og varmt vand.
Varmtvandsbassin designet til små børn og deres familier.
Fountain Park: En stor park med springvand og vandfontæner, der kombinerer lys- og lydeffekter for at skabe en unik oplevelse for de yngste besøgende.
Området er skabt for at give de mindste gæster en helt særlig oplevelse, samtidig med at det aflaster resten af Aquadome under travle perioder.
Læs også:
Få turisme.nu’s gratis nyhedsbrev hver uge
Nyheder, tal og tendenser fra hele turisme- og oplevelseserhvervet – sammen med +1.500 andre professionelle i branchen.

