Connect with us

Hvad søger du?

Ordet er dit

Ingen konflikt mellem storby- og kystturismen

Der er stort potentiale i at tænke synergier frem for konflikt mellem storby- og kystturismen, skriver Tonny Skovsted Thorup, CEO, Destination NORD.

Tonny Skovsted Thorup, Destination Nord. PR-foto
Tonny Skovsted Thorup, Destination Nord. Pr-foto

Indrømmet. Jeg var ved at falde ned ad stolen, da et folketingsmedlem for nylig indledte sit oplæg om turisme med sætningen:Nu er der jo en del konflikt mellem turismen i storbyerne og kystturismen …Jeg er meget uenig. For i krydsfeltet mellem forretningsområder er der mange flere synergier og muligheder end konflikter og begrænsninger.

Af Tonny Skovsted Thorup, CEO, Destination Nord

Lad mig begynde hjemme hos os.

Som ’blandingsdestination’ har Destination NORD (Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Aalborg Kommuner) en omsætning på ca. 7,5 mia. kr. fordelt på 42 % kyst- og naturturisme, 34 % storbyturisme og 24 % møde- og erhvervsturisme.

Dermed ligner vi meget vores gode kolleger i Destination Fyn og VisitAarhus – der som bekendt omfatter to øvrige af landets fire storbyer.

Vi ligger i Destination NORD lavt på antallet af kommercielle attraktioner, men har rigtig meget natur, som er unik reason-to-go.

Vi har brug for at bruge alle de oplevelser, vi kan samle sammen for at lokke gæsterne til – både i byen og langs kysten.

For os nytter det i hvert fald ikke at holde os til eller inden for hverken bygrænser, kommunegrænser eller destinationsgrænser for den sags skyld. Vi er en lille destination. Danmark er et lille land. Ingen grund til at indsnævre vores muligheder.

Feriehusgæster er også kulturturister

Vi oplever nu i høj grad også, at målgruppers behov og adfærd i større og større omfang går på tværs af overnatningsformer, nationaliteter og målgrupper.

Fx har flere analyser vist, at ’sommerhus-målgruppen’ i højere og højere grad også efterspørger kulturtilbud.

Vi har mange tyske turister, som bor i sommerhus på kysten og tager på kulturinstitutioner i Aalborg på dagsture.

Derfor har vi faciliteret et stærkt samarbejde mellem Skagens Kunstmuseer, KUNSTEN – Museum of Modern Art og Utzon Center i Aalborg, fordi de grundlæggende har samme målgrupper.

Når vi tænker dem sammen, får vi et bedre oplevelsestilbud og mere gennemslagskraft.

Ingen grund til at tænke konflikt i det, der er langt flere synergier.

Tur-busser krydser hinanden

Et andet eksempel: I vores destination er både Skagen og Aalborg krydstogtdestinationer med Skagen som klar ‘storebror’.  

Her er god plads i havnen og fin dybde, så de helt store skibe kan komme ind.

Vi kan imidlertid konstatere, at tur-busserne krydser hinanden, så fra Skagen går nogle af turene forbi Voergaard Slot til Aalborg.

Og gæsterne i Aalborg kører den anden vej til sightseeing i Skagen.

Et tredje eksempel: Aalborg Lufthavn har lige startet en direkte rute op til New York, og vi har haft de første kuld af rejsejournalister og senest rejseagenter på besøg.

Jeg skal hilse og sige, at de fik den ‘store tur rundt i Nordjylland’.

Det ville være uklogt kun at spille Aalborg på banen i en sådan sammenhæng. Det rækker ikke.

Nordjylland er meget lille i den kontekst. Ja, det er Danmark også.

Erhvervsturister med nye ønsker

Et fjerde eksempel:

Hvad angår møde- og erhvervsturismen, oplever vi i stigende omfang, at gæsterne til vores konferencer efterspørger meget mere end indersiden af mødelokalet.

De vil have andre oplevelser med i det omfang, det kan nås, og så er der samtidig en klar tendens til, at man tager en dag eller to mere med – eller sågar har familien med på sidelinjen, så dét, vi altid har kaldt bleisure, er den oplagte legeplads mellem forretningsområder.

Så kære folketingsmedlem og øvrige:

Der er masser af potentialer og synergier mellem storby- og kystturismen. Det handler om at fokusere på mulighederne i stedet for at lede efter konflikterne.

Dem har der været stor tradition for at lede efter i dansk turisme.

Skulle vi ikke i stedet tale om samarbejde og potentialer på tværs? På tværs af by og land og på tværs af destinationer og organisationer.

På tværs af Danmark og til gavn for Danmark.


Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg i Ordet er Dit skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg og kronikforslag kan sendes til redaktion@turisme.nu

Fik du læst ...

Bæredygtig turisme

Drop skåltalerne om arbejdspladser og skatteindtægter. Kommuner, destinationer og private aktører bør i højere grad tænke lokalbefolkningen ind i turismeprojekter.

Kulturturisme

VisitAarhus er lykkedes med at tiltrække specifikke målgrupper året rundt – bl.a. 'kulturudforskerne'. Her fortæller marketingchef Johan Friis Bergholt om erfaringerne og giver konkrete...

Maskinrummet

Iværksætter Katja Piil har gjort sin kærlighed til alpacaerne til sin levevej med Alpacapark. "Den største udfordring er at få udbredt kendskabet til parken,"...

Camping & feriehuse

2023 ser overraskende positivt ud for campingpladserne. Fremover skal væksten dog hentes på nye forretningsområder, lyder det fra DK-Camps formand.

Copyright © 2022 Turisme.nu

Turisme.nu

c/o Willmore

Ryesgade 106A, 2. th.

DK-2100 København Ø

Turisme.nu er tilmeldt pressenævnet