Benzinpriser på himmelflugt. SAS-piloter, der truer med strejker. Timelange køer ved sikkerhedstjek i lufthavnen. Usikkerhed om krigen i Ukraine. Og rester af coronarestriktioner rundt om i Europa.
Læg dertil to års opsparet rejselyst efter en træls pandemi.
Sjældent har turismen været ramt af så mange eksterne faktorer og usikkerhedsmomenter – og det gør det for alvor vanskeligt at forudsige, hvordan danskerne vil tilbringe den forestående sommerferie 2022.
Men en dugfrisk analyse fra analyse- og rådgivningsvirksomheden Wilke kaster lys over danskernes ferieønsker, og Turisme.nu kan som det første medie dele indsigter fra analysen.
Analysen er gennemført ultimo maj 2022 – og resultaterne kan få stor betydning for turismens aktører.
”Vi lavede analysen, fordi vi kunne se, usikkerheden bredte sig i turisme- og oplevelseserhvervet. Flere og flere udtrykte tvivl om, hvad danskerne egentlig ville gøre her til sommer,” forklarer Gitte Mikkelsen, senior konsulent hos Wilke.
”Aktørerne gav udtryk for, at de var i tvivl om, hvilke kampagner og projekter, de skulle sætte i søen, fordi de var i tvivl om, hvor danskerne står nu og hvordan vil de prioritere her i sommerferien. Derfor valgte vi at lave undersøgelsen for at få et indblik.”

Udlandet trækker stadig
Og lad os bare tage én af hovedpointerne straks:
Ja, danskerne drages stadig mod sydens sol.
To års opsparet rejselyst er ikke til at feje bort. Men modsatrettede faktorer, som stigende inflation og krigen i Ukraine trækker den anden vej.
”Vores analyse viser, at 41% af danskerne stadig regner med, at de vil tage udenlands.”
”Men det skal ses i forhold til, at 50% svarer, at de normalt vil tage til udlandet i sommerferien. Så der er altså – trods travlhed hos rejsebureauerne – færre danskere der drager sydpå i år,” forklarer Gitte Mikkelsen.
Perfekt storm
Faldet fra 50% til 41% kan lyde voldsomt, men er det måske ikke, når man tager situationen i betragtning, mener lektor Matias Thuen Jørgensen, leder af Center for Turismeforskning ved RUC.
”Når vi tager i betragtning, at charterbranchen står midt i noget, der kan minde om den perfekte storm – krigen i Ukraine, rester af coronarestriktioner, stigende inflation og mediernes historier om folk, der får ombooket deres flyafgange og trussel om pilotstrejke – så er det faktisk stadig en meget stor andel af danskerne, der vil rejse til udlandet,” siger han.
”Men omvendt, så kan vi jo se, at rejsebureauerne, der tilbyder en færdigpakket sommerferie og dermed en ’mere tryg’ ferie, de melder alle om udsolgt. Så uanset hvad, så vil vi blive ved med at rejse sydpå,” siger Matias Thuen Jørgensen.
Gitte Mikkelsen er enig:
”For nogle er sommerferien sydpå bare et absolut ’must’. Men normalt ville der altså være endnu flere, der rejser afsted,” siger Gitte Mikkelsen.
Prisstigninger gør ondt
Den grundlæggende pointe fra undersøgelsen er, at de danskere, der er presset på økonomien, de rejser ikke.

Og de danskere, der føler sig utrygge, de rejser heller ikke. Og den utryghed har 3 hovedårsager: Krigen i Ukraine, økonomien og endelig den sidste rest af usikkerhed omkring corona.
”Prisstigningerne er dét, der gør mest ondt hos danskerne. Ukraine spiller også en rolle for mange – og relativt flere kvinder end mænd føler, at Ukraine-krigen gør dem utrygge. Corona fylder så relativt mindst, men det kan skyldes, at vi har haft to år til at vænne os til det,” forklarer Gitte Mikkelsen.

Analysen viser, at det især er sommerferievalget hos de yngre danskere, der bliver påvirket af den økonomiske udvikling.
”Alt andet lige har yngre danskere færre penge at spendere på ferien. Når priserne så stiger, vil de yngre også være mere tilbøjelige til at tænke kreativt, og måske lege en campingvogn i Danmark. De er også i højere grad påvirket af klima- og bæredygtighed.”
Dansk turisme er under forandring – skal du være med?
Så gør som over 1.500 andre professionelle, iværksættere og ildsjæle – skriv dig op til vores gratis nyhedsbrev:
Så får du både inspiration, knowhow og tendenser fra ind- og udland, du kan bruge i dit arbejde.
Hvad betyder viden fra analysen for aktørerne i dansk turisme?
”Vi har under to år med coronapandemi set danskerne vælge Danmark som ferieland, og den bølge fortsætter,” siger Gitte Mikkelsen.
”Der har været meget spekulation omkring, hvorvidt to års opsparet rejselyst ville få alle til at rejse sydpå i år eller ej. Der kommer krigen i Ukraine – i kombination med økonomien – ind som afgørende parameter for mange. Vi vil fortsat holde ferie i Danmark, og nu har mange fundet ud af, at Danmark er et dejligt ferieland: Vi vil have fokus på ro, natur, ikke så meget hast og jag.”
Samtidig spiller det ind, at danskerne er villige til at svinge kreditkortet, når de ikke rejser sydpå, men bliver i Danmark, mener Gitte Mikkelsen.
”Nogle er i højere grad blevet optaget af at støtte lokale erhvervsdrivende, små restauranter og hoteller, som har været presset i nogle år.”
Mange har ikke besluttet sig

Analysen viser, at mere end hver fjerde endnu ikke har besluttet sig for, hvad der skal ske i sommerferien.
27% svarer, at sommerferien først bliver planlagt til sommer. Og den tendens ser ifølge Wilke ud til at være mere udbredt i aldersgruppen +60 år.
Det betyder for turismens aktører, at der er en meget stor målgruppe, der stadig kan påvirkes med markedsføring.
”Dem ville jeg skynde mig at gribe,” siger Gitte Mikkelsen.
”Der er altid nogle, der planlægger i sidste øjeblik. Men mange ser tiden an. Udvikler krigen i Ukraine sig? Ender vi med en regning for rejsen, der er 10 gange højere, end vi havde forestillet os? Det betyder, så også at der er mange, der får brug for at kunne være spontane, og dermed sidder pengene også lidt mere løst,” siger hun.
”Nu skal vi ikke bruge 30.000 på at komme til Spanien, og så er det relativt billigt at leje et feriehus i Danmark eller gøre nogle af de andre ting, man ikke lige havde fået øjnene op for.”
”Så aktørerne skal sørge for at komme på banen med synlige tilbud og tale til målgrupperne med nemme løsninger, fx pakketeringer, så er der en stor mulighed til sommer,” siger Gitte Mikkelsen.

Danmark fortsat populært
Matias Thuen Jørgensen ser analysens resultater som en understregning af, at Danmark som ferieland fastholder den popularitet, der blev ’grundlagt’ under coronapandemien.
Samtidig kan faktorer som flyskam også spille ind.
”Vi har fundet ud af, at det er attraktivt herhjemme, og samtidig kan der også være mere social kapital i at blive hjemme. Du behøver ikke rejse til den anden side af jorden, for at kunne blære sig med det nede i kantinen.”
Rapporten kan downloades her: https://wilke.dk/turisme#rapport