
Ø-turismens fremtidige udfordringer og muligheder var på programmet, da øboere, turismeaktører og rederirepræsentanter i denne uge var samlet til ø-turismedag på Holckenhavn Slot.
Blandt deltagerne var både øboere, udviklingskonsulenter og rederirepræsentanter. Fællestrækket er, at de har en relation til en af de 38 danske øer, der indgår i det rødbedefarvede Ø-pas, som Landdistrikternes Fællesråd driver.
Det er ø-turismens fremtid, som den brede gruppe af interessenter skal diskutere, og målet er at finde nye, konkrete tiltag, som kan styrke turismen på landets øer.
For de danske øer har rigtig meget at byde på, understreger Grethe Saabye, næstformand i Landdistrikternes Fællesråd og medlem af Dansk Erhvervs Udvalg for Turisme- og Oplevelsesøkonomi, i sin velkomsttale.
“Borgerne, der bor og lever deres liv på øerne, har en idérigdom og virkelyst, som kun de færreste kan konkurrere med, siger hun og understreger: – Øerne kan noget særligt – og øerne er noget særligt.”
Jagten på ’nogen’
Noget tyder på, at turisterne er af samme overbevisning.
Det danske ørige repræsenteret i de 38 øer i Ø-passet tiltrækker nemlig hvert år 1,9 mio. besøgende, og øernes turismeforbrug lyder på mindst 10 mia. kroner. Til sammenligning er turismeforbruget på den jyske vestkyst 18 mia. kroner. Det viser en undersøgelse lavet af Landdistrikternes Fællesråd og konsulent Eskild Hansen.
Hos Sammenslutningen af Danske Småøer, der repræsenterer de 27 beboede småøer i Danmark, lægger formand Dorthe Winther vægt på, at turismen er afgørende for ø-udviklingen.
Ø-turismen skaber omsætning, job og bosætning, understreger hun. Samtidig efterspørger hun en diskussion af forholdet mellem turisterne og øboere, der føler sig overrendt af deres indtog:
“Vi bliver nødt til at bibringe vores med-øboere, at det at stå i kø i butikken er rigtig godt, for så er butikken der også om vinteren,” siger hun.
Dansk Erhverv efterlyser talenterne
Fra Dansk Erhverv lyder det, at der er brug for kapital, entreprenørskab og talent for at sætte gang i flere ø-erhvervseventyr som mikrobryggerier og glaspustere.
Det fortæller chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Lars Ramme Nielsen, der tror på ø-turisme, som baserer sig på natur, fred og ro – gerne kombineret med motionsoplevelser som løb, mountainbike og stand up paddle.
Hovedpinen med at skaffe kapital, entreprenørskab og talent bliver dog ikke løst i dag, understreger Lars Ramme Nielsen.
“Efter i dag går vi hjem og tænker; ’nogen’ skal gøre noget, siger han og tilføjer: – Hvem er den der nogen, som rent faktisk har lys i øjnene og vil låne penge i banken og blive på øerne i stedet for at flytte til Aarhus eller København. Det er en af de strukturelle hovedpiner, vi har. Og det må vi forholde os til.”
Værn om det autentiske
Blandt konferencens deltagere er også Jens Westerskov Andersen fra Faaborg-Midtfyn Kommune, der huser de tre småøer Lyø, Avernakø og Bjørnø, og Mads Sletbjerg, turistmanager i VisitFaaborg og en af tovholderne på ø-hop projektet i det sydfynske øhav.
De er enige om, at der er mening i at udvikle og styrke den danske ø-turisme.
“Der er et kæmpe bosætningspotentiale, når vi kigger på turisme. Turismen er en eksponent for øernes hverdagsliv. Det er en god reklamesøjle. Og når man kigger på entreprenørskabet, er der et stort potentiale i det uopdyrkede land, øerne er,” siger Jens Westerskov Andersen.
“Udfordringen er at beholde det autentiske. Vi skal passe på, at vi ikke går hen og bliver et vandland,” siger han og tilføjer:
“I dag kan man lidt firkantet sagt opleve, at der er flere cyklister på Avernakø en sommerdag end på Nørrebrogade. Det er den balance, vi skal have fokus på.”
Ø-turismens fremtid ligger ifølge Mads Sletbjerg i udviklingen af vintersæsonen.
“Jeg tror, vi kommer til at se flere og flere, der kan leve af at være overnatningssted eller andet også om vinteren. Her kommer alle de, der søger roen og autenticiteten. Og Avernakø i november, det er fandeme autentisk.”
Et digitalt Ø-pas på vej
Det er Ø-passets digitale fremtid, der er omdrejningspunktet, da kontorchef i Landdistrikternes Fællesråd, Noa Jankovic, indtager scenen.
“I år 2018 overtog vi Ø-passet fra Sammenslutningen af Danske Småøer, og vi kan konstatere, at det er et rigtig, rigtig stærkt virkemiddel i forhold til at få flere turister til at tage ud på øerne,” siger Noa Jankovic og understreger:
“Vores opgave har været at få ø-passet skridtet videre.”
Det sker ifølge kontorchefen med projektet ”Ø-passet som platform for ø-aktiviteter”, der er støttet af Nordeafonden og Landdistriktspuljen.
Projektets formål er at styrke Ø-passets digitale formidlingsplatform og fællesskabet mellem Ø-passets brugere og lokale aktører.
Det indebærer, at Ø-passet gøres digitalt og tilføjes natur- og kulturfortællinger fra de danske øer. Desuden bliver der opsat fysiske infostandere med WiFi på 2-3 småøer rundt om i landet.
Fremtiden er trods alt lys
Der er flere udfordringer, når det kommer til ø-turismen, mener Morten Priesholm fra LAG Småøerne.
Både finansiering, infrastruktur og det at få baglandet på øerne med på turismens muligheder skaber udfordringer, men grundlæggende tegner ø-turismens fremtid godt, mener han:
“Min fornemmelse er, at der er en rigtig god gænge. Markedsføringen fungerer, takstnedsættelsen på færgerne skaber trafik, og i den anden ende bliver virksomhederne mere og mere professionelle. De nye, der kommer til ved ejerskifte og overtagelse er knalddygtige. De ved, hvad de vil og kommer ofte med businesserfaring. Så fremtiden ser lys ud, det gør den.”
Ø-turismedagen fandt sted mandag den 16. september på Holckenhavn Slot i Nyborg. Dagen var organiseret af Landdistrikternes Fællesråd i regi af Partnerskab for Ø-turisme bestående af Landdistrikternes Fællesråd, Sammenslutningen af Danske Småøer, Danske Rederier, Færgesekretariatet, De Samvirkende Købmænd, Food Organisation of Denmark (FOOD) og Dansk Erhverv.
