Den seneste regering har for nyligt præsenteret en ny, national turismestrategi. Men alligevel har turisme fyldt minimalt i valgkampen. Det er en skam, for den dugfriske og ambitiøse strategi rummer et betydeligt uforløst potentiale for en af Danmarks vigtigste sektorer.
Af Flemming Toft Andersen, CEO, Feriepartner Danmark
Lad mig minde om, at turismen i runde tal omsætter for 150 mia. kr. om året og beskæftiger 175.000 personer.
Danmark har en unik mulighed for at skabe en bæredygtig vækst i dansk turisme, som kan bidrage til at øge velstanden og velfærden i Danmark yderligere.
Potentialet kan dog kun udnyttes, hvis politikerne er klar til at handle og give turismebranchen de nødvendige rammebetingelser.
Derfor har jeg en kort og præcis vejledning til den kommende regering, som ser således ud:
1. Indfør et grønt energiforbedringsfradrag
Aktuelt skaber de stigende energipriser en købsmodstand, og derfor ser vi i branchen gerne, at der fra politisk side bliver introduceret et energi-forbedringsfradrag, som kan motivere husejere til at investere i bl.a. nye hårde hvidevarer, varmepumper, ladestandere og solcelleanlæg for at gøre feriehuset grønnere.
Et energiforbedringsfradrag vil gavne alle danske sommerhusejere.
For det er ikke udlejningsbureauerne, der ejer feriehusene. Det gør danskerne.
Feriehusudlejning er deleøkonomi, når det er bedst, og vi skal derfor sørge for at have stærke økonomiske argumenter på plads, hvis vi skal have flere private husejere til at udleje sommerhuse.
Flemming Toft Andersen, CEO, Feriepartner Danmark
Vi har de seneste år oplevet, hvordan det nuværende bundfradrag har resulteret i flere sommerhuse til udlejning.
På samme måde forventer vi, at et energifradrag kan bidrage til at nedbringe energiforbruget markant og dermed også forbrugsregningen, som gæsten skal betale.
Derudover accelereres den bæredygtige omstilling, hvilket både vil gavne miljøet og styrke dansk turismes konkurrenceevne.
Både danske, tyske, norske og svenske turister vælger i stigende grad ferieform og lokation ud fra bæredygtighedskriterier, og her har vi altså en mulighed for at komme foran.

2. Afskaf dobbeltbeskatningen af forbruget
De stigende elpriser går fra ondt til værre, når der tages højde for den urimelige ekstrabeskatning, der i dag finder sted.
Husejerens udgift til el lægges nemlig oven i den samlede lejeindtægt, som husejeren beskattes af.
Det giver ikke mening.
Som udgangspunkt bør gæsten betale det samme for el, som husejer skal afregne til sin el-leverandør.
Derfor sker der med det nuværende system en de facto dobbeltbeskatning – dels i form af statslige gebyrer og afgifter, dels som personbeskatning af husejer, selvom husejer ikke har indtjening på gæstens forbrug af el.
Der bør derfor laves en ny beskatningsmodel, som sikrer, at vi ikke unødigt dobbeltbeskatter og dermed forringer dansk kystturismes konkurrenceevne.
3. Styrk VisitDenmarks markedsføringsindsats
I Danmark har vi i mange år haft tradition for at udleje vores feriehuse til udenlandske turister.
Dette skaber et massivt indtjeningsgrundlag for Danmark, men vækstpotentialet er fortsat endnu større.
Desværre ser vi, at vores europæiske naboer er langt bedre til at markedsføre sig på tværs af landegrænser.
Flemming Toft Andersen, CEO, Feriepartner Danmark
Hvis Danmark fortsat skal være en attraktiv feriedestination for blandt andet vores tyske naboer, som med mere end 13 millioner overnatninger og en turismeomsætning i milliardklassen altid har været vital for dansk turisme og beskæftigelsen i kystdanmark, må og skal vi styrke vores markedsføringsindsats i Europa.
En sådan indsats skal ske på nationalt plan og med opbakning og finansiering fra en fælles pulje, som sikrer en effektiv og målrettet markedsføring til gavn for hele Danmark.
Branchen er klar
Så kære politikere og kommende regering. Strategien er lagt, potentialet er stort og de nødvendige initiativer er håndgribelige.
Vi i feriehusbranchen står klar til at samarbejde om at implementere de nødvendige løsninger, så det er bare med at komme i gang – hellere i går end i dag.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle debatindlæg skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg og kronikforslag kan sendes til redaktion@turisme.nu

